Kategori: Tankegang

Gjorde forleden rent i matriklens redekasser. Ud med ynglesæsonens reder, så de næste beboere ikke må døjes med parasitter. På’en igen, kære fugle, når den næste sæson kommer. Det var ellers fine reder, jeg måtte kassere.

Er der ikke noget bekendt ved dette at begynde fra bunden, når det gælder om at stifte bo? Selv solide og præsentable huse må forsvinde fra jordens overflade, fordi nye ejere skal sætte præg. Ned med skidtet.

Sådan var det ikke i tidligere tider. Viborgs gamle kvarterer er fyldt med huse, der har kerner af endnu ældre huse. De var – og er – underlagt den nænsomme murskes lov.

Viborgs fornemste eksempel på en rig bygningshistorie er Sortebrødre Kirke. Teglstensarkitektur, så det vil noget. Især den østlige del er et studium værd. Vi kommer på en tidsrejse tilbage til 1200-tallets første halvdel. Måske endnu længere, for de mange kvadre vidner om, at sortebrødrene nok byggede videre på en ældre romansk kirke.

Den sidste rest af selve klostret lever endog videre i kirken. Nutidens sydlige sideskib er nemlig en stump af den korsgang, der omkransede klostergården. Arkadens åbninger ind mod gården er blot muret til. Det nordlige sideskib har tilmed en fortid som to kapeller.

Oprindelig var munkenes gotiske bedekirke et langhus med trappegavle i begge ender. En rest titter frem ved tårnet – og godt for det. Arkitekterne Hermann Storck og Helge Bojsen-Møller i henholdsvis 1870’erne og omkring første verdenskrig har i det hele taget haft heldige hænder. Her er ikke noget at sætte fingeren på.

Ret beset er Viborgsøerne én sø og hedder på de gamle kort blot Viborg Søe. Men hvor er det godt, at vi både har Nørresø og Søndersø. Dobbelt glæde.

Ifølge folketroen skal vi takke Viborg Søe for, at vi fik en Holger Danske, der kunne sætte sig op mod fjenden. De indtrængende krigere tøjrede hestene ved en tjørn ude i søen. Samme træ havde til alt held en skaderede. Ud af et æg herfra kom en kampberedt Holger, der samlede en sejrrig hær af unge mænd og oldinge. Eja, sikke tider.

I nogle dage besøgte jeg Chicago og havde fra hotellet udsigt til den store Michigansø. Væggen af skyskrabere og vandfladen kontrasterede og ligesom forstærkede hinanden. Sådan har jeg det også med Viborg og Viborgsøerne.

Søerne i København er åbenlyst bysøer, mens Viborgs søer vel er både-og, en forening af natur og kultur. Først og fremmest er de til fælles glæde. For mange år siden afgjorde Højesteret, at Viborgsøerne ikke lader sig underkaste den private ejendomsret – og godt for det.

Masser af historie er løbet gennem de søer, det være sig den glædelige og knap så glædelige. Tænk blot på den stakkels bygmester Hödrich, der efter den store brand i 1726 gjorde så meget godt for byen, men som havde så svært ved at få sine penge. Op til Snapsting den 26. april 1744 gik han i “sværmodige tanker”, for han havde ikke penge til en stejl kreditor.

Den 8. april om morgenen gik han i søen, efter at han på en auktion havde købt et vaffeljern og en ligkiste. “Uden nogen ceremoni, sang eller klang” kom han i jorden. Han fik lov til at sejle sin egen sø, den stakkel.

Jeg har hørt sige, at udenadslære ikke fører til viden, og at flotte rim ikke er nok til et godt digt. I samme dur skosede en filosof dem, der suverænt kan bevise, at det er forkert at lyve, men som lyver, så det står efter. Udvendighed kontra indvendighed.

Sandheder som disse kom jeg til at tænke på, da jeg stod ved Den Gamle Præstegård, Sct. Mogens Gade 11. I øvrigt det flotteste bindingsværk i to stokværk. Den lod stiftsprovst Christen Lassen Tychonius i 1736 opføre, efter at han kom til Viborg fra Skive i 1727.

I sin Viborg-historie fra 1849 noterer stiftsprovst Ursin, at Tychonius var den lærdeste mand, Viborg havde haft, og at byen næppe igen ville se et så lysende geni. Ursin føjer til, at den lærde forgænger i embedet allerede som knægt var velbevandret i latin, græsk og flere orientalske sprog, og at han som blot 15-årig blev student.

Tychonius gik præstevejen og var nok tidligt ude efter Viborgs bispestol, hvilket glippede hele fire gange, skønt han var kendt som en sprænglærd kirkehistoriker. Der var ikke det kirkelige emne, som han ikke kunne endevende. Han spyede om sig med vers, afhandlinger og opbyggelige tekster. Samtidig opnåede han en status som modepræst i domkirken. Vægterne måtte regulere trafikken på Gammeltorv, når han var på.

Men det var, som om al denne gode lærdom ikke stak så dybt. I det mindste var han berygtet som en drillesyg og splidagtig person. Han var nok lidt som nutidens “Google-assistent”, der kan svare på alt uden egentlig at vide noget som helst.

Holberg lod sig friste til at kalde pligtpedanten i komedien “Jacob von Tyboe” magister Tychonius. Modellen i Viborg fnyste og fik Holberg til at ændre navnet i de senere udgaver, så magisteren nu hed Stygotius. Det var nu heller ikke rart at have denne replik af Jacob von Tyboe siddende på sig:

“Men her er sådan underlig lugt inde, her lugter så pedantisk, så latinsk, så græsk; om der er kun en donat udi et hus, så står den mig straks i næsen. Der må uden tvivl en skimlet magister have skjult sig etsteds herinde.”

Herefter kunne Holberg ikke nære sig og skrev skæmtedigtet “Den jydske fejde”, hvori Viborgs stiftsprovst står som “en stridbar helt, skjult under Levi skjorte, der blive vil et lys ved Viborgs høje skole”. Med det sidste hentyder han til, at Tychonius kæmpede for et universitet i Viborg.

Kraftpræstationen var en 14 kvarter lang ligprædiken den 5. juli 1735 over biskop Trellund. Til sidst kunne Tychonius knap stå på sine ben, og klokkeren måtte gribe ham. Herefter var lyset dæmpet, og det gik helt ud juleaften 1740.