Kategori: Tankegang

Mange siger vel stadig Sct. Mathias Marked. Det klinger godt. Viborg er i tilgift en gammel markedsby med Toftmarked og Snapstingsmarked som de største. Sådan hed det fra åbningen den 19. oktober 1977. En modernisering i 2002 førte til det i dag kendte Sct. Mathias Centret.

To store debatter gik forud. Sidst i 1975 og i begyndelsen af 1976 diskuterede viborgenserne, så det fløjtede. Spørgsmålet var, om byen skulle have et sådant 14.000 kvadratmeter stort forretningscenter. De fleste kunne nok se, at det hørte hjemme i midtbyen, men var der et behov?

En undersøgelse pegede på, at Sct. Mathias Marked kunne styrke handelsbyen. 2048 protestunderskrifter og en afstemning blandt folkebladets læsere pegede den anden vej. 517 læsere var imod, 50 var for. En del af de etablerede forretningsdrivende varslede butiksdød.

Byrådet skar igennem og sikrede byggetilladelse, byggejord og et stort parkeringsanlæg. Entreprenørfirmaet Rasmussen & Schiøtz kunne tage fat.

Imens var en anden debat blusset op. Viborg Handelsstandsforening, brancheforeningerne og HK var enige om at gøre et vovet forsøg: at holde Viborgs butikker lukkede om lørdagen. Allerede fra begyndelsen haltede det. To store supermarkeder sagde fra. I Randers gned de sig i hænderne, for efter sigende mødtes det halve Viborg her om lørdagen.

I september og oktober 1976 holdt tilhængerne af lukkede lørdage stand. Netop som forsøget hørte op, holdt kommunen rejsegilde for Fischers Plads. Da Sct. Mathias Marked et års tid efter åbnede, havde det ikke blot lørdagsåbent. Åbningstiden var helt til klokken 14 mod klokken 12 for resten af byen.

En munk med hyrdestav og indkøbskurv var i de første mange år markedets bomærke. Lidt nostalgisk har man da lov at være i en gammel markedsby.

En kampesten med solide typer står lige inden for Viborg Kirkegårds hovedindgang. “Til minde om vore bysbørn faldet under besættelsen 9. april 1940-5. maj 1945” er ordene til de mange, der har deres gang på kirkegården.

Den slags minder kommer ikke dumpende af sig selv. Et samarbejde mellem kirkegården og Fonden Besættelsestidens Viborg var i dette tilfælde stensættende. Stenen kom på plads ved 50-året for befrielsen, altså den 5. maj 1995.

To bøger af lokalhistoriker Anders Vejen Andersen (1915-1994) om “Viborgegnen under anden verdenskrig” og en jubilæumsbog fra den 9. april 1990 med 10 beretninger sikrede penge til fonden. Formålet var at sprede viden om den lokale del af besættelsen. I 1990 skete det også med en stilekonkurrence, alsang på Gammeltorv og “Opråb” fra fly.

Nogle af den slags minder i bybilledet er enkle, mejslede budskaber på sten. I Viborg ser vi det første eksempel på den over 1000 år gamle runesten i Asmild Kirke. Thorgund har sat et minde over sin mand Bose og får i samme ombæring både nævnt sin far og farfar. Hvor svært kan det være? På Stænderpladsen er det fuldt tilstrækkeligt at skrive “1241 – Jydske Lov – 1941” på en ikke særlig prangende sten. Resten er op til beskueren.

Forfatteren Peter Seebergs er ophavsmand til “5. maj 1945 – Freden – Glæden – Sorgen” i Gammeltorvs nordlige stengærde. Indslaget fra 1970 tenderer kunst. Et renlivet kunstværk fra den 9. april 1990 står i Hjultorvets nordøstre hjørne, Erik Heides støbejernsskulptur “Mit hus”, der markerer sig med skudhuller og en molesteret tagryg.

Den for længst nedlagte fond havde i første runde forestillet sig et kunstværk og fik den lokale kunstner Johannes t’Hart til at udføre en model. Den var med diverse effekter, men kommunen stod af. Det blev ved en luftig tanke. Stenen på kirkegården er til gengæld et jordfast minde.

Den nok kendteste blandt Viborg Domkirkes fresker er “Indbydelsen til det store gæstebud” på søndre korsarms vestvæg. Også fordi den har sin særlige historie.

Joakim Skovgaard og hans lystige svende pustede fra 1901 til 1906 liv i domkirkens indre stene. Allerførst var fresken »Det store gæstebud” færdig. Modsat de andre sad den ikke på en bund af tjære. Snart begyndte salpeter fra muren at skæmme værket.

I 1913 fik Joakim Skovgaard og hjælperen Niels Larsen Stevns den idé, at de skulle male »gæstebuddet« om. Under arbejdet i domkirken havde holdet ofte banket bemalet puds ned for at male om. Så simpel en løsning ønskede Statens Museum for Kunst ikke. Det tilbød at betale for at få værket ned i hel stand.

I marts 1913 kom italieneren Franco Steffanoni til Viborg. Franco Steffanoni var en mester i at trække sådanne kalkmalerier ned fra vægge og over på lærred.

Med sikker hånd gennemvædede han fresken og et lærred med en vandopløselig lim. Da alt var tørt, kunne han og en hjælper trække lærredet med fresken af og rulle det sammen. Skovgaard & Stevns havde en jomfruelig væg til et »gæstebud«, der kom til at tage sig noget anderledes ud.

På kunstmuseet rullede Steffanoni værket ud og lagde bagsiden opad. Også den fik et lærred, men nu med en lim, der ikke lod sig opløse i vand. Med vand fjernede han nu det overflødige lærred fra forsiden. Fresken sad nu retvendt på et godt lærred – lige til at hænge op på museet og senere i Christianskirkjan på Færøerne.

I den første udgave viste Niels Larsen Stevns sin mesterhånd, da han malede studeprangeren med okserne nederst til venstre. Inspirationen hentede han på et studemarked i Viborg. Også i den nye udgave fik han denne betroede opgave.

Joakim Skovgaard beskriver, hvordan Stevns sled som en lille hest med at få okser og pranger til at makke ret. Skovgaard vurderer, at prangeren ikke er “så sveden som den første”, men at “han er anderledes, mere storslået i sin brutalitet, og vejer mindst lige så godt for neden i billedet, hvor tyngden skal være”.

Valdemar Ulriksen, der som Palæs restauratør fra 1957 til 1980 var med til at gøre kælderens “Ly” til det, det er i dag, gav én af byens lidt skæve personligheder en god del af æren: lokalhistoriker, sparekassebogholder og turistmand Holger Ballund Jensen.

Holger Ballund Jensen (1893-1975) var en habil maler, kalligraf og rimsmed. “Krostuen i kælderen” åbnede den 10. april 1954. Allerede da Ulriksen tre år efter kom til, var den med træskårne munke, muntre vers og bogstavgåder på væggene, og “Baasen” var indført. Ifølge restauratøren var de muntre påfund den gode Ballunds værk.

Etablissementets fulde navn er “Munkekælderen Latinerly”. I sin soldatertid i København fattede Holger Ballund Jensen en kærlighed til kælderbeværtninger, og i Viborg fik han chancen for at forme et sådant ly i kælderdybet.

Som Ulriksen fortalte det, udførte en træskærer i Århus 10 munke til væggene. Ansigterne var efter sigende karikaturer, der forestillede fremtrædende medlemmer af Viborg Borger- og Haandværkerforening. På mystisk vis forsvandt fire munke. Ulriksen fik træskærer Schou i Sct. Mathias Gade til at snitte fire afløsere.

I de år indførte han i øvrigt Munkeplatten, der skulle gøre det overkommeligt for gymnasiaster at få et måltid mad til Odins fadøl. Pris: 4,85 kroner. Den voksende skare af latinskoleelever fik “Munkekælderen” til at træde i baggrunden til fordel for “Latinerly” – snart slet og ret “Ly”. Man tager “på Ly”.

Tilbage til munkene. Yderligere fire figurer forsvandt. Men siden er fem vendt tilbage. Hermed kan Ly i skrivende stund mønstre 11 munke plus en original skitse til én af figurerne. Den var en gæst så venlig at komme med. Tegningen sidder i hjørnet over for “Baasen”.

Her til sidst en lille dråbe af Ballunds vid: “Drik, mens du lyster, flasken har en søster.”

Tomheden rummer alt. Jeg var engang på byvandring med en guide, der stolt fortalte om alt det, vi ikke kunne se. Hans bys gamle bygninger forsvandt under anden verdenskrig. Yderst givende at opleve, hvad en god guide kan udrette af mirakler.

Når jeg trisser rundt på Borgvold, kan jeg ikke lade være med at forestille mig, hvordan dette stykke Viborg tog sig ud, da det havde to bakkeknolde, Store Borgvold og Lille Borgvold. Sidstnævnte forsvandt helt fra jordens overflade i 1850’erne.

På et stik fra 1822 ser vi, hvordan den lille bakke endnu titter frem nordøst for den store. Den har et åbent sår. Borgerne brugte den nemlig som en slags grusgrav. Adskillige vognlæs indgik 10 år før i en smal dæmning med en lille træbro, så de to sider af søerne efter 500 år atter havde en fast forbindelse.

På Traps bykort fra 1858 er kun den i dag kendte Borgvold-bakke tilbage. Lille Borgvold er ude af sagaen. Hvor trist. De to bakker kom vist til verden på samme tid som hatbakker af sten og grus, der lagde sig i dødisens huller.

I Viborgs “jordebog” fra 1878 læser vi om Lille Borgvold, at “denne høj har fra gammel tid af været benyttet til deraf at tage fyld, og omtrent i 1859 var den ganske jævnet”. Kommer til at tænke på, hvad to skamferede klitter ved Skagen Sønderstrand affødte af ballade.

I tiden lige efter dødsstødet anlagde byen sin stadspark i romantisk stil. Den udraderede bakkes sted er i dag blot en plæne med lidt træer hist og pist.

“Nu er fuglen fløjet,” hed det, da Svaneapoteket i 1993 baskede fra Nytorv til Odingården. Svanenavnet fulgte med, men et par dekorative svaner holder heldigvis skansen i den gamle apotekergård.

Fra begyndelsen i 1573 og mange år frem hed apoteket blot Viborg Apothek, men ret tidligt må svanen være kommet ind i billedet. I Ursins Viborg-historie fra 1849 er der ingen tvivl. I registret optræder apoteket som “Svaneapoteket”.

Ligesom en dinglende bradepande engang var et sigende symbol på en gæstgivergård i St. Sct. Peder Stræde, var svanen velegnet som et pejlemærke i en tid, da de færreste kunne læse skilte. Måske har apotekeren også villet sende et signal om, at hans medikamenter var pure som svanen.

Blandt danske apoteker er løverne og svanerne de talrigeste. Men de er i et broget selskab med ørne, hjorte, elefanter, enhjørninger, delfiner, sorte heste, hvide heste, falke, fasaner, svaler og glenter.

Godt, at noget af historien hænger ved på Nytorv. Hvor apoteket i de første 100 år lå, ved vi ikke. I 1673 indrettede Daniel Friedenreich sit apotek på torvets nordside, og i 1717 flyttede Mathias Langenhoven det til vestsiden.

Apoteker Rami Zeidan er nummer 31 i rækken af aktive apotekere under svanens vinger. Dertil kommer tre ubrugte bevillinger og en enkelt enke, der drev apoteket gennem en provisor.

Den kan vist kun biskop Henrik Stubkjær slå. Hans nummer i rækken af rigtige biskopper er 54. Vi regner ikke tre fuskere fra 1200-tallet med. De var uden for nummer.

En lille mand med et iltert sind endte i 1691 sine dage i Viborg, 74 år. Adelsmanden Valdemar Daa var guldmager, men skabte kun gæld. Til gengæld er Valdemar Daas læderbetrukne kiste i Viborg Domkirkes sydlige kryptkapel som en guldåre ved siden af Sct. Kjelds gamle vandåre.

H.C. Andersen skrev fortællingen “Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans døtre” om denne stejle fantast. Nærmere kommer viborgenserne ikke en alkymist, en guldmager.

Vi ser for os, hvordan han nat og dag stod ved sine gryder, digler og kolber. Forfra. Atter og atter. Det siges, at han engang troede sig ved målet, men at han i sin iver tabte kolben. På’en igen.

Før han kom til Viborg, boede han på borgen Borreby ved Skælskør. Det var her, han drev med at fremstille guld ad kemiens vej. Om han forsøgte at gøre guld, fordi han var forgældet, eller om han kom i gæld, fordi han brugte kræfterne på guldforsøg, skal jeg lade være usagt. Under svenskekrigen 1657-1660 var adelen ikke ligefrem ved muffen.

Borreby røg med i faldet. At han – formentlig i efteråret 1681 – søgte til Viborg, skyldes nok, at han havde et lønligt håb om at beholde sine jyske besiddelser Hessel og Bonderup, men den gik ikke, Granberg. I Viborg boede han usselt. H.C. Anderens vind farer med vare: “Det var et hus at se på, ikke at røre!”

For mange år siden havde konservator Peter Linde på Nationalmuseet kiste og mumie til et større serviceeftersyn. Peter Linde var betaget af det sælsomme møde på tværs af tiden:

“De, som nu har lejlighed til at stå ved hans åbnede kiste og se hans forunderligt bevarede lig, må studse og undre sig. En og anden gør sig også umage for at granske udtrykket i dødningens ansigt. Der er jo så meget, en levende kunne få lyst til at spørge en død om.”

En kirkelig menighed overtog for en del år siden bygningen efter et soldaterhjem i Viborg. Nærmest symbolsk kom et krucifiks til at hænge på det selvsamme søm, der indtil da havde båret dartskiven.

Det er da meget sympatisk, at noget af det gamle får lov til at følge med, når formålet skifter. Mest markant ser vi det på afholdsbevægelsens gamle højborg i Gravene 18. Navnet, de syvtakkede afholdsstjerner og manende mottoer på den pilastersmykkede facade lever pænt videre, skønt stedet siden 1995 har været en højborg for værtshuslivet.

“Viborg Afholdshiem” åbnede den 29. april 1906. Aholdsbevægelsen havde siden 1884 vokset sig stærk i Viborg og omegn. Afholdsloger, -foreninger og -lag brød frem af alkoholens tåger. Bygningen med den store afholdsstjerne øverst kom til at stå som det manifeste bevis på, at afholdsfolkene holdt idealismens fane højt.

Arkitekt Jesper Jespersen fra Fredericia tegnede denne storslåede kombination af møde-, overnatnings- og spisested. Med sine Viborg-rødder vidste han nok, hvad der gjorde sig på den attraktive grund.

En nutid, der blot iler forbi, fanger næppe budskaberne ved de tre små stjerner. De lyder så: “Sæt målet højt – hold trofast stand”, “Med Gud for hjem og fædreland” og “Et folk, der vil, det sejre kan”. Efter dagens smag nok noget svulstigt, men det er aldrig nogen skade til at række mod stjernerne.

Jeg har fået vedbend på hjernen, og det er slet ikke så værst. Midt i vinterhalvårets bladløse tristesse er dens store, grønne blade en formildende omstændighed.

Det virker, som om vedbenden har fremgang overalt i haver, parker og skove. Den slynger og klynger sig lystigt, og det er tydeligst, når de løvfældende omgivelser er nøgne.

Flere steder kommer vedbenden højt til vejrs. Flotte eksempler finder vi på Borgvold, på Stænderpladsen og i Latinerhaven. Favoritten står op ad skulpturen “Retfærdigheden” – “Den nøgne sandhed” – på Stænderpladsen.

Min planteforstand er meget begrænset. Men jeg har hørt, at kritiske røster ikke har rod i virkeligheden. Nogle siger, at den suger livet ud af værten. Det sker vist kun, hvis den totalt dækker for værtstræets krone. Som en trøst lever den fint videre på et udgået træ. Dens dække på jorden og i højderne er i øvrigt en verden af insekt- og fugleliv.

Vedbendens fætre er vildvinen og rådhusvinen, begge løvfældende. Engang satte de kulør på mange af byens facader. Selv domkirken havde en rådhusvin. Det fik en brat ende, da den faldt til jorden, fordi den ikke kunne finde et solidt fæste på granitten.

Sct. Ibs Gade 7 er et borgerhus fra 1871, og det smykker sig stadig på bedste vis med en vin. Hvor er det altså flot, når bladene fra den sene sommer og ind i efteråret står i rødlige nuancer. Tidens nøgne nyfunkis kunne nu godt bruge lidt vinløv i håret.

I min farmor og farfars lille bondehus levede en vedbend lige så meget inde som ude. Den havde fundet et smuthul og havde det fint sammen med potteplanterne. Ikke så godt for murværket.

Efter sigende holder en veltrimmet vækst murværket tørt, og den virker svalende om sommeren og varmende om vinteren. Men det er svært at fjerne sporene, hvis murværket igen skal stå nøgent. Hvorfor dog tænke så langt?

På Sliparebacken i den svenske by Lund står en mindesten. Teksten er af Henrik Gerner, der var biskop i Viborg fra 1693 til 1700. Den handler om, at på dette sted ligger brødres ben blandet. Her fandt i 1676 et drabeligt slag mellem svenskere og danskere sted. Vistnok 9000 soldater gik til.

Svenskerne vandt. Men stenen er ikke et symbol på sejren. Den er et forsonende monument. Henrik Gerner selv havde deltaget i den foregående svenskekrig. I 1659 havde han været med i en gruppe, der prøvede at befri Kronborg. Fjenden fangede ham.

Svenskerne udsatte ham for tortur. Skønt han var kendt som en dygtig sprogmand, fik de ikke et ord ud af ham. I 18 uger sad han med tunge lænker i fangehullet. Henrik Gerner havde en dødsdom hængende, men slap, fordi danskerne havde prominente svenske fanger at handle med.

Det var, som om det med benene forfulgte ham. Under et måltid den 3. maj 1700 fik han et kyllingeben på tværs i halsen. Lægerne kunne hverken få det ned eller op, og efter en halv snes dage led han som 70-årig sultedøden. Kisten stod parat i bispegården, og da han mærkede, at tiden var inde, lagde han sig med stoisk ro op i den.

På Henrik Gerners gravmæle i Viborg Domkirke spøgte benene atter. For med et bibelcitat stod der, at ingen måtte flytte hans ben – altså krænke gravfreden. Ikke desto mindre indgår hans skelet i den masse, som domkirkens gulv ligger på.

Da den gamle kirke i 1860’erne måtte falde for en rekonstrueret kirke, stampede bygningsarbejderne med store brolæggerstempler de mange kister og skeletter til et pulver, der gjorde det muligt at lægge et jævnt stengulv. Her var ingen fine fornemmelser.

Et portræt af Henrik Gerner hænger iøjnefaldende i kirken. Maleriet er en gave fra dronning Louise, da hun deltog i kirkens genåbning den 10. september 1876. Det er der ingen kunstneriske ben i, for det er en kopi af et portræt, som hofmaler Karel van Mander malede.

Et dødningehoved på en krop, der er formet som et timeglas. Et galgenhumoristisk grin byder velkommen i Viborg Domkirkes lille kældermuseum. Indslaget sidder i det flot smedede indgangsparti.

Udsmykningen kan langtfra konkurrere med Lübecks 30 meter lange dødedans, men lidt har også ret. “Døden fra Lübeck” i Mariekirken gik i øvrigt til under anden verdenskrig.

Gitterværket sad engang i den søndre korsarms østvæg og var indgangen til adelsparret Jytte Høg og Niels Krags gravkapel. Kapellet var blandt det meget, der ikke kom med i den nye udgave af domkirken.

Den gamle kirke var fyldt med gravkamre i dybet, ligsten i gulvet og mindesten på væggene. Døde adelsfolk og andre standspersoner fyldte godt – også i kirkens regnskab.

En overgang var det på mode, at gravene hævede sig. Da Christian den Fjerde engang besøgte kirken, var han nærmest ved at snuble over landsdommer Palle Juels ophøjede gravplade. Den selvbevidste konge fnøs og beordrede stenen ned i gulvhøjde, idet han tørt noterede, at en titel af landsdommer ikke berettigede til en sådan flothed.

Der går en historie om, at Fanden selv hjalp en smed med at smede to jerndøre til et kapel i Viborg Domkirke, fordi arbejdet skred alt for langsomt frem. Men ikke omkostningsfrit. Smeden måtte gå med til at placere to djævlebilleder på dørene.

Er det ikke, som om de to hoveder yderst på portalen ser lidt skumle ud, sådan lidt djævleagtige?

Dyk ned i det lille museum i kælderen under Viborg Domkirkes sydlige stortårn og studér modellen af domkirken, som den tog sig ud i 1567-udgaven.

De, der genrejste kirken efter brandene i 1501 og 1567, viste ingen nåde. De benyttede chancen til at præge den efter tidens mode. Ud med det romanske, ind med gotikken.

Allerede 1501-kirken fik et forparti med solide tårne, der kunne bære en trækonstruktion med høje spir. Endnu højere higede bygmester Claus Andersen efter 1567-branden. Lensmændene på Silkeborg Slot og Hald Slot måtte levere læssevis af egetømmer til tårnene.

Det holdt ellers hårdt med at få Fruen på Bjerget på fode igen. Kongen gav skattefrihed til nogle og brandskattede andre for at højne arbejdet. Endnu 11 år efter branden var domkirken ufærdig. Ned måtte johanniternes kloster og kirke ved Nørresø, så materiale herfra kunne gavne storesøster deroppe på bakken.

Se på modellen, hvor spirene knejser; de topper ved 55 meter over Gammeltorv mod den nuværende kirkes 42 meter. Også i drøjden kunne den være med. Fra den katolske tid havde den kapeller for Sct. Kjeld, Sct. Anna og Vor Frue, og den havde en lille udbygning til staben af kannikker. Efter sigende havde den katolske kirke mindst 21 sidealtre.

Kunne vi kigge indenfor i kirken, ville vi på kannikkernes stole læse en latinsk tekst. Den var en bøn til kirkens egen Sct. Kjeld om at “øve sin gamle bedrift”. Viborgs helgen var nemlig kendt for at kunne slukke en brand ved at bede til Gud.

Men ikke bare ilden var en trussel. Sjusk og forfald har altid luret. Aldrig så snart var 1567-kirken færdig, før den kom i reparationsalderen.

På godt og ondt har Viborg Kaserne været årsag til, at Viborg har gjort et livsvarigt indtryk på generationer af unge udefra. Mange beretninger vidner om det. Hvad man i ungdommen nemmer …

Hvor er det godt, at kasernens kerne omkring den gamle paradeplads består, skønt soldaterne for længst er væk. “Prinsens Livregiment” lever – om end kun som et minde og skrifttyper over porten.

Under første verdenskrig havde Danmark en sikringsstyrke af ekstra soldater. I den tid fik en del københavnske unge deres rekrutuddannelse i Viborg – og hvilket kultursammenstød. I romanen “Spartanerne” fra 1919 skriver forfatteren Emil Bønnelycke om en forhærdet københavnersjæls møde med den stille stiftsstad.

En kold januardag i 1915 ankom Emil Bønnelyske med et kontingent lidelsesfæller fra stenbroen til Viborg. Fem måneder i Viborg var i vente.

“Det er øjensynligt, at de ikke respekterer denne pøbel og yngel fra den store, forsumpede verdensstad … Hush, her er koldt. Alle døre synes lukkede. Byen kommer hård og mennesketom imod os,” skriver han om det første indtryk af Viborg og viborgenserne.

Sammen med flere andre kommer han i kvarter i Sct. Ibs Gade 20 – hvor der nu ligger en tilbagetrukken gulstensvilla. Om det for længst nedrevne hus hedder det, at “taget er skrøbeligt, teglene skårede og grønne af svaghed”.

I sit forfatterskab opnåede Emil Bønnelycke at få status som en ekspressionistisk tilbeder af storbyens drøn. For ham står Viborg tydeligvis som en kontrast til metropolens velsignelser. Viborg er “den strengt reaktionære, lidt naive og indbildske garnisonsby”.

Måske havde nogle måneder mere i Viborg gjort ham mildere stemt. For midt i al denne jammer priser han det mangfoldige og brogede liv i Sct. Mathias Gade en lørdag aften. Med sig hjem har han også mindet om “vor gamle, elskelige, altopofrende løjtnant”. Og han kan desuden berette om unge piger med “nogle overordentlig yndefulde bevægelser”.

Skriften over den gamle kaserneport kan have mange tolkninger.

Legenden om en farbar forbindelse mellem Asmild Kloster og Viborg lever i folkedybet. Stil dig på det lille næs, der skyder sig ud i Søndersø ved Golf Hotel, og tænk dig tilbage til den tidlige middelalders Viborg.

Stemmeværket ved Søndermølle har siden begyndelsen af 1300-årene gjort Viborgsøernes vandstand to meter højere, end naturen har tænkt sig det. Før stemmeværkets tid delte en cirka 100 meter bred landtange naturligt søen i to – som et mavebælte på en cigar.

Tangen lå et par hundrede meter syd for den dæmning, der siden midt i 1800-årene har genskabt de to søer. En vej med en bro over et smalt løb har via tangen forbundet den spæde by med Asmild. Vi læser om, hvordan folk i gamle dage på bunden kunne skimte træ og sten fra den oversvømmede bro.

En oprindelig akse mellem vest og øst forbandt stormandens Asmild med 1000-tallets bydel ved St. Sct. Peder Stræde. En afstikker til domkirken kom til. Den munk, der sad på Vitskøl Kloster og skrev om bisp Gunner af Viborgs liv, oplyser, at ligfærden i 1251 gik “nordpå over søen”.

Som den, der senest har oversat den latinske tekst, fremfører lektor Johannes Thomsen, at de gejstlige skuldre næppe har bakset liget nord om Nørresø, men over landtangen.

Tidligt havde Viborg et knudepunkt ved Nørremølle, hvor vejen fra byen forgrenede sig til Hobro og Randers. Historikeren Hugo Matthiessen er i bogen “Viborg-Veje” ikke i tvivl om, at punktet også havde en forbindelse til Asmild, og at Gunner måtte denne vej, før han fik sin grav i domkirkens Sct. Kjelds Kapel. Men hvorfor dog dette besvær? Den lige vej var oplagt.

Opstemningen kan ikke have været med borgernes gode vilje. Den gjorde dele af byen ubeboelig og oversvømmede Asmild-vejen. Beslutningen er tillagt kong Erik Menved, der lige netop var ude på at spille med musklerne.

Fortidens jordtange har nok været dyndet som en eng. Et tankespring til den ældgamle sangleg “Munken går i enge” må være på sin plads. “Og munken breder ud sin kappe så blå og beder skønjomfru at knæle derpå.” I den lokale tradition lever myten om en elskovsvej mellem Asmilds nonner og byens munke.

Da vejen forsvandt, gik den i jorden som en elskovstunnel, og den har vi stadig til gode at finde.

I novellen “Brev om bly” lader Peter Seeberg blymester Laust Gudmundssøn skrive et brev til Valdemar den Store. Mester står på torvet foran Viborg Domkirke, og det er den 18. søndag efter trinitatis i det Herrens år 1247. Novellen er en del af samlingen “Rejsen til Ribe”.

Historisk kyndige vil vide, at den store Valdemar døde i 1182, så den gode mester i Viborg er noget sent ude med de råd, han giver kongen. Modtageren har da været død i 65 år. Heri ligger en fin finte.

I brevet anbefaler Laust den angiveligt syge konge at indtage blypulver i varm morgenmælk; det har han selv haft stor glæde af. En neglfuld bly om dagen holder smerter borte og højner humøret, lover undersåtten fra domkirkebyen.

Han medgiver, at han efter 10 års brug har fået en gusten hud, men dette tilskriver han alderen. Nej, han har skam ikke taget skade, skade, skade. Og at blyet skulle få mænds forplantningsorgan til at visne og falde af, afviser han som den rene bagvaskelse.

I sin anbefaling tager han Viborgs bisp Gunner i ed. Han sætter trumf på ved at oplyse, at Viborgs 95-årige biskop “nyder en kærv bly hver morgen”. “Måske har han allerede talt til dig om blyet,” skriver han, idet han kalder blyet “verdens kerne”.

Detaljen med blyet lod nu afdøde Viborg-kunstner Anna Marie Holm sig inspirere af, da hun i 1999 malede den 5,4 meter lange bispefrise til spisestedet Brygger Bauers Grotter. En blyplade repræsenterer den højærværdige Gunner, nummer otte i rækken.

Frisen sidder til minde om Viborg-bispernes lange historie. Karsten Nissen, nummer 53, afslørede ved etablissementets 10-års-dag kunstværket. Et vellagret stykke historie i de gamle og stemningsfulde lagergrotter.