Forfatter: Jesper

Lugten af forbrændt diesel får mig altid til at tænke på Viborg Banegård i de gode, gamle dage for ikke så mange år siden. Lugten fremkalder billedet af en travl banegård, og jeg forbinder den med noget godt.

Dengang var de dieselelektriske MO-lokomotiver altdominerende. De stod for det meste af trafikken mod Skive, Løgstør, Langaa og Herning. Så var der lige skinnebussen til Mariager på det yderste spor.

Scandia-fabrikken i Randers havde med MO-modellen konstrueret en motorvogn, der kunne det hele: trække togvogne, medbringe gods og rumme passagerer. 120 kilometer i timen kunne den præstere. Den var som skabt til sidebanerne. Mellem 1935 og 1958 byggede Scandia 139 styk. Skinnebusserne kom i øvrigt også fra Randers.

Nogle af MO’erne havde Bjerringbro som endelig endestation, for en ophugger her ekspederede en del af denne jernbanehistorie.

Men det var egentlig ikke MO’ernes historie, jeg ville fortabe mig i, skønt den kan være opslugende nok. Nej, det er lugtene. For en del år siden skrev jeg om en noget vanskelig miljøgodkendelse, som en virksomhed i Viborg skulle have. Det var ikke nok at analysere udslippene og sammenligne med grænseværdier for den slags. Et “lugtpanel” var draget ind. En lille gruppe af “lugtdommere” skulle vurdere, om de så at sige kunne lide lugten i bageriet.

Hvad der lugter godt, og hvad der lugter dårligt, er en ret så personlig sag. Ikke alle forbinder nok diesel med et drømmesyn som mit. Vores lugtesans kan opfange lugte, og vi kan i nogen grad beskrive dem. Nogle er mere følsomme end andre, og vi taler ligefrem om “en følsom næse”. Endnu mere afgørende er det, tror jeg, hvordan lugtene ansporer erindringen.

En bestemt lugt – “duft”, som nogle ynder at sige det, når den er rar – får erindringen på gled. Måske først bagefter kommer vi til at tænke på, at lugtesansen spillede med. Sådan havde jeg det forleden, da jeg vandrede i Viborg Naturpark. Jeg følte mig hensat til de norske fjelde, og det var af det gode. Årsagen var mere lugtesansen end den bakkede fælled.

Forklaringen fik jeg, da jeg mødte en flok på et halvt hundrede får. Deres tørrede afføring havde sat sig i luften, akkurat som i højfjeldet med myriaderne af får. Fjeldet er fyldt med “Delfa”, som vi kalder fårelortene efter de små lakridskugler fra Dansk-Engelsk Lakrits-Fabrik. Jeg har oplevet det samme med kokasserne i Nørremølle Enge, og det er slet ikke noget lort.

Egentlig smagte de ikke særlig godt, disse barndommens forvandlingskugler. De var heller ikke specielt appetitlige, når de hele tiden skulle ud af munden. For ellers var det jo ikke til at se, om farven var skiftet. Meningen med det hele.

Jeg forbinder forvandlingskuglerne med Sct. Mathias Gade 88. Først mange år efter fandt jeg ud af, at bygningen havde det nummer, og at den var bygget i 1727, året efter den store bybrand. I den høje kælder lå en slikbod, og jeg husker lokalet som ét, der smagte af gamle dage, af forvandlingskuglens kerne.

Når vi var til dans hos fru Neerholt i Palæs kælder, kunne vi lige smutte omkring slikmutter med sukkerkuglerne. Bygningen bed jeg ikke så meget mærke i som i de søde sager. “Et unikum i Viborg” kaldte en arkitekt den. Her var bindingsværk for alle pengene. Masser af fag og i to stokværk.

Den vestlige del kom ned med nakken efter en brand i 1968, og i 1973 faldt resten. Peter Seeberg skrev i et lille essay: “Nogle huse bliver revet ned, og så glemmer man dem aldrig.” Unikummet i Sct. Mathias Gade var nok af den skuffe. I samme ombæring noterer Peter Seeberg, at “det ikke altid er de berømteste og smukkeste, der glider frem”.

Andre huse er gået i glemme, så snart borte har taget dem. De var en anonym del af massen, dusinhuse. “Ak! Hvor forandret!” siger vi med Blicher. Men vi kan ikke på en studs sige, hvad der er forandret. Da de faldefærdige huse i Navnløs fik dødsdommen, lød ramaskriget. Alle de mange 1960’er-villaer, der i disse år må vige for moderne funkis med søudsigt, forsvinder lige så ubemærket, som da de kom op.

“Dårlige bøger kan man aldrig læse for få af,” sagde filosoffen Schopenhauer. Det er nærliggende at føje til, at vi heller ikke kan bygge for få dårlige huse. Peter Seeberg husker sig tilbage til tiden med Landsforeningen Bedre Byggeskik og hæfter sig ved, at husene var gode nok til at få et navn: Svanelyst, Friheden, Home, Skovly, Kismet, Nurdug, Rio, Tommie, Hegnet, Ripensis.

Byen er som en forvandlingskugle med glidende overgang. Den skal ligge varsomt i munden, for ellers lever den op til sit dårlige ry som “kæbeknuseren”.

Den traditionelle fortælling om ungersvenden, der er parat til at vove det ene øje, har jeg hørt henlagt til en bestemt lade i Viborgs midtby. Og hvorfor ikke? Det ene sted kan vel være lige så godt som det andet. Bare historien er god.

Knøsen skal holde stigen for pigen. Idet hun stiger op, advarer hun ham. Hvis han udnytter chancen til at beskue herlighederne under særken, skal hun nok sparke ud efter øjnene, truer hun. Han skal lukke begge sine øjne, skal han. Hvortil han svarer det bevingede: “Jeg vover gerne det ene øje.”

Selv i disse Me Too-tider er det en uskyldig historie om livet og kønnene. Om at turde turde. At gribe – undskyld udtrykket – øjeblikkets mulighed.

Symbolikken får mig til at tænke på Buddhas lignelse om manden, der spurter af sted med en sulten tiger i hælene. Det lykkes manden at svinge sig ud over en klippekant, så tigeren bare kan stå og se til. Han har et godt greb i en rodtrævl fra en vildvin.

Da han skæver ned, ser han endnu en tiger, der ser frem til, at tyngdekraften sejrer og leverer en godbid fra oven. Så fanger blikket også to mus, en hvid og en sort, der gnasker løs af trævlen. Endelig opdager han det dejligste jordbær, og det er inden for rækkevidde. Han kan lige nå ud og plukke bærret med den ene hånd, mens han med den anden holder fast. “Hvor smagte det sødt!” Slut.

Lignelsen er god at blive klog af. Livstråden er med begrænset holdbarhed, og det gælder om at gribe dagen.

Ifølge eddadigtet Hávamál skal vi passe på, at vi ikke lader os binde og begrænse: “Man kan ride, skønt man halter, være hyrde med én hånd, en døv kan slås og sejre. Bedre at være blind end brændt, en død duer til intet.”

Mon vor ven i Viborg-laden vovede et øje? Det melder historien intet om.

“Når man tænker i siddende stilling, tænker man med rumpen, ikke med sjælen,” skrev den walisisk-engelske forfatter John Cowper Powys i sin bog om “den filosofiske ensomheds kunst”.

John Cowper Powys fandt sin sikre grund, når han vandrede. For ham var vandreskoene et bindeled mellem planetens krop og hans egen krop, og han følte sig fri til at tænke, uden at han skulle mobilisere alle sin sjæls kræfter.

Han var samtidig med tyskeren Richard Schirrmann, der omkring 1900 var én af vandrebevægelsens foregangsmænd. Richard Schirrmann stod bag, da verdens første vandrerhjem i 1909 åbnede, og det var en idé, der bredte sig i iltempo. I 1930 fik Danmark sine første vandrerhjem, og Viborg var med. Det første ungdomsherberg lå i KFUM’s “sommerpark” ved Skivevej.

Ånden fra dengang kom til udtryk i Anders Th. Geertsen “Vandresang”: “Til kræfter vi kommer af sol og af sommer, af vandringens brogede liv, og tankerne hviler, og øjnene smiler, vi glemmer bekymring og kiv.”

Ifølge beretninger fra dengang var stort set alle sommerparkens overnattende gæster helt unge vandrere og cyklister. Undtagelsen var to ældre cyklister. Dem måtte værten smide ud midt om natten, da de forgreb sig på de andre gæsters kogesprit.

Med de første ungdomsherberger fulgte Dansk Vandrelaug, der ønskede at fremme “glæden ved det enkle friluftsliv”. Viborg fik en afdeling i 1938. Året efter åbnede vandrerhjemmet ved Vinkelvej. Stedet har siden været besjælet af den rette vandreånd og har fra 1983 huset den danske mindestue for Richard Schirrmann.

Åndeligt talt greb jeg vandrestaven, da Dansk Vandrelaug præsenterede “kvalitetsstien” i Viborg Naturpark. Mærkede suset fra en klassisk vandrebevægelse, der igen har medvind. For mit indre blik så jeg spejderbæltets sølvplader: 45, 60, 75, 90 og 100 kilometer. 90 var værre end 100, for sidstnævnte var med en indbygget hvilepause på seks timer.

Så det er bare om at lette rumpen, drysse talkum i sokkerne og følge den røde tråd omkring Sønderhede. Den er på 7,6 kilometer.

Mig bekendt har ingen nogen sinde anfægtet dens evne til at bære. Hvert døgn påvirker op imod 16.000 motorkøretøjer den med deres akseltryk. Hertil kommer letvægterne: cyklister, løbere og fodgængere. Dem er der også mange af.

Nybro på dæmningen mellem Nørresø og Søndersø er hverdagens helt. Af den slags, som ingen rigtig lægger mærke til. For den er mest synlig for dem, der sejler under den, eller som benytter den lille hængebro. Denne har fra 1974 også gjort den til en stitunnel.

Nybro – eller rettere: den nye Nybro – er fra 1954. Det står med tydelige tal på den, men ej synlige for de vejfarende. Netop årstallet gør, at jeg omfatter dette lille vejtekniske vidunder med særlig veneration. Årgang 1954 er en god og bæredygtig årgang – synes en skriverkarl af årgang 1954.

Den gamle Nybro var fra 1856. Den var lavere og smallere. En hel del, endda. Den hørte den første rigtige vejdæmning til. Det var den, som ingeniørofficer Dalgas kom til Viborg for at være med til at skabe. Fra 1812 havde en smal vase med en spinkel bro udgjort den første faste forbindelse efter århundreder med færgetrafik.

På det ældste kort over Viborg, Resens fra 1677, ser vi tydeligt odde og færgested. Nogle mener, at odden er resultatet af en slags naturkatastrofe efter istiden. Indtil vandstanden i 1300-tallet kunstigt kom op, var det tydeligere at se.

Før 1856-dæmningen kom væk til fordel for en større, havde Viborg en rasende debat. Ingen anfægtede, at tiden var kommet til fortove og cykelstier, men en smuk og tæt lindeallé prægede hele forløbet fra Borgvold til Overlund, og den viste sig at være hellig for mange.

Tak og lov for tallene. I disse hæsblæsende tider er det let at glemme at få årstallene med. Vi suser af sted. Når vi tager et pust, er det for at opdage, at vi ikke kan skelne det ene år fra det andet. Mange broer og bygninger bærer heldigvis årstal, der kan tjene som pejlemærker. De har samme symbolske værdi som livstræer. Også flere af belægningerne i midtbyen bærer årstal.

“Tænk på et tal” skrev Anders Bodelsen. Jeg tænker på 1954. Tak til dig, Nybro, fordi du så smilende bærer din byrde.

Kald mig gerne håbløst gammeldags; men en gang imellem må jeg bare svælge i essays af kunsthistorikeren Christian Elling (1901 til 1974). Christian Elling udstråler en borgerkultur af i går, en urbanitet, som er så sjælden i dag.

En konservativ i ordets bedste betydning og lidt af en tværdriver. “Den, der gør sig til måtte, bliver brugt som en sådan,” vrissede han og fulgte sit eget kloge hoved.

Hos Christian Elling støder vi på den efterhånden så sjældne danske konjunktiv: “Man forestille sig …” Her er vi ude i noget, som Blicher kaldte “sprogets finere nuancer”, hvis spor fører til “yndige småhemmeligheder”.  Ære være konjunktiven.

I essayet “Et par spadestik” funderer Christian Elling over, hvor let det er at grave ned til fortidens tone og omgangsformer. Vi stifter bekendtskab med kancelliråden, der ikke nøjes med at trække sig tilbage til sit kontor; han “anbefaler sig”, hvilket er noget ganske andet. “Kun et par spadestik – og man nåede ned til fyrrerne,” noterer skribenten, der altså mener 1840’erne.

Et besøg hos parret Karen Margrethe og Finn Jensen på Søbakken for nylig var som et par af sådanne spadestik. På bordet var – foruden formiddagskaffen – det lille hæfte “Fire generationer på Nytorv i Viborg”.

Anledningen var, at Nytorv er vakt til live efter en del år – tilgiv mig udtrykket – i de dødes rige. Da Finn Jensens oldemor og oldefar, Petrine Marie Christine og Anders Kjær, umiddelbart efter 1900 etablerede sig med en fiskebod på Nytorv, var det et handelstorv, så det ville noget. De fik hurtigt status som en del af torvets faste stok og gik under navnet “Silde-Kjærs”.

Datteren Petrine “Thinne” Mikkelsen førte traditionen videre og fik i alt 55 virksomme år som Viborgs svar på Gammel Strands fiskerkoner. Hendes datter og svigersøn, Käthie og Sigurd Jensen, Finn Jensens forældre, overtog boden på Nytorv og udvidede med en rullende bod, en kasse på en longjohn. Viborg Fiskerøgeri i baghuset til St. Sct. Mikkels Gade 13 kom til. I stimer fra diverse havne endte ål, sild, makrel og ørred i den Jensenske røgovn.

Helt uden at grave kommer vi med St. Sct. Mikkels Gade 13’s forhus tilbage til 1850’erne. På en måde endda yderligere et halvt århundrede tilbage, for ifølge bevaringsplanens forfattere er huset et eminent udtryk for gadebilledet anno cirka 1800.

Spaden skal et enkelt solidt stik ned, til 1963, før vi finder Finn på torvet. Karen Margrethe stødte til i 1967, idet hun snart fandt sig til rette som røgekone. En sanering blæste for altid ilden ud, og gnisten var heller ikke længere til torvehandelen. I 1971 var det slut.

Men det er ikke ved siden af at udråbe et længe leve for torvekulturen.