Forfatter: Jesper

En fodtur ud af byen mod vest ad Himmerlandsstien giver et godt indblik i, hvad Viborgs gamle bymark er i dag: et miks af boliger, erhverv og åbne områder. Enkelte steder ligger levn fra dengang, landmændene i 1800-tallets sidste halvdel etablerede sig.

Af personlige grunde tager jeg gerne en afstikker ad Islandsstien. Islandsparken er kun en bræmme, men en langstrakt glæde. Lidt længere ude ved Gotlandsvej gør jeg holdt og ser for mig tre gårde på stribe: først Mariesminde, så Peterslyst og sidst Vestermarkens Mølle. Nu blot et minde.

“Til barndommens land kan der ikke valfartes, det hører som et Atlantis til landene, der er gået under,” skriver himmerlændingen Johannes V. Jensen. Ikke enig.

Islandsstien fører lige til barndommens skøjteparadis. Hver vinter i 1960’erne – sådan husker jeg det – muntrede alle bydelens børn sig på den tilfrosne sø. Egentlig var den blot en stor oversvømmelse og lå på Brandstrups mark. Senere fandt jeg ud af, at den havde navn efter familien Brandstrup, Peterslysts beboere.

Nogle gange var vi så mange, at pølsemand Fuks stillede an med sin lille pølsebod. Skøjtesøen var så sikkert et aktiv, at vi turde investere i kunstskøjter i stedet for de ustabile tingester, vi spændte på skistøvlerne. Et år havde en alliance mellem frost, tø og vind formet et fortryllende islandskab, der havde dale og bakker.

På gamle kort ser jeg et system af kanaler, som Vestermarkens pionerer havde forsøgt at dræne engen med. Om søen var borte om sommeren, husker jeg ikke, men jeg har engang set den med bølger på. Lige ved siden af boede i øvrigt den godmodige avlsbruger Niels Bilgrav, der med sin enspændervogn kørte rundt og samlede spild til sine grise. Somme tider fik vi en tur og så gladeligt bort fra odøren.

En sjælden gang fandt vi ned på Salonsøens is; blot for at notere, at Brandstrups mark var bedst. Tilbage ligger en lille dam og en grøft med to småbroer. Fortiden lader sig ikke sådan udtørre.

En udbredt historie er, at vendingen “stinkende rig” kommer fra kirkerne. At kun de rige havde råd til at lade sig begrave indenfor, og at de lå og stank i kirkerummet. Det samme mener nogle englændere om “stinking rich”.

Jeg har set, at sprogfolk pure afviser denne forklaring. De kalder den “en folkeetymologi”, altså en slags vandrehistorie. Tillægsformen “stinkende” er ganske enkelt et forstærkende ord, der kan optræde sammen med mange andre ord: stinkende uretfærdigt, stinkende beruset, stinkende hovmodig.

Noget helt andet er, at kirkerne i tidligere tider var fyldt med begravelser – noget, der uden tvivl har virket temmelig fimset. Velbeslåede kirkegængere betalte godt for i dobbelt forstand at komme ind i varmen. For eksempel var indendørs begravelser med til at betale Sortebrødre Kirkes første tårn.

I Viborg Domkirke har traditionen sat sig spor på væggene. Her sidder en snes epitafier, det vil sige mindetavler over afdøde. Ét af de mere dekorative sidder på den sydlige korsarms endevæg. Det er et helt puslespil og har en ret slidt inskription.

Men vi kan af den tyske tekst se så meget, at den er til minde om apotekerparret Mette og Daniel Friedenreich. Hun døde den 6. juni 1698, han den 29. juli 1706. Ja, det ved vi fra anden side, for felterne til disse finale tal står åbne.

Efter at Daniel Friedenreich i 1688 købte sten og plads, lod han teksten for parrets sidste “Schlafcammer” udfærdige, men kunne af gode grunde ikke få det hele med. Det oprindelige hvilested var tæt ved konventhusdøren på sydsiden. Prisen var 20 sletdaler for stedet og 10 sletdaler for stenen. Desuden testamenterede parret 200 rigsdaler til kirken.

Da bygningsarbejderne i 1860’erne brød ned og byggede op, var der ingen fine fornemmelser. Med store brolæggerstempler knuste de kister og skeletter til en masse, der kunne bære det nye gulv.

“Ingen må røre hans ben,” stod der ellers på biskop Henrik Gerners ligsten, men på kirkens portræt ser han ret uanfægtet ud.

Rektors Lysthus i Latinerhaven og lysthuset i Amtmandens Have nord for Nytorv står og vidner om en tid, da der til en sirlig lysthave hørte et lige så sirligt lysthus. Den dag i dag er de en lyst at skue og er under fredningens beskyttende vinger.

Vi taler her om 1800-tallets første halvdel. Konrektor Jacob Tetens lod i cirka 1800 sit havehus bygge, mens amtmand og baron Lucas Peter von Bretton et halvt århundrede senere fik en vognremise bygget om til en pryd for Amtmandsgården.

Den slags småhuse oser af hule og hygge. I de gamle, fine haver kunne beboerne foretage en lille lystrejse fra hovedhuset til havehuset, der bød sig til som en verden for sig. En havestue eller en løvhytte kunne såmænd også gøre det. Tehuset er et beslægtet begreb fra den tid. Forfatternes skrivehytter hører desuden med til familien.

Jeg kender til Viborg-haver, hvis indehavere hæger om lysthuse af højeste karat. Villaen kan være nok så prangende, men det er først når talen falder på lysthuset, at øjnene lyser.

De bedste kolonihavehuse lever fint op til kriterierne. Haveforeningen “Løkken” ved Nørresøs vestbred udmærker sig på den front. Dertil kommer en hel del udflugtshytter, såsom den norske bjælkehytte i Nordisk Park og Tehuset ved Søndersøs vestbred.

På en vandretur om Viborgsøerne er det ikke værst at kunne komme under tag. Frit tilgængelige er den røde pavillon på Sønæs samt madpakkehusene i Kildekrattet og Granada-skoven. Sådanne tilbud kan få enhver til at se lyst på tilværelsen.

En lindorm, et grumt slangeuhyre, huserede engang i Viborg. Det lykkedes åbenbart borgerne at få bugt med ormen. Historiker Ursin bringer i det mindste den myte til torvs, at apoteker Daniel Friedenreich i Viborg Svaneapotek fik sin disk beklædt med slangens skind.

Da Daniel Friedenreich i 1673 overtog bevillingen efter sin bror, indrettede han sig på Nytorvs nordre side, hvor siden Amtmandsgården kom til at ligge. Apoteket var da nøjagtig 100 år. Hvor det i sin første tid lå, ved vi ikke. Men vi ved, at det i 1717 flyttede til vestsiden, og at det lå her indtil 1993.

Som en hovedby i Nørrejylland fik Viborg i 1545 bevilling til sin første læge. Noget måtte ske, efter at de katolske klostre med deres lægekunst og -urter lukkede. Ingen læge uden medikamenter, og sådan gik det til, at kongerigets tredje apotek efter København og Odense åbnede i Viborg.

Apotekergården på vestsiden ligger som et fint minde om en lang historie. Det var nok her, Margrethe den Første i 1406 købte en bygård. Apotekerkælderen er oldtudsegammel, og den sydlige ende kan sagtens være fra Margrethes tid.

Det kastede også glans over bygningen og byen, da selveste feltmarskal Raimondo Montecuccoli i 1660 her indrettede sit kvarter. Polske og tyske hjælpetropper var i byen. De har nok taget godt for sig af apotekets “receptvin”.

Da en arkæolog i 1979 målte kælderen op, forbigik det vist hans opmærksomhed, at den har et hemmeligt rum, og at dette rum indeholder selveste indgangen til Viborgs sagnomspundne løngang. Det har jeg hørt sige.

I 1587 fik apotekeren lov til at “holde vinkælder”, og den var en god indtægtskilde. I mange år tjente Viborgs apoteker også godt på “De fire røveres eddike”. “Den kan strax faaes tillavet her på Apotheket,” hedder det i en annonce fra 1779.

Efter sigende havde fire røvere under en pestepidemi udviklet eddiken, så de kunne stjæle fra de syge uden selv at få sygdommen. Den var god mod “giftige dunster og anstikkende sygdomme”. Nej, må vi så bede om apotekerens luttendrank.

Vestre Skole har et umiskendeligt præg af – skole. Sådan et kompleks står stærkt i både erindringen og bybilledet. Hvem husker ikke den første skoledag?

Min den første var på Vestre Skole i sommeren 1961. Vi fik til min mors og min store glæde den nyansatte Gytta Barrett som klasselærer.

Østre Skole og Vestre Skole står som de store, gamle byskoler. Den for længe siden lukkede Østre Skole var fra 1887 og havde i 1961 893 elever mod hele 1431 i 1954. Vestre Skole toppede i 1958 med 1382 elever og havde i mit første år 1119 elever, fordelt på 49 klasser.

Netop i 1961 lukkede Vestermarkens Skole, og 37 elever fra “marken” begyndte i stedet på Vestre Skole. To år før lukkede Gråbrødre Skole, der da havde 21 elever. Nørremarkens Skole holdt med sine 19 elever endnu stand, men kun frem til 1966. Det var dengang, titlen “enelærer” fandtes i Viborg Kommunale Skolevæsen. Så var der også Søndre Skole og Nordre Skole, sidstnævnte fra 1959.

Vi små hoveder i 1. klasse havde 18 ugentlige timer; halvdelen var med dansk og skrivning. Intet mod de 36 timer, som de store i 2. real måtte trækkes med. Latin tegnede sig her for fem timer, tysk for fire timer og engelsk for tre timer. Tankevækkende fordeling.

Det var i det år, cheftandlæge Aage Svaneborg introducerede den fælles seance med fluor-tandbørstning. Skolemælken og vitaminpillerne gjorde også deres indtog. Femteklasserne var til standpunktsprøverne oppe i den gribende genfortælling om “En tro hund”.

Med lærer Sakse Ross Petersen som instruktør opførte udvalgte elever ved Vestre Skoles årsfest intet mindre end Shaws “Pygmalion” om idealbilledet af en kvinde. Vi render vel alle rundt med idealbilleder. Også af skoler.

Den tyske by Celle kan med næsten 500 styk mønstre den største samling af bindingsværkshuse i hele Europa. Hvilke pragteksemplarer. Hvilke flotte udsmykninger og inskriptioner. En fryd for øje og sjæl.

Og så er det alligevel for meget af det gode. Som at være på en udstilling med alt for mange ensartede malerier. Hvad der skulle være så godt, ender som en langgaber.

I Viborg kommer de forholdsvis få bindingsværkshuse paradoksalt nok mere til deres ret. De ligger lidt hist og lidt dist. Danner ikke noget mønster. Gå på opdagelse og find de fornemste eksempler på, hvad tømmerstokke og tavl kan gøre ved et bymiljø.

Jeg kan ikke få nok af at studere Mageløs 1, der også strækker sig lidt hen ad Sortebrødre Kirkestræde. Her er bindingsværk, så det klodser. Den ældste del ligger ud til kirkestrædet. Ritmester og godsejer Gert Didrik Levetzau, Tjele, lod det bygge lige efter storbranden i 1726.

Resten kom med skræddermester Just Lund som bygherre op trekvart århundrede senere, men hvor er det dog henrivende helstøbt. Som der står i Viborgs bevaringsplan: “Husets betydning for miljøet om kirken kan ikke vurderes højt nok … Forsvandt dette hus, ville en hel bydel falde sammen.”

Der var også noget at leve op til på vestsiden af Mageløs. Her lå bygningen “Mageløs” mellem brandene i 1615 og 1726. Det var ikke uden grund, at den hed sådan.

Blandt andre interessante bindingsværkshuse kan jeg på stående fod nævne Domprovstegårdens portbygning, Sct. Leonis Stræde 1, Den Gamle Præstegård, Sct. Mogens Gade 11, Hans Werrings Gård, Sct. Mogens Gade 28, Konrektors Gård, Sct. Mogens Gade 29, og Tage Høegs Gård, Sct. Mogens Gade 36.

Historiker Jørgen Hæstrup griner over hele sin drengede femøre, når han i erindringsbogen “Grænseløs tilværelse” gør kælderen i Sct. Mogens Gade 9 til et skummelt fangehul. Historien bliver ikke dårligere af, at han indsætter selveste reformator Hans Tausen som den prominente fange.

I en drengs fantasi for over 100 år siden forholdt det sig sådan. “Kun tåber tvivlede om denne strålende fortid for lokalet,” skriver han skælmsk, “for det var og blev et forhistorisk fængsel”. “Ikke en dreng i byen ejede så uhyggelig og fantasiæggende en kælder.”

Han sætter trumf på ved at skrive, at det stampede lergulvs ujævnheder kommer fra Hans Tausens støvler, idet han skulle have trasket hvileløst frem og tilbage. Lidt a la Christian den Anden, der hulede marmorbordet på Sønderborg Slot.

At nogle siden tog hans røverhistorie for pålydende, er lidt en skam. Drengen har bare broderet videre på de gamle legender om, at Hans Tausen en overgang sad i et fangehul og prædikede til den store fanskare gennem tremmerne.

Vi kan ikke udelukke, at han en overgang sad i husarrest. I givet fald må han have kukkeluret i johanniterklostret nede ved Nørresø. Som kirkehistoriker Peder Severinsen bemærker, havde de så travlt med at gøre historie, at de ikke havde tid til at skrive historie. Desto flere er skrønerne.

De rundbuede indgange til de høje kældre – formentlig gamle boder – i Sct. Mogens Gade 7 og 9 ligger et par trin nede. Sådan var det nok ikke, da husene kom til verden sidst i middelalderen. Der er et kulturlag til forskel. Den oprindelige Sct. Mogens Gade lå en meters penge under den nuværende.

“Kulturlag” er et kultiveret ord for alt det skidt og skrammel, som menneskelig aktivitet gennem årene har fået til at hobe sig op. Lag på lag på lag. Tykkelsen kan variere. For eksempel er kulturlaget neden for Brænderigården op til fire meter tykt. Gefundenes Fressen for arkæologer. Helt uden mytedannelse.

Nogle byer lokker med æggende ture til “de hemmelige steder”. Nøj, hvor spændende.

Viborgs kanske mest hemmelige sted er det sted, hvor Sct. Budolfi Kirke og Sct. Budolfi Kloster lå. Skriftlige kilder er sikre beviser på, at helligbyen faktisk kunne regne en sådan institution med på sin portefølje, men guderne må vide, hvor den lå.

Historieskriver Erichsøn og den historisk interesserede murermester Gullev levede i hvert sit århundrede, men peger begge på den sydlige side af St. Sct. Peder Stræde – cirka hvor nu Ølluminati ligger. Eftertiden giver dem forsigtigt ret. Det var nok her.

Viborgs Budolfi Kloster var et nonnekloster, ved vi. De kan have været augustinere, akkurat som Asmilds nonner. Ud af den anonyme flok træder i en skriftlig kilde nonnen Tova, men specielt meddelsom er hun altså ikke.

Domkirkens fællesskab af augustinske korherrer udgjorde Viborgs første kloster. Budolfi-søstrene var også tidligt på færde. Borte tog dog dette hellige indslag længe inden reformationen.

At Viborg ærede den engelske helgen Budolf/Budolfus, kan sagtens hænge sammen med, at byen i bund og grund er Knud den Stores opfindelse. Store-Knud var konge i England, før han i 1018 satte sig på Viborg og resten af Danmark.

Meget klogere er vi ikke. Men nok til at drikke Budolfs skål.

Den tyske by Dortmund føler stadig som et afsavn, at den under anden verdenskrig mistede hele sin historiske bymidte. Lad os i Viborg være glade for, at vi har en gammel, fasttømret midtby, som gør, at vi ikke går rundt og er fremmede for os selv.

Hjultorvet 7 bærer navnet “Centrum”. Da den lille forretningsejendom i 1909 kom til, var Hjultorvet ved at manifestere sig som byens omdrejningspunkt, som selveste centrum. Efterhånden som trafikken i Sct. Mathias Gade tog til, voksede torvets status.

Bybusser og taxier havde her deres baser. Her stod den københavnsk inspirerede telefonkiosk. Underjordiske toiletter kom til. En pølsevogn og en kaffevogn betjente de mange torvegæster. Hotel Dannebrog lå, hvor nu Jensens Bøfhus residerer. Og som kronen på værket slog Hedeselskabet sig ned med sit hovedsæde.

I ældre tider var vel Gammeltorv foran domkirken hjertestedet, hvorfra årerne gik ud. Det dengang klejne torv måtte se sig udkonkurreret af Nytorv, der plant og stort var ideelt til de store markeder. Nulkilometerstenen på torvet siger alt, for det var herfra, afstandene til Viborg gjaldt, da Danmark i 1912 gik over til metersystemet.

De trekantede torve ved henholdsvis Gamle Vagt og Sct. Mogens Port havde særlige roller som hestehandelens livlige steder. Faktisk lå de i konkurrence om at tiltrække de store prangerpunge.

I forhold til mange andre købstæder har Viborg en ret stor bykerne, endda splittet op i en handelsdel og en historisk del. Hvor hovedvægten i dag ligger, kan være lidt svært at greje. Den har bevæget sig noget rundt. Men ét er sikkert: Den befinder sig i centrum.

Der er stil over den tidligere landsrets hovedportal ved Stænderpladsen. Kronen på værket er det store rigsvåben i 1903-udgaven – det med den islandske falk i selskab med den færøske vædder og den grønlandske isbjørn plus alt det andet, der vidner om dansk storhed af i går.

Viborg har nærmest altid været rettergangens by, først med landsting, så med landsoverret og så med landsret. Rigsvåbnet står som symbolet på den retfærdige rettergang. “Så går vi til Viborg,” siger terningspillerne om den afgørende runde, for Viborg er så afgjort afgørelsernes by.

Sådan at sidde på den dømmende magt har betydet langt mere end et relief i sandsten. Gennem tiden har omgivelserne nok set på Viborg med en vis ærefrygt – med vægt på ordets sidste led. Noget ophøjet. Jyder “tager op til Viborg”.

Mange er de, der i Viborg fik skilt deres hoved fra kroppen. Skarpretteren og hans svend henrettede dem. Byretten og bødlen havde ord for at være både hurtige og effektive. Så hurtige, at når landstinget eller kongen skred ind, var dommen allerede eksekveret. En frifindelse med tilbagevirkende kraft kunne højst betyde, at en hængt kom ud af løkken.

En stakkels viborgenser, der i 1590 måtte bøde med sit liv for en sæk og lidt mel, var allerede død, da kongen bad om en omtur i retsmaskinen.

“Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes,” læser vi i Biblen. Nok var det ikke bødlen, der dømte, men alt dette hovedhuggeri steg alligevel skarpretter Peder Brocker i Viborg så meget til hovedet, at han i 1630 stod anklaget for at føre sig frem som en falsk profet.

Godt for ham, at han ikke hurtigt havde hugget hovedet af sig selv, for en dødsdøm endte med at blive til en landsforvisning.

I disse hype- og brandingtider er det da utroligt med et logo, der har holdt stand siden midten af 1200-årene. Sådan er det med Viborgs byvåben.

Sandt at sige er bomærket med de to gestikulerende rådmænd i en søjlegang ikke specielt fancy. Til gengæld sidder det gamle segl perfekt som Viborgs ægthedsmærke.

I gadebilledet optræder byvåbnet mange steder: på kloakdæksler samt på kommunens biler, bannere og bygninger. Hvem kan finde flest? Det nu nedrevne vandtårn i Skottenborg bar byens kendteste dekoration med våbnet. Dekorationer på Eksercerhuset ved Rødevej, den gamle sparekassebygning ud for Mageløs og på Nordeas domicil mod Hjultorvet er nu heller ikke værst.

Kunstneren Mogens Zieler skabte i 1971 til kommunen den hidtil nok mest vellykkede version, flot accentueret af middelalderfarverne rød, gul og blå. Designer og arkitekt Peter Bysted havde den som forlæg, da han i 2006 stod for den nu brugte i grøn streg.

Ret sent fik kommunen eneret på at administrere logoet. Tendensen var ellers, at lokale firmaer som Bryggeriet Odin, Viborg Fløde-Is og Peter Larsen Kaffe benyttede det, så forbrugerne positivt forbandt produkterne med Viborg.

Den pudsigste udgave skal vi til 1800-tallet for at finde. Da ser vi sørme et våben med Adam og Eva, kundskabens træ og slangen. Endda på rådstuens officielle segl og i avisen Den Viborger Samlers hoved. Her er i det mindste balance i kønsregnskabet.

Norske byer er begyndt at dyrke “snarveier”, altså smutveje, genveje. Kommunerne forbedrer disse ofte oversete fod- og cykelstier og sætter skilte op.

I Viborg er det en smutvej, når vi skrår gennem Borgvold i stedet for at runde krydset. Men ellers er det i midtbyen nok så som så med stier, der kan korte vejen.

I Norge er mange byer mere åbne og naturagtige, som Viborg var det førhen, da vi for eksempel havde en folketrampet snarvej, der langs byvolden gik bag om nogle haver. Den forbandt Sct. Mogens Port med Sct. Hans Port og hed naturligvis Bagom. I dag hedder den Reberbanen.

Her i byen kan det være mere interessant at introducere begrebet “en afvej”. Det kan være berigende at vælge andre veje end de vante. At komme på afveje.

Tag for eksempel op ad Bispestien. Gå langs Stænderpladsens østside og fortsæt ad den lille sti, der langs den tidligere landsrets vestgavl fører til Gråbrødre Klosters have. Derfra op ad klostergyden til Pumpetorvet. Så lidt ned ad Sct. Mogens Gade. Drej til venstre efter nummer 21 og gå gennem Sct. Mogensparken til portåbningen ved Reberbanen. Ret for snuden ovre på den anden side ligger Garnisonspladsen med dens lågeadgang til kirkegårdens irgange. Lur mig, om ikke nye perspektiver her åbner sig for vandreren.

Efter denne tur er benene med garanti knap så blytunge, når de atter skal ud på den slagne vej.

“Humoren er saltet i suppen,” fremførte forfatteren Johannes Møllehave. Det er vigtigt at tage humoren alvorligt. Uden den er livet sørgelig fattigt. “Nulkilometerstenen” på Nytorv er for mig at se et godt udgangspunkt for en munter vandring.

Det er ikke helt skævt at gå efter de skæve vinkler. Ofte er humoren underspillet og ikke altid sig selv bevidst. Men den er der. Som for eksempel, når der på husets nummerskilt i Gothersgade står “Fem” og ikke “5”. Eller når en villa i Ll. Sct. Mikkels Gade hedder “Nurdug” og ikke “Gudrun”.

På vores videre færd i Viborg støder vi i Sortebrødre Kirke på en ypperstepræst med klemmebriller – det er ham, der på altertavlen omskærer Jesusbarnet – og et stolestade med en underfundig “hjertespotter”. I pladen på benhusets sted aner vi et skævt smil i en latinsk tekst, der oversat er: “I dag mig, i morgen dig.”

I domkirken træder Joakim Skovgaards kontrafej frem af en ranke. Kirkegården har flere gravsten med humoristiske indslag, heriblandt “Kjøbt på hundrede aar fra 1892-1992”. Mon ikke stenen i Hans Tausens Minde med “Denne steen er betalt” har en fortid på en grav?

Gadenavnene Navnløs og Mageløs vidner om folkelig humor. Knægtene, der i et træ ridsede “Billen er dum”, var med sikkerhed alvorlige, men i dag finder de fleste ytringen i Hans Tausens Minde pivmorsom.

Bagerskiltet med den døde bager i Sct. Mogens Gade er derimod født som et muntert indslag i gadebilledet. Og har du “på Ly” undret dig over bogstavrækkerne “DDSSGEO” og “HDOSSDOGEO” er du i godt selskab blandt muntre svende. Spørg bare.

Humoren behøver bestemt ikke at være tandløs. Se blot på bissebåden “The black pearl”, der i flere år har gjort de to søer usikre.

Vokser alt i verden til dobbelt størrelse, kan ingen vide det, for også målestokken vokser tilsvarende. En tanke, jeg tumlede med, da jeg gik i skole.

Hele universet kan være som et støvkorn i et andet univers med andre mål, fabulerede jeg. Hvor er det dog vigtigt, at vi har noget fast at forholde os til.

Når vi fra øst ser på Viborgs profil, kan det være trekvart ligegyldigt, hvor meget bakkerne og bygningerne ligger over havets overflade. Viborgs sikre målepunkt er Viborgsøerne, og deres spejl ligger 11 meter over havet.

Forfatteren Palle Lauring elskede at hade Viborg Domkirke i 1876-udgaven. Især fandt han tvillingtårnene latterligt lave og tynde. Aarhus Domkirke har kun ét tårn, men spirets top befinder sig 96 meter over Bispetorvet. Ribe Domkirkes tykke “Borgertårn” er 50 meter højt. Viborg Domkirke peaker ved blot 42 meter – ganske vist med to af slagsen.

At Viborg Domkirke alligevel kan hævde sig, skyldes, at kirkebjerget ligger 26 meter over søen, hvilket giver en sum på 68 meter. Efter samme øvelse får vi følgende toppunkter i byens silhuet: 83 meter til Peak 12 Hotel, 69 meter til vandtårnet med “læbestiften”, 79 meter til kraftvarmeværket, 52 meter til Sortebrødre Kirke med det forsigtige tårn og 70 meter til sygehuset.

Med 53 meter er sygehuset højest, men det ligger lavere end de andre. Vandtårnet og hotellet ligger 36 meter over søen mod blot 17 meter til sygehuset.

Alt er relativt. Jeg havde engang en poster med Manhattans skyline som motiv. En ellers storslået katedral lå og lignede en undskyldning for sig selv, klejn blandt skyskraberne. To verdener med hver sin målestok stødte sammen.

I Viborg Domkirkes sydlige kryptkapel hviler adelsmanden Valdemar Daa. Og oppe i kapellet mellem koret og den sydlige korsarm ligger sønnen Gregers Daa, den sidste i den adelige slægt.

Noget lever videre. På hjørnet af Ll. Sct. Hans Gade og Sct. Mogens Gade finder vi det karakteristiske Daas Palæ med tårn og spir.

Da Valdemar Daa og broderen Christian hver arvede en halvpart af herreborgen Borreby, kom en bygning med tårn og spir til at ligge på Christians del. Dette symbol sved så langt ind i Valdemars forfængelige sjæl, at han så sit snit til at rive tårnet ned, da broderen var ude at rejse.

Tårne og spir udstråler velstand og magt. Fra borgene og slottene listede de sig ind i den historicistiske arkitektur, som den foldede sig ud i 1800-tallets sidste halvdel; i Viborg nok bedst udtrykt i Julius Tholles arrest fra 1874 med de to spirede tårne. Daas Palæ fra 1892 er et andet godt eksempel. Bygningen får karakter af de murstensindfattede vinduer og tårnet på hjørnet.

Viborg-arkitekterne Andreas Hagerup og Claudius August Wiinholt tegnede den til avlsbruger og ølhandler Anders Daa, der hermed kunne skilte med, at der trods alt var adeligt blod i den nu borgerlige slægt.

Inden Gregers Daa som ryttergeneral i 1712 stod i vejen for en svensk kanonkugle, fik han uden for ægteskab en søn med korporalfruen Sidsel Lauritsdatter. Ganske vist født i dølgsmål på Fur, men navnet siger alt: Gregers Gregersen Daa – Anders Daas oldefar.

Tre slægtled af Gregers Gregersen Daa virkede som skomagere i Viborg og var med Anders nået til den finere ende af Sct. Mogens Gade. Det er til at se på bygningen, at Wiinholt gjorde meget i kirker og missionshuse. Tårnet ligner da også det, som han i 1893 sirede menighedshuset i Hans Tausens Minde med.

Gad vide, hvordan Valdemar Daa har det med, at tårnet med spiret genopstod?