Forfatter: Jesper

Forfatteren Knud Sønderby skrev,  at han havde svært ved at huske de store landskaber fra sine rejser. Derimod havde en mekanikers tre forpjuskede høns gjort et dybt indtryk.

Knud Sønderby advarede om, at vi i alt vores jag mister det allervigtigste: detaljerne. På en rejse gik bilen i stykker, og det tvang ham til at stoppe hos en mekaniker. Tempoet kom helt ned, og så var det, at hønsene tog opmærksomheden.

“Måske opfatter det menneskelige øje, den menneskelige bevidsthed, kun for alvor med virkelig intensitet de nære ting,” skriver han.

Litteraten Georg Brandes omtalte et “knudepunkt, hvorfra uendelige tråde går ud til alle sider”. Arkitekten Ludwig Mies van der Rohe er kendt for mottoet “Gud findes i detaljen”, mens andre fører frem, at “djævelen ligger i detaljen”. Det ene udelukker vel ikke det andet. Den store gryderets hemmelighed kan være den lille, magiske terning fra Maggi.

Uden at gå alt for meget i detaljer opfordrer jeg hermed dig, kære læser, til at gå efter detaljerne, når du går. Her følger en lang stribe “talende detaljer” fra Viborgs bybillede. Beskedne detaljer, som vi let iler forbi, men som har så meget at sige os, når det kommer til stykket.

Hver af de små artikler har et fremhævet pejlepunkt, og vi bevæger os med en let vestenvind i ryggen fra vest mod øst og lidt på kryds og tværs. Går du vild og kan supplere med egne detaljer, er du godt på vej. Under alle omstændigheder er det aldrig af vejen at alliere sig med en god byguide.

En granittræstamme står som en slags torso i Viborg Kirkegårds vestre ende og vidner om livets tragik. Den er for søskendeparret Cathinka (20 år) og Vilhelm Aalkjær (27 år) samt dennes forlovede, Marie Jensen (22 år). De indebrændte dramatisk ved en brand i Sct. Mathias Gade 54 natten mellem den 4. og 5. januar 1897. En bagerjomfru havde vistnok været uforsigtig med en petroleumslampe.
I de foregående 14 år havde byrådet diskuteret, om Viborg skulle have et offentligt vandværk og ledninger med tryk på. Ifølge den offentlige mening havde brandfolkene stridt forgæves, fordi de manglede vand. I 1898 skred byrådet endelig til handling.
Cirka 2000 borgere og det militære musikkorps fulgte den 11. januar 1897 de tre unge til graven. Viborg Kirkegård bevarer den bornholmske stenskulptur som et vigtigt minde blandt stedets cirka 40.000 mindeværdige. 

Da Viborg i 1855 fik en bred dæmning mellem søerne, begyndte folk at promenere ad Overlund til. Lysten til en promenade fik også næring af, at stadsparken Borgvold voksede til, og at Kammerherrens Sti – nu Bispestien – lettede vejen.
Indtil da havde det vandrelystne borgerskab ladet sig nøje med Den Philosophiske Gang på Søndersøs nordvestre bred. Nu var toppen af Overlundbakken målet for mange. Her stod en majestætisk vejsten, som folkeviddet snart døbte Spytstenen. Nogle kaldte den også Vend Om-Søjlen, for her vendte de om. Det oplyste folk havde nok hørt om Vendôme-Søjlen i Paris.
Flere ritualer knyttede sig til Spytstenen – simplest en velrettet spytklat. Mon ikke, det var en opgave for herrerne?
Spytstenen står stadig nok så fint i præstegårdshækkens kant, dog i en noget mindre udgave. Kan den være krympet af kaskaderne?

Tro det eller lad være, men jeg har i længere tid været betaget af en murstenskile, et flækskifte. Kilen sidder lidt under stueetagens vinduer i Sct. Mogens Gade 7.
Den kendte bygning er fra middelalderen, men tog så gruelig skade under storbranden i 1726. Ejeren var klæde- og vinhandler samt stempelpapirsforvalter Jørgen Schaltz, der desforuden ejede bygningen overfor – nummer 8 – med skænkestuen Stadskælderen.
Stadskælderen led også skade. Den fik han først genopbygget. Nummer 7 måtte vente til 1742, da han allierede sig med bygmester Hödrich.
Og så kommer flækskiftet ind i billedet. Under skiftet finder vi resterne af det helt gamle murværk, der sodsværtet stod tilbage. Murværket derover er et sammensurium af genbrugssten, heriblandt munkesten. De flækkede sten brugte murerne for at få det hele i vater.
Selv en forvalter af stempler til blandt andet gældsbreve kan komme i økonomisk uføre. I 1749 gik Jørgen Schaltz rabundus, og så var det skiftedag i huset med det historiske skifte.

Billedet taler næsten for sig selv. Vi ser den salvende Jesus. Det oldgamle relief sidder over Viborg Domkirkes syddør.

Engang prydede dette stenhuggerarbejde den nu nedrevne Gråbrødre Kirke, og der er da noget stort i, at en stump har fået lov til at leve videre.

I 1809 underskrev Frederik den Sjette Gråbrødre Kirkes dødsdom. På den tid havde byen blot 2400 indbyggere. To sognekirker og en domkirke uden sogn var lige vel rigeligt, og domkirken overtog Nørre Sogn.

Et argument for at vælge gråbrødrenes gamle kirke frem for sortebrødrenes var, at førstnævnte på auktion kunne indbringe flest penge. I 1812 lukkede den, og den første auktion året efter indbragte 2689 rigsbankdaler. Den store klokke kom til Randers, mens den lidt mindre fandt plads i Holstebro.

I nogle år derpå var det sørgeligt fat med den ribbede kirke. Byens rakker – skraldemand – fandt her en base for sit ukristelige rod. I 1830 tog byen sig sammen og fjernede resterne.

Et hækomrids i Hans Tausens Minde angiver den forsvundne kirke, men relieffet siger mere om fordums storhed.

Jeg kender én, der til manges glæde fotograferer kloakdæksler. Vi kan også vælge at holde hovedet højt og studere dekorative detaljer på murværket, ofte lidt oppe.

Som for eksempel de 12 stukrelieffer på Sct. Leonis Gade 5. De bærer fællestitlen “Vi elsker, derfor er vi!”. De kom på plads i 2001, da bogtrykker- og galleriparret Birgit og Jørgen Høybye som daværende ejere prægede stedet i kunstnerisk retning.

De frodige væsener, der godt kan minde om baroktidens basunengle, poserer udfordrende, hvilket jo er kærlighedens væsen.

Meget apropos optræder de med bøger. Billedhugger Kasper Holten (født 1967) har udført dem. Bøger og eros har kunstneren kombineret i flere andre værker.

På et tidspunkt udfordrede et stort skilt med “Dating.dk” de elskende. Tematisk passede det fint nok. En dag flokkedes nogle fjantede byvandrere af hunkøn foran Dating-skiltet. De skiftedes til at fotografere hinanden. De værdigede ikke kunsten et blik.

Indrømmet. Det kan volde vanskeligheder at se skriften på væggen. Men inskriptionen på den gamle gravsten, der sidder i murværket ved Hans Tausens Minde, er sålydende: “Denne Steen er betalt.”

Det er da ubetalelig morsomt. Humoristiske indslag på gravsten er en kendt sag, men denne stens historie og vej til Sct. Mogens Gade 10 er mig ukendt.

Oplagt er det, at den kommer fra nabogrunden, der i næsten seks århundreder havde kirke og kirkegård. Sct. Mogens Gade 10 er som udgangspunkt fra lige efter den store brand i 1726 – en brand, der i øvrigt forskånede Gråbrødre Kirke ved siden af.

I det mindste fortæller den historien om, at genbrug af byggesten, ikke mindst fra kirker, gennem tiderne har været en folkesport i Viborg. Og mange af de huggede sten var uden tvivl til hugpris.

Historien er fyldt med kongelige breve, der giver viborgenserne lov til at rive ned og bygge op. For eksempel endte Niels Bugges nedrevne Hald-borg som Vor Frue Kapel på domkirkens sydside, og johanniternes kloster på Nørresøs vestbred fordelte sig i nedreven stand på et domhus nord for domkirken og selve domkirken.

Den dag i dag lever huggede og brændte sten fra middelalderen videre i de historiske bygninger, og det kan betale sig at gå på opdagelse.

To bånd i brolægningen, hvor Sct. Mogens Gade og Reberbanen løber sammen, symboliserer byens middelalderlige befæstning.

Saxo beskriver, hvordan Svend i kongekampen mellem Svend, Knud og Valdemar satte sig på Viborg. Løfter om skattefrihed og gode indtægter behagede viborgenserne. Svend lod i cirka 1150 byen befæste.

En naturlig sænkning går i en halvcirkel ad Volden, Reberbanen, Gravene, Dumpen og Sct. Jørgens Vej. Arbejdet var næsten gjort, og viborgenserne valgte gladeligt den lette løsning. Voila.

Nok blev den befæstede by på den måde rigelig stor; faktisk var kun Lund og Roskilde større. Så var der god plads til de mange kirker med tilhørende kirkegårde. Viborg var også kendt som en by med store haver.

Sct. Mogens Port har ord for at være den fineste af befæstningens fem porte. Sagnet siger, at en kobberhest lå begravet i indkørslen, og at den rungede, når en forbryder eller en gæst med ondt i sinde red over. Men det siger jo så meget.

I øvrigt hed Reberbanen førhen Bagom, idet den mellem Sct. Mogens Port og Sct. Hans Port gik bag om palisaden.

I Gammeltorvs nordøstre hjørne, ikke så langt fra sognegården, kalder en ring af blålige brosten på en forklaring.

Ringen viser, hvor arkæologer på én af deres mange udgravninger ved domkirken stødte på en gammel, dyb brønd. For år tilbage var Gammeltorvs nordre side tæt bebygget, og på brøndens sted lå en adelsgård, som har tilhørt Kield Krag (1614-1673).

Kield Krags Gård kom i 1875 ned for at give luft til den genopførte domkirke. Den sluttede sine dage som hule for Viborg Borger- og Haandværkerforenings klub. Det var nok også en torn i øjet på nogle, at den dampende punchebolle stod så tæt på tårnet. Og en udendørs keglebane kunne d’herrer godt glemme alt om.

En kirkegård omgav tidligere domkirken. Midt på det ret lille Gammeltorv stod bybrønden. Selv dengang var det en kendt sag, at begravelser og drikkevand ikke var verdens bedste miks. Her var én af flere grunde til, at byen i 1808 fik Viborg Kirkegård uden for porten.

Jeg ved ikke, om det var bedre med gråbrødrenes kilde henne i deres klosterhave. De kaldte den Jomfru Maries Sundhedsbrønd.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ve’ det. Men her ser vi to springende delfiner med de daskende haler opad og hovederne nedad. Korset er ikke til at tage fejl af.

I både græsk-romersk og kristen symbolik er delfinen en frelser. Sagnene om delfiner, der frelser skibbrudne søfolk, er utallige. Vi læser også om Jesus som “den frelsende delfin”.

Symbolet optræder blandt flere andre på skulptøren Herman Ernst Freunds klassiske mindestøtte i Hans Tausens Minde. Så langt tilbage som i 1836 kom monumentet op, og det er noget vejrbidt. Det består af tre blokke af sandsten og et marmorrelief. Hans Tausen fremtræder som en slags apostel med kjortel og sandaler.

Den oprindelige mindehave var større end den nuværende, og monumentet stod centralt. Siden 1890’erne har lave bøgehække markeret den nedrevne Gråbrødre Kirke, og støtten troner som en slags højalter.

Foruden delfinen er symbolerne: løven (Markus), englen (Matthæus), oksen (Lukas), ørnen (Johannes), duen (Helligånden), keruben (vogteren) og svanen (Luther). Dertil en henvisning til skriftstedet: “Guds ord er ikke bundet.”

Det er dog mange detaljer på ét sted.

Den gør ikke så meget væsen af sig, som den ligger der i buskadset til søsiden, hvor St. Sct. Mikkels Gade munder ud i Ll. Sct. Mikkels Gade. Stenen er såmænd stor nok, men skriften er lille og kan være svær at fange i forbifarten: “Her laa een af Viborgs middelalderlige kirker.”

Selv historieskriver Christen Erichsøn kan i sin lille Viborg-historie fra 1727 ikke give kirken et navn, skønt han ellers var påhitsom nok. Han noterer, at kirken lå, hvor Christen Ladefoged nu bor, og at det var “14 favne fra Søgyden søndenpå”. Det passer meget godt med stenens sted.

Da store dele af kvarteret omkring Ll. Sct. Mikkels Gade i 1960 måtte falde for at give plads til ringgaden, gravede arkæologer efter Christen Erichsøns anvisninger. Ganske rigtigt stødte de på en kirkegård og fundamenter fra kirken, måske fra skibet, måske fra koret.

Kirkens navn måtte de efterlade som en fortsat gåde. At forsøge sig med et navn er det rene gætteværk, om end flere muligheder trænger sig på. Sct. Stefans Kirke er blandt de hjemløse navne.

Langs Ll. Sct. Mikkels Gade lå tre andre kirker, som vi lettere kan sætte navn på. Nordligst Sct. Mortens Kirke, så Drottens Kirke, dernæst den ukendte og sydligst Sct. Mikkels Kirke.

Det forlyder, at 12 katolske sognekirker kom ned, da reformationen i 1529 skyllede over Viborg, og at en brand først på året gjorde arbejdet lettere. Viborgensere har altid haft sans for lette løsninger.

Viborg Bryghus holder til i et gammelt pakhus ved Sortebrødre Kirkestræde, og et solidt prentet navn på gavlen trygler om opmærksomhed: Søren Wændelin.

Søren Jensen Wændelin (1853-1917) virkede fra 1880 som købmand i Viborg. Basen var St. Sct. Mikkels Gade 14 med tilhørende gård og pakhus. Sæde i byrådet havde han, og han havde det betroede arbejde som vejer, måler og vrager.

Men nok mest var han kendt som formand for den dengang magtfulde Viborg Handelsstandsforening, som i ungdommelig stil er spurtet forbi de 175 år. Jubilæumsdagen var den 28. november 2020. Fra 1907 til 1916 bestred han posten.

I sin sidste tid som formand gjorde han meget for at håndhæve “læbæltet” omkring Viborg. Ifølge en gammel regel måtte bønderne pinedød tage til købstaden Viborg, når de skulle sælge og købe. Store købmandsgårde prægede derfor byen. Hvor bønderne handlede, var geografisk bestemt. Søren Wændelin betjente mest kunder fra Sdr. Rind, Vejrum og Overviskum.

Han drev også med engros- og jernhandel, men det var tydeligt, at de store købmandsgårdes tid var ved at rinde ud, og fra 1920 var det slut med læbæltet. Det nåede han lige akkurat ikke at opleve.

Denne plade af sandsten bærer adelsmærkerne for familierne Friedenreich og de Linde. Den adelige alliance etablerede sig i 1757-58 ved Nytorvs nordside med en standsmæssig vinterbolig, Friedenreichs Gård.

Normalt er det den osteklokkeagtige frontgavl, der fanger blikket. En arkitektonisk detalje, om hvilken arkitekt Søren Vig-Nielsen sagde, da han så den første gang: “Søren! Her har du haft en oplevelse, som skal spore dig i din fremtidige gerning.”

Janus Friedenreich kom aldrig til at opleve at se bygården færdig, for han døde et par år før. Men den passede fint til fru Anna Margrethe de Lindes enkestand.

Fra 1820 til 2004 beboede i alt 15 amtmænd bygmester Riemans mesterlige stykke “murermesterbarok”, så Amtmandsgården er også et gangbart navn. Lokalhistoriker Spanggård nedlagde forbud mod at sætte et “stift” foran.

Amtmandsgården gør en god figur ved torvet, skønt den tilknappet har sin hoveddør til gårdsiden. Sådan har det nok hele tiden været. En ejer udlovede en pengepræmie til den, der kunne føre bevis for, at den var født med en indgangsportal mod torvet, men ingen kunne bringe et sådant til torvs.

Et gravmonument, der er formet som en prædikestol – det må da tale til os. Monumentet er for biskop Peder Jacobsen Tetens og hustru Annania og står på Viborg Kirkegård.

Peder Tetens var biskop over Viborg Stift fra 1781 til 1805. Kirken var da præget af rationalismens vinde, og blandt borgerskabet stod sæder for fald. Men Viborg-bispen stod fast.

Vi ser ham for os på prædikestolen, da han udbasunerer, at i hans stift findes “Gud ske tak ingen lærer, der er henreven af den overhåndtagende tanke- og skrivefrihed, der truer med vildfarelse og omstyrtning”.

Da en falsk anklage rammer hans præster, er han noget lunken. Med falske underskrifter har nogle beskyldt præsterne for at spille kort i en grad, så de forsømmer de kirkelige handlinger. Peder Tetens føler sig kaldet til at “opmuntre dem til største varsomhed i deres handlinger”.

I 1799 får han anbragt sin søn, Jacob Tetens, som konrektor på latinskolen. En og anden kunne få den tanke, at han hermed ønsker at få hånd i hanke med, hvordan skolen underviser i teologi. Undervisningen er for slap, mener han nemlig.

Atter ser vi ham stå ved talerstolen af sten. Vi hører ham udsige, idet han hviler hånden på stenbiblen: “Ve, tredobbelt ve enhver, der på nogen måde nærer denne sjælsdræbende forgift.”

Sønnen fik ikke nogen lang karriere ved latinskolen. Men det var ham, der lod Rektors Lysthus bygge. Og det har været en lyst siden.

Jeg begynder med at citere gode, gamle museumsinspektør Hugo Matthiessen, tidernes måske største fan af Viborg. I bogen Viborg-Veje fra 1933 skriver han om Viborgs tusindårige rolle som den jyske halvøs mødested:

“Naturen selv havde bygget bro, så øst og vest, nord og syd forholdsvis let kunne mødes.”

Hærvejen fulgte jo højderyggen, og i Viborg bredte en vifte af farbare dalstrøg sig. Viborg er simpelt hen et naturfænomen og behøvede ikke at kæmpe for sin position. Naturen var på Viborgs side.

Anderledes i dag, da Viborg føler sig i klemme mellem vækstens korridorer mod vest og mod øst. Motorvejene er gået den gamle vejby Viborgs næse forbi. Viborg ligger så sørgeligt ene midt i det hele.

Men se nu på de nationale cykelruter. I dem overlever Viborgs gamle og naturlige rolle som mødested. De følger nemlig ikke vækstens vildveje, men kulturens og naturens spor.

Med de nationale cykelruter 2 og 3 er Viborg Jyllands krydspunkt nummer ét. 2’eren på 385 kilometer går fra fiskerihavnen i Hanstholm til Rådhuspladsen i København. Som “Hærvejen” fører 3’eren cyklisten eller den vandrende fra Frederikshavn til Padborg, i alt 451 kilometer.

Til overflod er rute 3 en del af den europæiske Eurovelo 3, der forbinder pilgrimsmålene Trondheim i Norge og Santiago de Compostela i Spanien. Derfor hedder den Pilgrimsruten, og helligbyen Viborg har også her en naturlig plads.

Viborg er således ikke helt af vejen.

Vi skal et smut til Orkneyøerne nord for Skotland. I begyndelsen af 1100-årene slog jarl Haakon sin fætter og medjarl Magnus/Mogens ihjel. Siden 1135 har den myrdede været kendt som Sct. Magnus/Mogens.

Den fjerne affære har givet inspiration til dekorationen over hoveddøren til Gl. Aalborgvej 2, Mogenshus. I keramik står Sct. Mogens lyslevende for os. Til hest og fuldt munderet. Det valgte 1116 som hans dødsår kan stå til debat. De fleste kilder siger 1115, og 1117 er også i spil.

Planteskoleejer Rasmus Brostrøm, der i 1909 lige uden for Sct. Mogens Port lod Mogenshus bygge, ønskede at vi sit hus til den hellige Mogens. Sct. Mogens Kirke lå indtil 1529 på hjørnet af Rosenstræde og Sct. Mogens Gade.

Om det så lige er Orkneyøernes Mogens, der har givet navn til én af Danmarks ældste gader, kan vi ikke være helt sikre på. To martyrer, den ene endda biskop, kandiderer også til at være Viborgs Sct. Mogens. Men lad det nu fare, for det fine portalfelt har sin egen ret.

Rasmus Brostrøm (1871-1955) havde Viborgs historie på hjernen. Både i arkivalier og rent fysisk vandrede han flittigt rundt i Viborgs historie. Han efterlod sig mange fine haveanlæg, ikke mindst Latinerhaven fra 1928. Men meget lidt skriftligt. En vigtig undtagelse er 137 tætskrevne notesbøger, som er i det lokalhistoriske arkivs varetægt.

Indtil begyndelsen af 1900-tallet prægede lave, ældre huse Sct. Mathias Gade. Nogle var nærmest boder. Frem til netop 1900 lå et sådant beskedent renæssancehus i Sct. Mathias Gade 27.

En rest lever videre på en bjælke inde i porten, øverst oppe. På en nyere bjælke sidder en god bid af en udskåren porthammer fra det oprindelige hus. Vel nærmest den eneste hilsen fra den gade, der var. Derved er den enestående. I tyske Celle, bindingsværkshusenes by par excellence, finder vi masser af slige minder, men ej i Viborg.

Levnet fra fortiden er fra 1663. Nogle ser to løver, men disse kan vel lige så godt være et par vilde havmænd. Ornamenteringen ser i mine øjne skumsprøjtende ud, men den kan nok også være løvemanker.

I Illustreret Tidende fra den 13. november 1870 har en tegner gengivet hele portpartiet med bjælken, og her ser de to forholdsvis menneskelige ud. Den kære tegner har tydeligvis tilladt sig visse kunstneriske friheder. Skribenten lovsynger i øvrigt den tids håndværkere og kalder dem “kunstnere”.

Siden byggeåret har storbrande i 1667 og 1726 hærget Viborg, men denne ende af Sct. Mathias Gade holdt sig fri.

Med hjælp har jeg fået styr på pladens tekst. Citatet, der let omskrevet er fra Salmernes Bog, 127, er oplagt på en portbjælke: “Uden Herren bygger huset, da arbejder de forgæves.” Herren velsigner det gode håndværk.

Den arrede marmorplade i glasmontren under Bjørn Nørgaards Hans Tausen-skulptur går under navnet “den hvide sten”. I en fjern fortid var den en gravsten på Gråbrødre Kirkegaard.

Ifølge en ikke særlig plausibel legende stod reformator Hans Tausen på den, da han i 1528 udbredte Luthers lære foran Gråbrødre Kirke. Stenen har sin egen historie. Den er for Nørrejyllands første landsdommer, Jens Nielsen Løvenbalk fra Aunsbjerg, og hustruen Ellen Munk.

I 1396 udnævnte Margrethe den Første ham til det nye embede, hvilket førte ham til en glorværdig karriere i rigets tjeneste. Kæden hoppede end ikke af, da han kom for skade at dræbe Jens Jensen Brock fra Clausholm. Løvenbalk måtte dog gøre knæfald for de efterladte og bekoste en særlig messe.

Gråbrødre Kirke havde det med at sælge ud af det gamle gods. I 1786 kom stenen til Hinge Kirkegård, hvor den i et halvt århundrede lå til minde om to generationer af Lunow, begge herredsfogeder. Tavlen blev så at sige visket ren, men historien om Tausens stentale kom til at stå i de fire hjørner.

I 1835 købte Viborg den tilbage, så den symbolsk kunne pryde anlægget Hans Tausens Minde. Fire heste trak vognen med den hvide sten til Viborg. Og nu kan end ikke syv vilde heste trække den væk igen.

Overliggeren til Latinerhavens hovedindgang pirrer med sine to årstal nysgerrigheden.

Efter den store bybrand i 1726 havde Viborg hårdt ved at genrejse sig. Længe efter prægede brandtomter bybilledet. Indtil 1783 lå en stor “afbrændt plads” op ad den daværende latinskole. Lærerne fik det år lov til at indrette den som et grønt personalegode.

Stengærdet med de stynede lindetræer er fra havens første tid. Det prægtige egetræ tæt ved indgangen har formentlig rødder tilbage i tiden før bybranden.

På sin del opførte konrektor Jacob Tetens i cirka 1800 det lille havehus, der i mange år har gået under navnet Rektors Lysthus. Haven var ej blot til lyst og tjente på et tidspunkt som undervisningshave.

I 1926 flyttede skolen, og i 1928 stod skolehaven klar som byhaven Latinerhaven. Planteskoleejer og stadsgartner Rasmus Brostrøm gik til arbejdet med alle sine kunstneriske og havetekniske talenter.

Idéen om at kalde byens grønne helle “Latinerhaven” var også hans, og navnet har siden været god latin.

Løven flyttede med, da Løveapoteket flyttede på skrå til den anden side af Sct. Mathias Gade. Med lidt håndværksmæssig snilde kom dette klenodie fri af fortøjningerne.

Svaneapoteket i Viborg er Nørrejyllands ældste apotek og er fra 1573. I tre århundreder klarede Viborg sig fint med dette ene apotek, men i 1877 fik apoteker Edvard Emil Kier bevilling til apotek nummer to, og da dette i 1878 åbnede på hjørnet af Hjultorvet og Sct. Mathias Gade, hed det Ny Apotek.

En overgang hed det også Hjultorvets Apotek. I 1937 spankulerede løven ind på scenen. En gylden løve indtog pladsen på hushjørnet.

At opkalde et apotek efter et dyr er en gammel tradition. Dyr som svaner, løver, hjorte, elefanter, enhjørninger, ørne, delfiner, heste, fasaner, svaler, viber og glenter har lagt navn til danske apoteker. Særlige og gode egenskaber knytter sig til dyrene. Desuden var et dyresymbol tidligere en hjælp til de mange, der ikke havde lært at læse og skrive.

Som jeg har hørt det, kendte apotekeren arkitekten, designeren og samfundsrevseren Poul Henningsen (P.H.). I det mindste er det P.H., der har designet hr. Løve. Han ser ud til at have et godt greb om morterstøderen.

Vi erindrer P.H.s ølhund, der glammer. Her er det løven, der brøler. Godt brølt, løve.

Som han står der i Karnapgårdens gård, klejn og fin, ser han så fuldendt ud. Men Hans Tausen-figuren er altså kun et forstudie til noget langt større.

Billedhuggeren og grafikeren Joseph Salamon (født 1932 i Transsylvanien) havde lagt to opgaver i Viborg bag sig, da Jørn Cato Nielsen, formand for Boligselskabet Sct. Jørgen, opfordrede ham til at skabe en Hans Tausen-skulptur til Viborg. De to var bronzeskulpturen “Tingporten” til Vestre Landsret og bautastenen “Sct. Jørgen” til kanten af bibliotekets have.

Det lod Joseph Salamon sig ikke sige to gange, og snart leverede han den lille udgave af Hans Tausen, som han forestillede sig reformatoren. Anledningen var klar nok. Viborg lagde an til at fejre 475-året for byens helt eget reformationsår, 1529 – altså i 2004.

Initiativtageren tog biskop Karsten Nissen i ed og forelagde oplægget for borgmester Johannes Stensgaard. Målet var at sætte en stor version op i domkirkens nærhed. Hvorefter intet skete. Og dog. Bjørn Nørgaard kom på banen med noget helt andet. Og sådan blev det.

Indtil 2006 førte Salamons lille Tausen et stille liv i boligselskabets administration. Så fik formanden den idé at lade ham trone i Karnapgårdens gård. Murværket her er spækket med levn fra de kirker og klostre, som reformationen fik ned med nakken. Nu står han på én af disse sten.

Som beboer kan Johannes Stensgaard hver dag få en påmindelse om, hvad Hans Tausen også kunne være blevet til, hvis ikke han som borgmester havde allieret sig med Nørgaard. Hvilket måske ikke er helt tilfældigt.

Respekt for Salonen, når den slår på, at den er “est.” i 1867, om end jeg havde foretrukket det danske “grdl.”; men det er knap så fancy.

Det med de 1867 er endda lidt af en underdrivelse, for Viborg Dansesalonselskabs første pavillon, der lå i det fjerneste hjørne af Asmildklosters have, var fra 1847. Den kom hurtigt til at hedde Salonen, og det navn har holdt ved siden.

Fra begyndelsen var det klart, at ballerne “på Salonen” var for “dannede mennesker”. Ja, denne formulering er fra vedtægterne. Ikke noget med tjenestepiger, håndværkersvende, menige soldater og den slags. Latinskolens ældste disciple kunne lige gå an, men uden ledsagere.

Da H.C. Andersen fra den 2. til den 6. september 1859 boede på Asmildkloster, havde han stor moro af at følge et børnebal, der foregik i det smukke haveanlæg og Salonen.

Under krigen i 1864 indtog tysken Salonen, og den tog uoprettelig skade. Så opstod idéen om at flytte aktiviteterne til den lille tange ved Borgvold. Efter at en bred dæmning i 1855 kom til, var tangens tid som smal vej forbi. I 1867 åbnede Salonen, tegnet af domkirkearkitekt Julius Tholle.

I de første år gik det godt for Salonen. Udvidelser og en ekstra etage vidnede om dette. Men alting har en ende, og i 1935 var det slut med Viborg Dansesalonselskab. Kommunen overtog etablissementet.

Igen kom tysken. I 1943 tændte to sabotører ild til hele herligheden, fordi tyskerne brugte Salonen til indkvartering. I 1956 stod en ny, kommunal udgave færdig. I 1990 trak kommunen sig ud og lod de private ejere af Golf Hotel Viborg komme til, og de kvitterede med en gennemgribende modernisering.

Se, det var den korte historie om Salonen.

Fire bogstaver står som en trylleformular på den østre gavl til Sct. Mathias Gade 78. Et sesam, der kan åbne døren til et stykke lokalhistorie.

Viborg Borgerforening med tilhørende klub er fra 1854. To år efter kom Haandværkerforeningen i Viborg til verden. Sidst i 1870 smeltede de to sammen. Viborg Borger- og Haandværkerforening var en realitet – forkortet: V.B. & H.F.

Siden 1834 havde Viborg haft Viborg Klub for den absolutte elite. På de tider hed det om Viborg, at byen var en “fortryllende lille embedsby, hvor kastevæsen og snobberi beherskede hele livet”.

Nuvel. Klublivet skulle i det mindste ikke være forbeholdt de fine. Borgerforeningen med sin “nye klub” var en modvægt. Den første bestyrelse bestod således af en skræddermester, tre købmænd, en urmager, en handelsfuldmægtig og en malermester.

I 1850 turde den gamle Viborg Klub binde an med et prestigebyggeri. Under stænderforsamlingerne havde den haft fremdrift. Den byggede den statelige og stilrene klubbygning i Sct. Mathias Gade 78. Dengang havde ingen troet det muligt, at V.B. & H.F. mange år senere, i 1947, skulle overtage bygningen. Foreningen fik 36 år i det højere borgerskabs gamle bastion.

Den 10. april 1954 var en stor dag i Viborg Borger- og Haandværkerforenings historie. Den kunne da fejre sine 100 år og samtidig præsentere “Palæ” i en stærkt udvidet og moderniseret udgave.

Desuden var “krostuen i kælderen” klar. Siden kendt som Munkekælderen eller Latinerly – slet og ret: Ly. Traditionerne har et sikkert og levedygtigt ly.

Gråbrødre Klosters gård er stedet for den, der ønsker at dvæle. At mærke fortid og nutid løbe sammen, så tiden holder op med at være. Og vips står den dvælende paradoksalt nok med spandevis af tid.

I 1235 grundlagde gråmunkene deres kloster i Viborg. Frans den Helliges tiggermunke havde i årene lige inden etableret sig i Ribe og Slesvig, og nu var det helligbyen Viborgs tur.

Men så gammelt er murværket nu ikke. Klostrets bygningshistorie er kompliceret. Vi må begrænse os til at notere, at middelalderen taler til os gennem murværket.

Det lille anlæg med tjørnene og kummestenen er gårdrummets fikspunkt. Rummet var ikke det samme uden. Svært at forstå, at den lille vandkunst kun har været med siden 1975.

Fra 1975 til 1977 var klostret genstand for den helt store restaurering. Først da fik den gamle kummesten fra en Viborg-bygård plads i klostergården.

Dybt i klosterhaven lå frem til 1772 Jomfru Maries Sundshedsbrønd. En kilde til sundhed. Klostergårdens blidt klukkende vand og den unikke stemning i det hele taget gør godt for den mentale sundhed.

Nulkilometerstenen på Nytorv vendte tilbage til sin vante plads, efter at kommunen havde renoveret torvet, og godt for det. Her sidder den og vidner om de nye og effektive tider, da Danmark som ét af de sidste lande i Europa per den 1. juli 1912 indførte meteren som mål.

I cirka 1150 skrev den islandske abbed Nicolaus en håndbog for pilgrimme. Hærvejen indgår som et naturligt led på vejen til Santiago de Compostela, Rom eller det hellige land. Abbeden regner med to dagsrejser mellem Aalborg og Viborg, syv videre til Hedeby-Slesvig. Dengang var det fuldt tilstrækkeligt at operere med dagsrejserne som mål.

Senere kom de menneskelige dimensioner ind: fod, favn og skridt. Ikke alt for nøjagtige. Så kom milen, som var ret så forskellig fra land til land. En dansk mil var – og er – godt og vel 7,5 kilometer.

En lov fra 1907 sendte milen på aftægt, og så kan det nok være, at amtsvejinspektørerne fik travlt med at måle afstande og sætte kilometersten op. Ifølge loven skulle de benytte en nulkilometersten som nulpunkt. Ergo er Viborgs eksemplar fra den store opmåling, der fandt sted fra 1908 til 1911.

I nulkilometerstenen finder vi det perfekte symbol for et udgangspunkt og et endemål. Og det er ikke det værste ståsted at have.

Den er let at forbigå, i det mindste for uindviede. Foran Viborg Domkirkes hovedportal sidder i belægningen en lille, skulpturel jakobsskal. Den skal Danske Santiagopilgrimme have æren for.

I gammel tid var Hærvejen en vigtig vej for pilgrimme. Viborg lå som en hellig oase på vejen. Domkirken med sit fællesskab af augustinerkorherrer, klostre med gråbrødre, sortebrødre, korsbrødre og augustinernonner samt hele 12 små sognekirker gjorde Viborg til et åndeligt stoppested. Domkirkens samling af relikvier var heller ikke værst.

Sct. Mikkels Port i byens sydlige udkant bød sig til som en velkomst og et farvel til de vandrende. Lige ved porten lå Jerusalems Kapel, som må have spillet en stor rolle for pilgrimmene.

Den nye tids pilgrimme har taget Hærvejen og Viborg til sig. Hærvejen er en del af pilgrimsvejen til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien, ét af de store valfartssteder. For pilgrimmene er det gammel tradition at gå de sidste små 100 kilometer til Finistere, Verdens Ende, for at finde en muslingeskal til den videre færd i livet.

Jakobsskallen hedder også en ibsskal, for Sankt Jakob og danskernes Hellig Ib er den samme. Viborgs Sct. Ibs Gade minder om, at Viborg havde en Sct. Ibs Kirke, der formentlig lå tæt på det sydøstlige hjørne af krydset mellem Sct. Nicolaj Gade og Rosenstræde.

Gamle grave i Viborg har åbenbaret jakobsskaller. Ikke alle gik videre.

Kvindeskulpturen “Retfærdigheden” vendte rumpetten til bysiden, da hun i 1954 fik sit ståsted på Stænderpladsen. Men det var ikke en given sag. Mand og mand imellem gik debatten, om den fagre figur skulle have bagpartiet mod øst eller vest.

“Retfærdigheden” er et udslag af et femdobbelt byjubilæum i 1950. Hun er en borgergave, udført af billedhuggeren Anker Hoffmann, der var kendt for at excellere i veldrejede kvinder og kraftfulde mænd. Efter sigende kunne han på det nærmeste se figurerne i det rå materiale.

Skulpturen skulle gerne manifestere Viborg som tingbyen, afgørelsernes by. Anker Hoffmann gik trøstigt til arbejdet, idet han for sig så den romerske gudinde Justitia med vægt, sværd og bind for øjnene. Men ikke nikke nej. Den lokale komité ønskede sig en kvindeskikkelse med urkraft og ikke noget fortænkt juristeri.

Kunstneren indforskrev dernæst tre kvindelige modeller, hver med sine fortrin. Sådan gik det til, at formerne smeltede sammen i en skikkelse, der både har til gården og til gaden. En griffel og en pergamentrulle vidner om en dømmende kraft.

“Viborgpigen” og “Den nøgne sandhed” er folkelige navne for en højere retfærdighed i bornholmsk rødgranit. Alt i alt taler den fint til Viborgs fordel.

I facaden på Sct. Mathias Gade 45 sidder en stor sten med et »1907«. Jugendstilen passer så fint med årstallet. De færreste kan nok greje, hvorfor bygherren har følt trang til på så iøjnefaldende en måde at markere byggeåret. En ret omvæltende historie ligger bag.

På et stormfuldt møde i Viborg Byråd den 8. januar 1907 besluttede et flertal, at bygherren måtte rive Sct. Mathias Gade 45 ned. Her lå Gyldenstjernernes gård fra den sene middelalder. Et helt land deltog i debatten om, hvorvidt dette stykke middelalder skulle ned med nakken.

»Barbarerne har sejret, og de forfølger deres sejr,« skrev landsarkivar Georg Saxild i Viborg. En anden skrev: »Ve dig, gamle Viborg!«

Bygningen hed i folkemunde »Budolfi-bygningen«, fordi en del fejlagtigt forbandt den med et Budolfi Kloster. Kloster eller ej – den stod som en stærk repræsentant for middelalderens arkitektur.

Allerede sidst i januar 1907 lå herligheden som en bunke brokker. End ikke et indmuret kvindeskelet fik projektmagerne Meier til at ryste. Bygningen lå i vejen for fremskridtet. Den stak for langt ud og spærrede for den voksende trafik i gaden. Bygningen med 1907-stenen ligger 125 centimeter længere inde end forgængeren.

I dag kan vi immervæk glæde os over, at en ung, dygtig arkitekt fik lov til at tegne fremtidens bygning, Søren Vig-Nielsen, der et par år før havde nedsat sig i byen.

Lille Rosenborg er en etikette, som har siddet på Domkirkestræde 10, siden Christian den Niende drog denne sammenligning mellem det nydelige hus i Viborg og slottet i Københavns hjerte.

Huset er fra 1894 og opnåede at blive et samlingssted for kunstnere. Joakim Skovgaard og hans mange hjælpere havde deres gang i Lille Rosenborg, mens de malede freskerne i domkirken. Forfattere som Jeppe Aakjær, Viggo Stuckenberg og Thøger Larsen var blandt de faste gæster.

Fotograf Jacobine Jørgensen lod bygningen opføre. Sammen med sin tidligt afdøde mand, Christen Estrup Jørgensen, indrettede hun et fotografisk atelier i Sct. Mathias Gade 55, og Lille Rosenborg kom som en slags lystslot til at ligge i baghaven. Nu drev hun atelieret videre, godt hjulpet af fotograf og billedkunstner Harald Lønborg.

Siden kom sønnen Christen Jørgensen til at stå som ejer – en hamrende dygtig fotograf, herunder filmfotograf. Blandt andre filmede han med viborgsønnen Benjamin Christensen.

Familien Jørgensen fik eneret på at sælge billeder fra og af domkirken. Salget skete fra Karens Stue, som var et andet navn for Domkirkestræde 10. Karen var datteren i huset, og et relief, udført af Harald Lønborg, over ét af vinduerne forestiller hende som halvvoksen. Mor Jacobine og datter Karen boede sammen i huset, og de forstod at pusle om kunstnerne.

I 1919 overtog fotograf Carl Johan Zacho den fotografiske virksomhed, men Karen forlod først sin stue i 1940.

Det skulle ikke undre, om de to løver på domkirkens apsis har vogtet ved det midterste kryptvindue siden 1130. På de tider satte biskop Eskil gang i arbejdet med den romanske stenkirke. Eskil kan lige nå at have set krypten færdig, før han den 20. oktober 1132 faldt for morderhånd.

Partiet med de to løver og de to ansigtsmasker højere oppe er oprindeligt. Forstået på den måde, at stenene og konstruktionen er den samme, som før hele kirken faldt. Et vidnesbyrd om den højt udviklede stenhuggerkunst.

Inden den gamle kirke lige efter 1862 fik nådestødet, dokumenterede den dygtige Odense-fotograf  Emil Rye bagpartiet. Lige her havde en bid af den helt gamle kirke overlevet, og løvernes parti lever nu videre i den rekonstruerede katedral.

En lokal journalist kom midt i 1990’erne på sin daglige runde forbi to mænd, der havde pakket den venstre løve ind i opblødte servietter til en slags afstøbning. Servietternes stempel røbede et officielt ærinde: Nationalbanken.

Journalisten gav sig til kende og fik forklaringen. Men måtte give sit æresord på, at han ventede med at skrive noget, indtil han fik lov. Ellers ville Viborg ikke få denne fjer i hatten. Det var en aftale, og mændene fortalte om arbejdet med den nye tohundredkroneseddel. Efter planen skulle løven pryde bagsiden. Og sådan skete det.

Han fik sin historie til tiden, journalisten, og modtog kort efter et eksemplar af Nationalbankens interne blad. Én af overskrifterne fortalte – med eksemplet fra Viborg – at journalister godt kan være til at stole på.

Et tilbagevendende spørgsmål er, hvorfor hulen inskriptionen på Sct. Kjelds Brønd gør Nytorv til “Viborg Axeltorv”. Sådan har torvet da aldrig heddet. Til nød Storetorv, men ikke Axeltorv.

Svaret er, at det var giverens, amtmand Harry Rowland Howard Grøns, fikse idé. Eller helt grebet ud af luften var påstanden nu ikke. Da Frederik den Anden i 1584 bekendtgjorde, at den tidligere Sct. Hans Kirkegård herefter skulle spille en rolle som torv, blev det “givet til axeltorv”.

Det med akseltorvet er funktionen, ikke navnet. Et akseltorv er et handelstorv, hvorpå bønderne kan falbyde deres varer fra aksler, altså vogne. Ærkekøbenhavneren Harry Grøn har nok i Ursins viborghistorie fra 1849 fanget vendingen med akseltorvet. Bedre var det såmænd ikke fat med skaberen af vandkunsten, billedhugger Anders Bundgaard, thi han kaldte torvet “Sct. Kjelds Torv”.

Men meningen var god nok. Efter tre år i byen kunne amtmandsparret på Nytorvs nordlige side den 8. marts 1914 fejre sølvbryllup, og brønden var i den anledning en gave fra parret til byen.

I 1584 var Frederik den Anden meget optaget af torvet. Tre gange besigtigede han pladsen, førend han lod de nørrejyske undersåtter hylde sin syvårige søn, hertug Christian. Det skete den 15. juni på Nytorv, der inden var befriet for det gamle kirketårn med byens stormklokke. Hermed var det slået fast, at sønnens karriereplan var lagt. Han skulle være Christian den Fjerde.

Ursin beretter, at Frederik den Anden inviterede sig selv til et fornyet bekendtskab med Viborg ved Snapsting i januar 1588, og at han bestilte logi i de gemakker, han kendte fra hyldningen. Tre måneder efter døde han, og Christian var konge.

At kalde Nytorv 4 “Lidengaard” er en cadeau til historien. I mange år har det lille gavlkvisthus gået under navnet “Den liden gård på torvet”.

Ifølge den bygningshistorisk kyndige forfatter Niels Jørgen Israelsen løfter den markante gavlkvist og den solide hovedgesims “bygningen op i et højere plan”. Forfatterne af Viborgs bevaringsplan sparer heller ikke på lovordene: “Trods sine beskedne dimensioner hævder dette djærve hus smukt sin plads ved siden af den mægtige Stillings Gård.”

Huset er af den saksiske bygmester Johan Gottfried Hödrich, der nedsatte sig i Viborg lige efter den store brand i 1726. Den lille gård fulgte så at sige med i slipstrømmen, da borgmester Hans Knudsen Rafn og bygmesteren i 1731 tegnede en kontrakt for den stort tænkte Sct. Mogens Gade 1 ud mod Gammeltorv. Byggestilen for både den store og den lille gård havde mester med sig fra sin hjemegn.

Indtil september 2019 var torvehuset fredet i den lempelige klasse b. Slots- og Kulturstyrelsen valgte da at ophæve en fredning, der trådte i kraft i 1945. Men også herfra får det pæne ord for den rolle, det spiller for torvet. Det dumper på det indre og på bagsiden og står nu i kategorien “bevaringsværdigt”.

En fredning i dag kræver, at bygningen har det hele med sig – og ikke bare forsiden. Men den, der står på torvet og kigger på det djærve hus, glemmer helt at tænke i kategorier. Det er bare nydeligt.

Da digter Blicher hilste digtervennen Ingemann velkommen hjem fra en længere rejse i Italien, skete det med digtet “Hedelærkens velkommen hjem til nattergalen”.

Steen Steensen Blicher, hedens digter, så sig selv som hedelærken. Så reliefferne med denne fugl på Blicher-monumentet i Latinerhaven er bestemt ikke ved siden af.

Billedhugger Theobald Thielemanns buste er ikke stor, men det er til gengæld soklen, der hermed har plads til reliefferne og et vers fra “Kær est du, fødeland”, nemlig det med “Min fødestavn er lyngens brune land”.

Nationalromantikeren Carl Ploug holdt hovedtalen, da Viborg den 14. september 1866 i øsende regnvejr afslørede Blicher-busten. Til lejligheden havde Carl Ploug skrevet et mindedigt. Intet var mere naturligt, end at han skrev om hedelærken, der blev et hædersnavn blandt danske fugle. Carl Nielsen satte senere melodi til ordene om “Hedelærken, den liden fugl”.

Busten stod først ved Stænderpladsen, dernæst på Borgvold. I 1960 slog hedelærken sig ned i Latinerhaven, og det ser ud til, at den har fundet sig til rette.

Skudhullerne nederst på støbejernsskulpturen “Mit hus” er en detalje, de færreste fanger i forbifarten. Til nød lægger de forbipasserende mærke til det lille kunstværk i Hjultorvets nordøstlige hjørne. Det er af billedhuggeren Erik Heide.

“Mit hus” kom op den 9. april 1990 og står til minde om 50-året for besættelsen, hvilket skudhullerne og de bøjede gevækster på “tagryggen” kan tale med om. Egentlig skabte Erik Heide ikke skulpturen til netop dette formål, men bifaldt idéen.

Truede og skadede huse er et tema, han vender tilbage til. Som dreng oplevede han, hvordan schalburtage ramte hans fars værksted.

Med hjælp fra Statens Kunstfond tog Viborg i 1989 imod en lille sending af kunstværker til udendørs brug; heriblandt var “Mit hus” samt “Rævekrukken”, der står på plænen ved Sortebrødre Kirke, ligeledes af Erik Heide. Denne ræverøde jernkrukke med en ræv som håndtag på låget findes også i en miniudgave som sparegris – eller rettere: spareræv.

Erik Heide er desuden manden bag den store granitskulptur af bisp Gunner på Asmild Kirkeplads, og kunstneren bærer hæderstitlen “Prior af Bisp Gunners Gilde”.

I forhold til sin størrelse er Viborg blandt de bedst bestykkede i landet, når det kommer til fredede bygninger. I forreste geled står Sct. Mogens Gade 31, Karnapgården. Den kom på listen over fredede bygninger, så tidligt det kunne lade sig gøre, det vil sige i 1918.

“Forhus og nordlige sidehus er enestående i landet,” skal vi tro Viborgs bevaringsplan. I sin beskrivelse er også Slots- og Kulturstyrelsen uforbeholdent positiv. Som bygården står i dag, er den et renæssanceanlæg, men dette hviler klart på middelalderen. En prominent og nu afdød beboer pralede med, at han boede i et hus fra Christoffer Columbus’ tid.

Karnapgården er især kendt for sine mange granitkvadre og andre spor efter middelalderens kirker. På hjørnet henne ved Rosenstræde lå indtil 1529 Sct. Mogens Kirke, og mange af byggematerialerne kan sagtens komme derfra. Men lur mig, om vi ikke kan skrue os endnu længere tilbage. Under én af de utallige restaureringer dukkede nogle løse tal op, og det lille regnestykke gav “1460” som facit.

Karnapgården er gammel nok til at have et husspøgelse, en hvid dame. Det er vist længe siden, hun har givet sig til kende, men hun er kendt for at kunne sætte ure i stå. Desuden er hun med egen indgang, og det spiller ingen rolle, at den nu er muret til.

Slots- og Kulturstyrelsen har på en runde vurderet, hvilke bygninger der i fremtiden skal være fredede. For eksempel mistede Stillings Gård på Nytorv sin status. Og fremover er kun lidt middelalderligt murværk i Skolestræde 2, den helt gamle latinskole, på listen. Resten af bygningen dumpede. Men Karnapgårdens hovedrolle stod ikke til debat.

Fra landsbyen Ostenfeld ved Husum i Sydslesvig drog den unge bondeknøs Peder Pedersen, født i 1574, nordpå. Peder havde Viborg som mål, og da han slog sig ned i byen, var det som Peder Ostenfeld.

Peder gjorde det bravt som købmand og giftede sig ind i byens højere kredse. I hele 32 år stod han som borgmester. Peder Ostenfeld blev stamfar til den vidtforgrenede Ostenfeld-familie, der i mange år var blandt Viborgs førende. På Gråbrødre Kirkes øverste pulpitur optrådte familiens mærke: to røde roser med grønne stilke. Den var “slægten med de røde roser”.

På de tider var Peder Pedersen Løvenbalk præst ved Sortebrødre Kirke. Det var ham, der lige efter storbranden i 1615 byggede et mageløst spanskgrønt hus, der kom til at give strædet Mageløs navn. Datteren Karen var ikke uden mage, for hun blev smedet sammen med Jens Ostenfeld, Peder Ostenfelds søn. Jens overtog svigerfars præsteembede.

Ane Ostenfeld, præsteparrets datter, lod sig i 1671 vi til Christen Erichsøn, der sørme også kom til at virke som præst ved Sortebrødre Kirke. Lokalhistoriker om en hals var han ved siden af. Endelig er vi ved sagens kerne. På kirkens sydlige kormur sidder noget så fint som en romansk vinduesmonolit med påskriften C.E.S. og A.O.F. plus årstallet 1697. Bogstaverne står for Christen Erichsøn og Ane Ostenfeld.

I deres tid skænkede præsteparret mange penge til kirken. Blandt andet til et nyt tårn med et højt spir. Dette byggeri kunne Christen Erichsøn i 1696 lægge grundstenen til. Derfor den fine mindebjælke. For resten overtog deres børn moderens rosenrøde Ostenfeld-navn.

Kunne vi bare møde historiker og latinskolerektor Arnold Heise, ville han nok svare “1221” til spørgsmålet om, hvornår vi først støder på Viborg Domkirkes segl – det med jomfru Marie, der har det lille Jesusbarn på skødet.

Den gamle rektor er for længst død og borte, men ånden lever videre i pragtværket “Diplomatarium Vibergense”, og heri finder vi eksempler på det kirkelige segl.

Det ser ud til, at biskop Eskil allerede pænt før 1130 organiserede domkirkens præster i et fællesskab af augustinske korherrer, i et domkapitel. Dette Mariekloster har selvfølgelig haft et segl. Trolig har Eskil sat gang i det storstilede arbejde med den romanske domkirke. Katedralen var til ære for Marie – Vor Frue – og det barn, hun fødte, hvilket jo passer meget godt med det lille segls motiv. Viborg Domkirke går nogle gange under navnet Vor Frue på Bjerget.

I 1440 var det slut med munkeriet, men domkapitlet fortsatte som et magtens centrum. Efter den tid optræder også et mere prangende segl med Maries himmelkroning, både for domkapitlet og diverse biskopper. Det beskedne med Marie, der har Jesus i favnen, viste sig dog mest levedygtigt.

I stort format sidder det gamle symbol den dag i dag på sognegårdens glasdøre, og det er ikke hverdagskost at se Viborg Domkirke omtalt som “Viborg Sct. Marie”. Som hun sidder med scepter og på en slags tronstol, ligner hun mest en hybrid mellem de to segl; men her er vi ude i noget, jeg ikke tør udtale mig om.

En vejrhane, der må bøje nakken for vind og vejr, er da helt hen i vejret. Sådan så det en overgang ud for den vejrhane, der sidder højt på Nordeas kamtakker i Sct. Mathias Gade.

Lige siden Viborg Byes og Omegns Sparekasse den 24. september 1915 tog bygningen i brug, har en vejrhane vist, hvorhen vinden blæser. Da Nordea i 2011 renoverede bygningen, kom en ny kobberhane på plads. Derfor årstallet “2011” under hanens fod. Den sidder på et kugleleje og har en stor kugle som kontravægt. Et par år efter var den midlertidigt nede, fordi folk på torvet frygtede, at en storm ville kaste den til jorden. Men den var stærkere end som så.

Viborg er vel ikke ligefrem overforsynet med vindfløje. Til gengæld har vi nogle prægtige eksemplarer. Jeg nævner i flæng vejrrytteren på Generalkommandoen, vejrstorken på Brænderigården, vejrkronen på Skovgaard Museet og vejrpelikanerne på henholdsvis Asmild Kirke og Houlkær Kirke.

At lige netop en hane har fået hovedrollen som vindviser, har vel en religiøs rod. Det var i det mindste en hane, der “gol” to gange, da apostlen Peter undsagde Jesus tre gange. Pelikanen er et symbol på den Jesus, der ofrede sig. Et tema, vi finder i lignelsen om pelikanmor, der plukkede sit bryst til blods for at nære sine unger.

Overført er en vejrhane en person, der skifter mening, som vinden blæser. Samme betydning har “vindbøjtel” efterhånden fået, skønt ordet egentlig står for en opblæst blære, altså en naragtig person. Det opblæste går igen i bagværket “en vindbøjtel”. Nok hul, men også velsmagende. Velbekomme.

For nogle år siden havde billedkunstner Mette Winckelmann sat en viborgkender stævne. På Café Morville fik kunstneren i løbet af et par timer et begreb om, hvordan Viborg kom til verden som en stærk cocktail af kult, ting og handel. Et mødested.

Blandt andet denne indhøstede viden benyttede Mette Winckelmann sig af, da hun udtænkte det 151 meter lange og 500 kvadratmeter store kunstværk på indersiden af Viborg Kunsthals betonmur. Kunstværket hedder “Tro og overtro”. Det består af 100 grundmotiver, som hun har gjort til murværkets i alt 211 symbolske mønstre.

Som alt godt håndværk er det uden fisefornemme falbelader. Substansen er slet og ret godt og vel 12.000 havefliser i fem grå nuancer. En art patchwork på den hårde måde. Symbolerne emmer af livets store spørgsmål, der gjorde Viborg til et besøgsmål for de søgende. Mønstrene bærer navne som “Edens Have”, “Guds øje”, “Lykkekløver”, “Fredag den 13.”, “Jakobsstigen”, “Jerikos mure” og “Sort magi”.

Utroligt, som “Tro og overtro” spiller godt sammen med den stump vej, som arkæologerne afdækkede, før støttemuren kom op. “Vejen” er et stærkt symbol. Pikstenene er fra en vej, der i 1700-tallet forbandt den nuværende Brænderigård med byen. Langt ældre veje ligger under og var en del af Viborgs allerførste vejnet, som gik op mod Helligdomsbjerget og den helt tidlige bebyggelse ved St. Sct. Peder Stræde.

Det er da i dobbelt forstand stort. Godt, at håndværkerne i sidste runde fik fliserne til at sidde fast; det holdt hårdt.

Den fineste udmejslede blomst pryder én af de gamle granitkvadre, der udgør fundamentet i Sct. Mogens Gade 8, Morvilles Gård. En behagelig overraskelse for det nedslagne blik.

Morvilles Gård, som den står i dag, er fra 1798, men det er sådan med grundstenene i Viborg, at de kan være meget ældre end det, de bærer. Vi har jo nok med et kirkeligt motiv at gøre. Rester fra den gamle domkirke har givet sig til kende flere steder i kvarteret. Også trappen inde i gården har spændende spor, der kan pege i domkirkens retning.

Gennem tiden har munkesten og kvadersten været den store genbrugsvare i Viborg. Store bybrande i 1345, 1501, 1529, 1567, 1615, 1667 og 1726 gjorde viborgenserne til verdensmestre i at gøre ruinhobe til nye bygninger. Som Fugl Føniks. Også i mange af byens stengærder genfinder vi den fjerne fortid.

Viborgenserne lod sig det ikke sige to gange, da de i 1529 fik lov til at bryde 12 katolske sognekirker ned. Johanniterklostret og Sortebrødre Kloster måtte også falde. Byggesten i massevis gik ind i det evige kredsløb.

Hvor er det spændende at opdage middelalderens tegl og granit rundt om i den historiske bykerne, noget mere synligt end andet. Desuden er hele 14 ikkekirkelige bygninger regulært middelalderlige, og det er flere, end Ribe kan præstere.

Lidt oppe i hjørnet mellem Brænderigårdens nordfløj og vestfløj sidder en gevækst. Den ser glemt ud. Men den kan ikke være andet end i bevidst hilsen fra den bygmester, der i 1882 forsynede den enetages længe med en førstesal.

Brænderigården overlevede bybranden i 1726. Ikke desto mindre fik den saksiske bygmester Johan Gottfried Hödrich til opgave at nyopføre en lav hovedbygning mod nord, og den stod færdig i 1734. Små 150 år senere fik den en overdel. Knuden i hjørnet er en stump af den oprindelige hovedgesims, såmænd.

Det var lige ved, at det firfløjede anlæg sidst i 1940’erne var kommet ned med nakken for at give plads til Sindssygehospitalets køkkenhave. Men gode kræfter fik en fredning på plads. Vi befinder os nemlig på højhistorisk grund. For vores indre blik har vi en kongsgård, der kunne tage imod Knud den Store, da han i 1019 satte sig på den danske trone. Ingen tvivl om, at Englands Canute the Great havde udset sig Viborg og området ved søen som en dansk bastion.

Navnet “Brænderigården” kom til, da familien Haubro i 1800-tallet sad på stedet og gjorde kartofler til brændevin. Køerne nød godt af affaldsprodukterne. Folk fra byen var sikret både mælk og brændevin. I 1993 købte Viborg Kommune bygningerne af amtet. Året efter åbnede kommunen sit udstillingssted for nutidens kunst og design.

I begyndelsen var Brænderigården et “kunst- og kulturhus” – som det hedder i en publikation fra 1996. Ambitionerne gjorde den senere til Kunsthal Brænderigården og endnu senere til Viborg Kunsthal. Det gærer fortsat.

I bilismens barn- og ungdom var Jyllands knudepunkt krydset mellem Sct. Mathias Gade, Dumpen og Gravene. Her krydsedes hovedlandevejene fra vest til øst og fra nord til syd. Symbolet var en skiltestander, der bar vejviserpile hele kompasset rundt.

Krydsets storhedstid var 1940’erne og 1950’erne. Når transittrafik blandede sig med lokal myldretid, måtte en betjent stille sig op med al sin myndighed og lede strømmen.

Fortiden lever videre i Sct. Mathias Ports belægning. Omkring den runde bænk sidder sten med mejslede bynavne: Løgstør, Aalborg, Randers, Silkeborg, Herning, Holstebro, Struer og Skive. De ligger som tyste vidner, for bilerne har fundet andre veje.

Senere overtog “ringvejskrydset” rollen. En rolle, som den store rundkørsel ved Søndre Ringvej, Holstebrovej og Vestre Ringvej i nogen grad har overtaget. Langt tilbage var krydset ved Brænderigården Jyllands krydspunkt. Hertil smøg Hærvejen sig langs søen, og på det smalle sted mødte den tværvejen mellem Asmild og Viborg.

Et andet vigtigt kryds var engang mellem Sct. Mathias Gade og St. Sct. Mikkels Gade. Det havde ligefrem sit eget navn: Korsgaden. Viborgkenderen Hugo Matthiessen var optaget af Viborg som vejbyen over alle og skrev:

“Fra porten i Danevirke søgte den tusindårige Hærvej møjsommeligt frem gennem Jyllands indre med Viborg som mål, og herfra udstrålede atter færdselsårer mod alle verdenshjørner. Naturen selv havde bygget bro, så øst og vest, nord og syd forholdsvis let kunne mødes.”

Skilte med korte tekster lader flere af Viborgs historiske bygninger komme til orde. I 1990’erne satte Viborg-Fonden, forening for bykultur, 21 bronzetavler og to stentavler op. Det store forbillede på fronten er Oslo, hvor Selskabet for Oslo Byes Vel har beriget byen med hundreder af koboltblå emaljeskilte. 428 skiltesteder optræder i en pragtbog.

Her i byen begyndte vi med en mindetavle i 1952 for “Fugle-Mortensen” på Latinerhavens nordmur. Så et spring til 1981, da en tavle for forfatteren Nis Petersen fik plads på gavlen til St. Sct. Mikkels Gade 10. Forfatteren og museumsmanden Peter Seeberg ivrede for mange flere tavler og fik Viborg-Fonden med.

Generalguvernør Peter von Scholten fik sin tavle på Sct. Mogens Gade 3 i 1993, men den viste sig senere at være et falsum. Skråt overfor, på nummer 8, hyldede fonden året efter arkitekten Johan Otto von Spreckelsen. I 1995 og 1998 kom den store bølge af skilte op. Som en efternøler fik Generalkommandoen i Sct. Mathias Gade 96 i 2003 sin historie skruet fast i kortform.

I 2014 annoncerede Viborg-Fonden, at den stod parat med en plade til Nytorv 3, det tidligere Svaneapotek. Ifølge teksten havde den verdensberømte filmskaber Benjamin Christensen ladet sig føde på denne adresse. Pladen kom aldrig op, da det i sidste øjeblik kom frem, at fødestedet var Stillings Gård på Nytorv 6.

Og det går jo ikke an sådan at stikke byvandrere en plade, som det skete med von Scholten. Så nu må det gamle apotek nøjes med pladen fra 1998, og den er god nok.

Latinerhaven var ikke Latinerhaven uden vinterjasminen på den sydvendte mur. Den hører i den grad til. Med sine gule blomster lyser den op, når vi allermest har brug for en mindelse om sommerglæder. At alt ikke er gråt i gråt. Den er som sankthansorme ved vintertide.

Gartnerne forstår at skære den til og holde den op ad den gamle latinskoles mur. Ind imellem dækker den for Fugle-Mortensens mindeplade, men den er tilgivet.

Længe efter den store bybrand i 1726 lå de tre grunde, som i dag udgør Latinerhaven, hen som “en afbrændt plads”. De kom fra 1783 ind under latinskolen, som frem til 1926 holdt have her.

Planteskoleejer Rasmus Brostrøm formede den have, som siden 1928 har været til fælles glæde. Tre smedejernslåger, bassinet og springvandet vidner om Rasmus Brostrøms skaberglæde. Nogle af planterne er fra latinskolens tid. Endda kan egetræet ved indgangen fra Sct. Mathias Gade have overlevet bybranden.

I dag består byhaven af en staudehave, en have med snapseurter, et afsnit med rododendron samt et flor af forårs- og sommerblomster. I tilgift kommer en god blanding af træer, blandt hvilke hjertetræet som et godt symbol for byen er min favorit. Midt i bøgepurret en halv snes meter fra den nævnte indgang står en umotiveret blærenød og blærer sig på den skønne haves vegne.

Joachim Frederik Schouw (1789-1852) var professor i botanik og tilhørte fløjen af gamle nationalliberale. Som stenen på mindestedet nord for domkirken mere end antyder, er hans navn også knyttet til Viborg.

Mindet har form som en langdysse med en krans af mindesten. Det markerer, at her lå dom- og stænderhuset. Joachim Frederik Schouw var præsident for den 55 deputerede store stænderforsamling i Viborg ved fire af de i alt syv samlinger fra 1836 til 1848, nemlig de tre første og den sidste.

Først sad han som kongevalgt, men han faldt i unåde. Så kom han ind som folkevalgt. Denne manøvre krævede, at han havde en lokal ejendom, og hans tilhængere købte Karnapgården i Sct. Mogens Gade 31 til ham.

Han mente, at de jyske deputerede var en noget bovlam skare, som dog havde “megen sund sans, gode, praktiske kundskaber og god vilje”. Lidt slag i bolledejen kom der, da et flertal besluttede, at jøder ikke skulle være valgbare til forsamlingen i Viborg. Begivenheden affødte den satiriske “stændervise”, hvori de fleste af de deputerede fik en gang lak.

Den efter sigende ædle, retskafne og elskværdige professor fik en ny hovedrolle som præsident for den grundlovgivende rigsforsamling i 1848. Han er også kendt for at være far til Georgia, maleren P.C. Skovgaards højtelskede hustru. Altså var han morfar til domkirkekunstneren Joakim Skovgaard. Mindestenen kom på plads i 1906, netop som barnebarnet afsluttede arbejdet med freskerne på den anden side af muren.

En slippe, et smug eller en smøge. Sproget har flere udmærkede gloser for en smal passage mellem huse. Men jeg vælger at kalde den snævre gennemgang mellem Sct. Mogens Gade 7 og 9 “et tagdryp”.

Ser vi på det allerførste kort over Viborg, Peder Hansen Resens kort fra 1677, opdager vi snart, at stort set alle de indtegnede bygninger er gavlhuse, altså huse, der vender gavlsiden til gadesiden. Den slags middelalder- og renæssancehuse kender vi fra mange europæiske lande, men tro ikke Resens kort på det punkt. Sådan har korttegneren for nemheds skyld gjort det.

Mellem gavlhusenes lange sider er regnvandet fosset ned. Mellemrummet kender vi også som “tagdryp”, og den ofte fotograferede gennemgang mellem nummer 7 og 9 er et godt eksempel. Her har vi undtagelsen. Trappegavlen lyver ikke. Ud over at være regnvandsopsamler er denne smalle sag også en gennemgang til den dybe have bag nummer 9.

Den nu afdøde historiker Jørgen Hæstrup voksede op i Sct. Mogens Gade 9 og skriver i erindringsbogen “Grænseløs tilværelse” om den militære hest “Prins”, der uhjælpeligt sad fast i tagdryppet. Den havde ikke taget sig i agt for, at smutvejen er bredest til havesiden, og at den smalner ret så voldsomt ind; faktisk er den kun halvt så bred til gadesiden.

“Vildt sparkende og højlig fornærmet måtte den overtales til et forsmædeligt tilbagetog skridt for skridt og uden at vende sig om,” skriver Jørgen Hæstrup.

Men den vandt trods alt en plads i litteraturen.

Et træ og tre bænke afrunder Borgvold i hjørnet mod sydvest. Med skam at melde har det lille arrangement langtfra de samme kvaliteter, som det berømte lindetræ med Rundebænken i gamle dage havde.

“Gamle dage” sluttede med et dumpt suk den 5. december 1968 klokken 14.25. Et arbejdshold havde savet de tykkeste rødder over. En gummiged puffede med sin grab, så højt den kunne nå, og fra den anden side trak en traktor med en lang stålwire.

Rundebænken var en sladrebænk og et mødested. “Vi mødes ved Rundebænken,” var et stående udtryk i byen. Her sad ofte en lille klub af ældre herrer, der vendte dagens lokale smånyheder. Lindetræet var endog meget gammelt og hed langt tilbage “Paraplyen”, fordi det ydede de forbipasserende et rimeligt ly, når regnen stod ned i stænger.

Det gamle træ gav sig ikke uden kamp og trak nogle fyrretræer med sig i faldet. Arbejdsholdet havde med større præcision haft en generalprøve, idet nabotræet, en prægtig blodbøg, også skulle væk. Repræsentanter for “Rundebænk-klubben” fulgte slagets gang.

Rundebænken stod i vejen for fremskridtet, det vil sige den udvidede Sct. Ibs Gade, der skulle være en del af den østre ringgade omkring den historiske bykerne. I 1971 stod Sct. Ibs Gade med et lyskryds i hver ende færdig. Året efter skænkede Lions Club Viborg byen et træ og nye bænke, men epoken med Rundebænken var uigenkaldeligt slut.

Arkitekten Martin Nyrop dryssede om sig med “små morsomheder”, da han tegnede Københavns Rådhus. Ingen påstår nok, at Viborg Domkirkes arkitektur er med morsomheder, men enkelte læskende oaser i den store ørken af Uddevalla-granit finder vi dog.

Som nu reliefstenen et lille stykke oppe på det nordlige af de store tårne. Vi ser tydeligvis et fabeldyr med et forparti som en fugl og et bagparti som en slange – en basilisk, en djævel. Sådanne uhyrer har kristendommen med sig fra folketroen. De kommer ud af haneæg og dræber med deres blik. Kun hvis de ser sig selv, går de til; ellers er de usårlige.

Ingen tvivl om, at domkirkens basilisk er med fra den oprindelige kirke. Hvad haren gør sammen med djævelen, kan jeg ikke greje. Måske en slags modstander, som byder ondskaben trods. Haren er jo vitaliteten selv og er også et symbol på frugtbarhed.

Da den gamle kirke i 1863-1864 faldt, dukkede et dragehoved i forgyldt bronze op, og dragen er vel en fætter til basilisken. Hovedet er ret sikkert den ene af de to “grifhanke” fra Sct. Kjelds helgenskrin, der hang i Sct. Kjelds Kapel.

Kapellet var en udbygning på kirkens nordside og optræder i dag som en række af brosten i græsset. På samme måde kan vi gå på opdagelse efter brosten, der viser Kapitelhuset, Sct. Annas Kapel og Vor Frue Kapel. Og det er der ingen hokuspokus i.

Hvordan vi skal opfatte de fiskelignende tegn på Sortebrødre Kirkes sydside, må være en trossag. En slags munkegraffiti? Tilfældige aftegninger? Et bomærke for teglværket?

Fisken som symbol står centralt i kristendommen. Bogstaverne i det græske ord “ichthys” (fisk) giver forkortelsen for “Jesus, Kristus, Guds søn, frelseren”. Jesus rekrutterede typisk apostlene blandt fiskere. Nu skulle de blot være “menneskefiskere”.

Arkitekt Bent Meyer havde i nogle år en del med Sortebrødre Kirke at gøre, og han havde svært ved at tro på den med munkegraffitien. Ganske vist har kirkens sydmur en fortid som den indvendige side af kloster- og kirkeanlæggets korsgang, men at stenene skulle være så gamle, tvivlede han stærkt på.

I Svostrup Kirke, Tvilum Kirke og Gødvad Kirke var han stødt på sten med tilsvarende fisk på, og dem knyttede han til et teglværk, som Jean Fischer, Allinggård syd for Grønbæk, drev. Oplagt for en mand, der hedder “Fisker”, at bruge fisken som logo. Bent Meyer så intet til hinder for, at en sending sten også var kommet til Viborg.

Efter den ødelæggende bybrand i 1726 stod Sortebrødre Kirke færdig efter blot to år, og det var før Jean Fischers tid. Men en sådan kirke er under stadig forvandling. Bent Meyer fandt for eksempel nye sten til tårnet fra teglværket Falkenløwe – dog uden falke og løver.

“Ultima latet” var en meget brugt inskription på gamle dages lommeure. “Den sidste time er skjult.” Uha. Nogle kirker fik for århundreder tilbage benhuse, og også de kan have ligget som en hilsen fra den højeste tidtager.

I benhuset kunne graveren lægge skeletdele, som han gravede op for at få plads til nye dødninge. Altså en praktisk foranstaltning. Desuden lå de som et varsel om døden. I tilgift tænkte vel nogen, at det var meget godt, at benene var disponible på den yderste dag.

Vi hører, at Hans Tausen talte det levende ord fra døråbningen i Gråbrødre Kirkes benhus. På Sortebrødre Kirke sidder på det nordre sideskibs vestgavl en tekstplade, der har en fortid på kirkens benhus. Øverst en kendt formaning fra Siraks Bog: “Hodie mihi, cras tibi.” På godt dansk: “I dag mig, i morgen dig.”

Derunder læser vi, at benhuset er fra 1634, og at det er bekostet af borger Christen Hjarbek og hustru Anne Christensdatter. I to omgange, 1646-1649 og 1659-1666, var Christen rådmand i Viborg. Nævnte Anne var hans første hustru, Birgitte Bertelsdatter nummer to. Det er vel, hvad vi ved om den sag.

I 1808 fik Viborg en fælleskirkegård, og i 1847 sløjfede Sortebrødre Kirke sin kirkegård. Benhuset fik først dødsstødet, da kirken for lidt over 100 år siden var gennem en større renovering, men pladen fik lov til at sidde på stedet som en pegefinger.

I middelalderen kastede adelen glans over Viborg. Enhver nørrejysk adelsfamilie måtte have en præsentabel bygård i Viborg for at være noget. Gerne med en god have omkring. Især i østbyen lå adelsgård ved adelsgård.

En storbrand i 1567 var hård ved de østlige bydele. Efter sigende åd flammerne omkring 100 adelsgårde. Derefter strålede Viborg ikke helt så meget, og i dag er sporene sparsomme. En pragtfuld undtagelse er Domprovstegården ved Sortebrødre Kirkestræde.

Domprovstegården er en adelsgård fra sidst i 1400-årene; fra begyndelsen var den Gyldenstjernes sted. Den har mirakuløst holdt sig pænt fri af de store brande. Indtil stiftsprovst Hans Jørgen Swanes ankomst i 1873 har den også holdt sig fri af kirken, men det var lige ved, at den i 1512 var kommet ind under “De titusinde ridderes alter”.

Sjovt er det at se, hvordan skifterne af røde munkesten skråner med det stejle stræde – et fald på en halv meter. Nedefter har murerne fyldt nogle ekstra skifter på. Seks spidsbuede muråbninger med vinduer og en blændet dør mod syd samt den vestlige trappegavl med høje, buede blændinger, der hviler på en frise, løfter gården op i det højeste lag af fredede bygninger.

I 1800-tallet husede bygningen et kvindefængsel. Kvinderne sov i kælderen og havde vævestue på loftet. En dobbelt jomfrufødsel tilskrives den tid. En kvinde, der sad i enecelle, fødte to børn, har jeg hørt sige. Men det var før den foreløbige række på 13 stifts- og domprovster.

Så griber vi til våben. Byvåben. Flere steder i Viborgs gadebillede optræder byvåbnet. Markant er relieffet på den gamle sparekasses gavlparti i Sct. Mathias Gade ud for Mageløs. Her holdt sparekassen til indtil 1915, og et byvåben kom afløseren ved Hjultorvet ikke til at mangle.

Som standard er byvåbnet med to rådmænd. De sidder på en bænk ved en søjle. Efter deres fagter at dømme har de travlt med at ordne byens sager. Og det har de gjort siden 1250. Det ældste segl med dette motiv er ganske vist fra 1355, men stilen peger 100 år længere tilbage.

En overgang var d’herrer skiftet ud med Adam og Eva. Søjlen var kundskabens træ og slangen. I avisen Den Viborger Samlers hoved ser vi denne version. Det er da også til at forstå, at Viborg Skrædderlav faldt for fristelsen og brugte udgaven med de to nøgenheder i sit bomærke. På gavlen kan manden til højre godt være en præst. De to oprette fingre ligner en kristen velsignelse.

Byvåbnet er byrådets officielle mærke, og snævert set skal andre holde sig fra at benytte det. I tidens løb har symbolet dog kastet glans over mangt og meget i Viborg. Jeg nævner i flæng gulvlakfernis af mærket “Eminent” fra Anders Petersen, “skummende hårspiritus” fra S.N. Reffskier, flødeis fra Viborg Andelsmejeri og øl fra Bryggeriet Odin.

Byens segl fra 1620 var et sølle “W”, men pendulet svingede heldigvis tilbage til det gamle. Uden at tiden har stået stille, har det holdt sig her siden. Hver tid med sine fortolkninger.

“Theatergården” kaldte samtiden baggården til Sct. Mathias Gade 21 – dér, hvor Jyske Bank har holdt til siden 1981. Fra 1843 til 1906 lå her Viborgs teater.

Et fast teater lå fra 1812 og 20 år frem nord for domkirken, men det måtte vige for Stænderpladsen. Så tog købmandsparret Frederikke Augusta og Lars Worre på sig at give viborgenserne teater. De drev en købmandsgård, og i en staldbygning indrettede de teatret.

Allerede i 1853 faldt kongelig agent Lars Worre fra, og indtil sin død i 1893 drev enken teatret. Augusta Worre satte endda staldteatret grundigt i stand. Her forefandt publikum et parket med både træsæder og bløde sæder med rødt fløjl, en børnebænk og en balkon.

Omrejsende teaterselskaber og kongelige skuespillere fandt vej til “Fru Worres Teater” – spøgende kaldt “Vor Frue Teater”. Kusken “Gamle Olsen” kørte i sin landauer skuespillerne på sightseeing i by og på land. Inden døre residerede altmuligmanden Andreas Sørensen, der havde titel af teaterskrædder.

Et ægte købstadsliv udfoldede sig i “Theatergården” med de toppede brosten. Årets helt store dag var den 21. december, fruens fødselsdag. Da toppede selskabeligheden. Tilbage af hele herligheden sidder en påskrift på Sct. Laurentii Vej 3: Worres Minde. I hele 144 år eksisterede parrets boligstiftelse for gamle og svage, og ånden lever videre i en bebyggelse, der hører under Boligselskabet Viborg.

For adskillige generationer har de to lave stensøjler for enden af Kloster Allé stået som porten til det forjættede land, nemlig i form af lystskoven Klosterskoven. Her stod fra 1847 til 1864 på en lille ø med kanaler og broer omkring en træpavillon til dans og anden morskab.

I 1953 fik en svulmesyg poppel den højre sokkel til at vælte, men kommunen fandt symbolet så vigtigt, at den genrejste stenstelen. På Johannes Bæchs fine tegning fra 1950 af indgangen ser vi, at pillen hælder gevaldigt. Tegningen finder vi i bogen “Viborg-Vandring”. Efterhånden er småstier og listige mødepladser groet til, men Klosterskoven er stadig noget helt specielt.

Da familien Bruun i 1800-tallet sad på Asmildkloster, stillede den beredvilligt store dele af klosterhaven til rådighed for almenheden. Snittede hjerter, årstal og initialer i de ældste træer vidner om, at kærestefolk forstod at forlyste sig. Søjlerne må være fra dengang.

På den nederste del, tæt ved søbredden, indrettede Fiskeriselskabet for Viborg og Omegn i 1865 et seværdigt “udklækningsapparat” for ørreder, og i mange år frem leverede selskabet unge ørreder til Viborgsøerne – allerede i 1866 20.000 styk. Også andre søer nød godt af adjunkt Arthur Feddersens pionérindsats.

I 1906 købte kommunen herlighederne, og det, der oprindelig var en have, er mere og mere blevet en skov.

“Kig på bagsiden,” formanede en beostær, der i flere år var fast inventar i en lokal tæppeforretning. Disse vise ord kunne også gælde Kongehyldningsmonumentet, da det i 1965 kom op, thi teksten stod på soklens bagside: “På Viborg Landsting kårede jyderne Danmarks konge.”

Det var ellers ikke med billedhugger Axel Poulsens gode vilje, at hans 5,5 meter høje bronzemonument med dronning Margrethe den Første og adoptivsønnen, junker Bugislav fra Pommern, fik en bagsidetekst. Axel Poulsen havde fået “Poeten” Poul Sørensen til at forfatte denne forsidetekst: “Viborg Landsting, Jyllands kongehyldningssted. Her gjaldt den frihed, som betød selv at vælge den, man lød.”

Først gik syv år med i det hele taget at få et monument på plads. Den første tanke var en obelisk med alle de Viborg-hyldede regenters navne, men Statens Kunstfond gik ind for Axel Poulsen og et egentligt kunstværk. Historisk set var det også i orden, for Margrethe førte den 24. januar 1396 søsterens barnebarn frem for Viborg Ting, så dette kunne hylde ham som kong Erik. Men kronen beholdt hele Nordens “fru konge”.

1960’ernes viborgensere rynkede noget på næserne ad Erik, som de gerne så sendt ad Pommern til, for han endte som sørøver og mistede tronen.

Ved årsskiftet 1965-1966 postede Axel Poulsen en hilsen til vennerne og introducerede på et foto denne forsidetekst: “Viborg Landsting Jyllands Kongehyldningssted gennem mere end seks aarhundreder.” Den 1. februar 1966 overgav Viborg Byråd sig, og sådan gik det til, at folk ikke behøver at følge beostærens anvisning.

Den 3. januar 1859 leverede gasværket ved Riddergade næring til de første gasgadelamper i Viborg. Da et jernstøberi i Vejen mange år senere fik til opgave at levere elektriske “gaslamper” til Viborgs historiske gader og pladser, havde det den oprindelige lampe som forbillede.

Senest har lampeproducenten Louis Poulsen udviklet en moderne indmad med LED-lys og har hermed fremtidssikret Viborg-lampen. Godt for det. Efter samme opskrift sælger støberiet historiske gadelamper til København og Ribe.

Men det er egentlig slet ikke den lampe, jeg vil bringe på bane. Derimod pullertlampen “Flindt” af designeren Christian Flindt. I november 2011 præsenterede Christian Flindt denne epokegørende park- og stilampe, og det skete ved en udstilling i Viborg Kunsthal. Ved udstillingen viste han for første gang sine møbler og lamper som værende kunst.

Pullertlampen udviklede han til haveanlægget omkring Brænderigården. Siden har Viborg Kommune og Energi Viborg købt stort ind af den, hvilket blandt andet ses omkring Viborgsøerne. Den udmærker sig ved at være smuk, diskret, enkel, robust, energirigtig og avanceret. Samtidig giver den et ikke alt for kraftigt målrettet lys. Igen er Louis Poulsen på spil.

Den gjorde sig ved en messe i Frankfurt i 2014, og den hjembragte Dansk Energis “Elforsk-pris” for samme år. Blot til almindelig oplysning.

Den nybarokke Generalkommando i Sct. Mathias Gade 96 b ser ikke specielt militærisk ud. For nogle år siden dukkede en mystisk underjordisk tunnel op, men den er af gode grunde ikke til at se. Derimod vidner dueslagene i baggården om en lige linje til slagmarken.

I 1880’erne fandt det danske krigsvæsen ud af, at brevduer var eminente budbringere, trofaste og udholdende. I samarbejde med private brevdueholdere udviklede telegraftropperne et brevduekorps, og idéen fik hurtigt luft under vingerne. Så da 2. Generalkommando og Jyske Brigade skulle have et fælles hovedkvarter i Viborg, var det naturligt at bygge en afdeling til duerne. Den høje general August Tuxen skulle have sikre forbindelseslinjer.

Nogle mente, at den trådløse radiokommunikation gjorde de militære duer overflødige, men nej. De var gode at have i baghånden, når alt andet glippede. Bare de ikke fik hampefrø. Forsøg viste, at dette foder gjorde duerne kulrede og uskikkede til de militære opdrag.

Arkitekt Søren Vig-Nielsens flotte og nu fredede bygning stod færdig i 1913. Efter få år var det slut med en generalkommando, mens en divisionsstab i endnu en del år holdt skansen i Viborg. Helt frem til 2007 var bygningen i militær brug.

Duerne var heller ikke sådan at slå ud. På et tidspunkt kom de under hjemmeværnets beskyttende vinger. Deres sidste øvelse i dansk luftrum havde de så sent som i 1984, og først i 1993 var de helt ude af tjeneste.

Hvad er det for en underlig blindtarm, der sidder på Skolestræde? Den, der ender i et højt stakit. Også i den fjæler sig en lille historie.

Indtil slutningen af 1860’erne var den ikke en blindtarm, men tog imod Sct. Nicolaj Gade, der således smøg sig øst om Bispegården. Med andre ord var det muligt at bevæge sig fra Sct. Nicolaj Gade til Sct. Mathias Gade.

I 1855 flyttede Otto Laub ind i Bispegården. Hustruen døde lige inden. Med sig havde han en børneflok og husholdersken “tante Rine”, enke efter hans bror. Børnene havde to haver at muntre sig i. Bispens private have med store, gamle træer lå lige nord for Bispegården, mens den kirkeligt ejede frugthave i terrasser lå ned ad skrænten mod øst.

Et spirende lokaldemokrati gjorde det nødvendigt med et nyt og større rådhus. Arresten i rådhusets kælder var også under al kritik. Desuden skulle det gamle domhus op ad domkirkens nordre side væk. Byen byggede en “tre-i-ener” til byrådet, landsoverretten og arresten. Til denne måtte bispen afgive sin private have.

Bispegården fik så en sammenhængende have mod øst, og hermed var det slut med Sct. Nicolaj Gades forlængelse. Det var borgerne utilfredse med. Til gengæld fik byen Kammerherrens Sti – nu Bispestien – langs med bispehaven. Det var borgerne godt tilfredse med. Noget for noget.

Hertil og ikke længere. Salonhalvøen har en ende. Men det havde den ikke efter 1812, da fabrikant Bertel Bruun benyttede odden som en del af en smal forbindelse mellem Viborg-siden og Asmild-siden. En spinkel træbro fik det hele til at nå sammen.

Før da sejlede små færger mellem de to sider, styret fra Færgehuset på den østre side. Fra 1814 fik Bertel Bruun lov til at opkræve bropenge for hestetrukken trafik, og året efter gjaldt tilladelsen endog også gående. Færgehuset skiftede navn til Brohuset, og her holdt broopsynsmanden til.

Dengang sluttede Sct. Mathias Gade ved Skolestræde. Herfra tog Skolebakken sigte mod Brænderigårdens sydlige hjørne. Vejen fortsatte nu til Bruuns bro som Alléen, idet den var flankeret af popler.

Som udgangspunkt er Viborgsøerne én langsø, men den har altid haft en tap på midten – også efter 1313, da den godt og vel to meter høje dæmning ved Søndermølle kom til. Familien Bruun nåede lige at bygge et nyt Brohus, da den brede og frit tilgængelige dæmning i 1855 kom til. Dette store og kamgavlede hus stod i de næste 100 år.

Brovagten fortsatte nu som værtshusholder, og det kunne gå vildt til. Den gamle bro fik lov til at ligge og sygne hen, efter at den nye dæmning overtog trafikken. Den fik et sørgeligt endeligt. Et velbeskænket selskab begav sig ud på den, hvorved den brasede sammen. Alle røg i vandet, og en kvinde druknede.

Et hjul af brosten midt på Hjultorvet er ikke så mærkeligt endda. Hjultorvet har immervæk navn efter de vognhjul, de handlende bønder benyttede sig af, når de skulle til og fra. Belægningens to store cirkelslag er udtænkt med den samme symbolik.

Årstallet i hjulet fortæller, at torvet, som det ser ud i dag, stod færdigt i 1999. Tre år før havde kommunen ved en arkitektkonkurrence valgt en skitse, der skulle være basis for arbejdet. Den bærende idé var, at en torveterrasse skulle give det skrånende torv en plan flade til aktiviteter.

Terrassen var i sin form en gestus til Sct. Mathias Kirke, der frem til 1529 lå på stedet. Skitsen indeholdt også en rund, blåsort vandkunst med syv trapper. I den skulle børnene sejle med små både og plaske som i Paris’ fontæner. Men den røg i svinget.

Christian den Tredje, der regerede fra 1534 til 1559, gav kirkegården til byen. Den skulle genopstå som et handelstorv. Efter 100 år står den i dokumenter endnu som Sct. Mathias Kirkegård. Derimod optræder den i Resens bykort fra 1677 som Hjultorvet.

Udgangspunktet i slutningen af årtusindet var, at den tidligere kirkegård virkede som et dødt torv. De underjordiske toiletter fra 1947 skulle desuden have dødsstødet. Da torvet genåbnede, var det uden den traditionelle pølsemand, og det var virkelig en kæp i hjulet, mente mange. Torvedebatten har vel aldrig rumlet helt færdig.

Da Viborg Domkirke i 1876 genåbnede, var den med et loft af kunstmaler Lund. 36 år senere bemalede Skovgaard et mahogniloft, der dækker over det ellers intakte Lund-loft. Tankevækkende.

Lige så tankevækkende er det, at “Viborg Realskole” over Viborg Private Realskoles hovedindgang fra 1895 dækker over det oprindelige navn, der er hugget i muren: “Plenges Skole”. Navnet kan fint bære nutidens lys, for skoleparret Magnella og Axel Plenge var i særklasse.

I foråret 1890 kom de to unge skolefolk til Viborg og begyndte småt med en pigeskole i Sct. Ibs Gade. Efter sommerferien åbnede de under lidt større forhold i farver og byrådsmedlem Edvard Skives baggård, St. Sct. Hans Gade 3 – en i dobbelt forstand farverig udlejer. Som teolog var Axel Plenge en kendt debattør, der gik ind for bibelkritik og en rummelig folkekirke. Plenges Skole var i samme ånd antiautoritær.

Viborgenserne var først noget tøvende. At føre piger frem til en præliminæreksamen var i sig selv nyt i byen, men den tvangfri atmosfære var heller ikke hverdagskost. Eleverne var ligefrem glade for at gå i skole. Efter to år var elevtallet oppe på 60-70. Små brødre var velkomne som gæster, og i 1903 kom drengene for alvor med.

1895-skolen på Sparretoften var som nævnt med “Plenges Skole” over hoveddøren. I 1909 solgte parret skolen, idet Axel Plenge fik et præstekald. Den nye skolebestyrer ønskede at trække skolen mod den nyindførte realeksamen, hvilket vakte stifterens mishag. Skolen fik forbud mod at bruge Plenge i sit navn, men bagved spøger det altså stadig.

Løvebrønden i Latinerhaven er med garanti den mest benyttede forgrund til fotografier af Viborg Domkirke som baggrund. Objektet er en mindebrønd for Viborg Byes og Omegns Sparekasse, hvilket står at læse sammen med årstallene for et 100-års-jubilæum: 1828 og 1928.

Den er en vandkunst med blomsterskål, og vandet kommer ud af løvers munde. Sparekassens direktion bestilte den op til jubilæet, og løvebrønden optræder på jubilæumsbogens titelblad. Viborg-arkitekt Frederik Jensen tegnede dette stykke udendørs inventar, der mestendels består af granit og bronze.

Brønden kom til at stå i haveanlægget bag sparekassen, men fik kun syv år her. Så kom den i vejen for en udvidelse. Planteskoleejer og stadsgartner Rasmus Brostrøm fandt en fin plads til den i Latinerhaven. Netop i jubilæumsåret havde Rasmus Brostrøm skabt byhaven.

Lad os lige vende tilbage til jubilæumsbogen. Forfatterne gør meget ud af at føre frem, at Viborg Byes og Omegns Sparekasse også var sat i verden for at gavne lokalsamfundet med pekuniær støtte. Undallslund, Viborg Domkirke, Borgvold, Hedeselskabet, Arbejdernes Alderdomshjem og et fremstød for Viborg som universitetsby er blot få emner fra listen.

Få år efter kom brønden på gavelisten. Og da vandaler for nogle år siden gjorde skade på den og stjal tre af de fire dekorative søheste, stod sparekassen, det vil sige Nordea, ved sit ansvar og betalte, hvad det kostede at få værket på fode igen. Heldigvis kunne en brav håndværker i Overlund sit kram og fremtryllede nye søheste af bly. I 2006 kunne en kreds af indbudte genindvi dette stykke Viborg.

Harmonisk. Roligt. Velafbalanceret. Enkelt. Varmt. Den nonfigurative farvesætning på Sct. Mathias Gade 61’s østgavl har noget over sig.

Billedkunstneren Johannes Bæch gjorde i grafik, tegninger, oliemaling og akvareller. Men også udsmykninger påtog han sig. Mest kendt er “Livstræet” på Viborg Kirkegårds indvendige kapelvæg. Med sit farvevalg skabte han desuden en indvendig harmoni i det nu forladte rådhus.

Gavlen i Sct. Mathias Gade har Johannes Bæch som bag- og fagmand. Normalt var han den, der med sin kendte streg skildrede byens miljøer og den bynære natur. Han så en særlig opgave i at redde motiverne, inden bulldozeren tog fat. I tilfældet med Brygger Bauers Grotters gavl nøjedes han ikke med at skildre. Han satte sit præg.

Nogle kan mene, at det kan være svært at genkende Johannes Bæch i dette vægmaleri. Det er tydeligt, at han ikke har ønsket at træde frem, men at være diskret til stede. Somme har vel aldrig lagt mærke til gavlen.

Kunstneren, der i 2002 døde efter et langt Viborg-virke, føjede sig til en fornem række af Viborg-skildrere: Jensenius Jacobsen, Christian Wire, Svend Erik Ihle og Lasse Winsløw. På masser af indre vægge sidder hans signatur.

Nogle slynger ud, at kulturen blot er som et tyndt lag fernis på alt det simple her i livet. Det er dog bedre end ingenting. Et fornemt eksempel på den allersmukkeste kultur oven på noget så uhumsk som kloakvand er Borgvolds bibelhave.

Et kig bag de lave tujahække nærmest Hans Tausens Allé åbenbarer, at noget teknisk er på spil. Kendsgerningen er, at det meste af bibelhaven ligger oven på et underjordisk bassin. Dele af haven har blot at jordlag på 40-60 centimeter at trække næring af.

Denne sydvestlige del af Borgvold er et knudepunkt for fælleskloakken, det vil sige rør, der fører en blanding af regnvand og spildevand. Det er skidt, hvis denne cocktail ved store regnskyl ender i søen, og så er det godt med en buffer. Danmarks første bibelhave kom til at ligge oven på bufferen, og det er da et kulturelt overskud, der vil noget.

En gruppe af borgere gik sammen om at markere Viborgs 1000-årige rolle som hellig by, og i 1989 åbnede haven. Projekterende arkitekt var stadsgartner Jacques Gustin, og biskop Johannes W. Jacobsen skrev de instruktive tekster ved havens halve hundrede urter, buske og træer. Fælles for væksterne er, at de optræder i Bibelen. Bibelhaven har indslag af kirkelige sten fra middelalderen.

Jacques Gustin har altid arbejdet efter den devise, at alle planter har en berettigelse, og naturligvis har bibelhaven rum til både mælkebøtter og tidsler. Liden nælde er selvskreven.

Rækker af brosten og en stentavle i det vestlige hjørne ved domkirkens nordre korsarm viser os, hvor Sct. Kjelds Kapel lå. Kapellet var i den katolske tid det helligste af det hellige.

Helligkjeld var Viborgs skytshelgen. Ærkebiskop Absalon ophøjede ham ved en ceremoni i domkirken den 11. juli 1189. Kjeld var nu berettiget til eget kapel med ark, alter og evig flamme. Arken med de jordiske rester hang i en kæde og var en lille forgyldt sag af træ. En hank i hver ende var formet som et fabeldyrs hoved. Hvert år på helligdagen snoede en procession med arken sig gennem de smalle gader.

Kjeld var domprovst ved Viborg Domkirke og døde i 1150. I levende live var han kendt for at kunne læse i mørke, at kunne gøre vand til vin og at kunne få en brand i domkirken til at lægge sig. Han havde også ord for, at han ved åndelig styrke kunne styre flammen i et tællelys.

Undere ved graven og ved arken var utallige. Og ve den, der spottede Sct. Kjeld. En kvinde fra Ribe mistede synet, da hun formastede sig, men det vendte dog tilbage, da hun åd ordene i sig igen. I det hele taget var det hans speciale at give svagsynede ny sekraft.

Efter reformationen stod arken bag alteret, men gik til ved 1726-branden. Ved den store nedbrydning i 1864 var det slut med kapellet. Under arbejdet dukkede i den søndre korsarms gulv en hank med et grifhoved op. Henry Petersen, Nationalmuseets direktør, var overbevist om, at endnu et under var sket. At en stump af arken var reddet for eftertiden.

Ifølge gamle kilder som den latinske Lundaårbog hed Viborg Tings kongesten Daneryg. Det var på den, kongerne stod, når de lod sig hylde som rigets overhoved. Den er grundstenen i Viborgs historie.

Men skjult er den. Viborgs arkæologer har aldrig fundet noget, der bare ligner. Når jeg får øje på en kampesten af en vis kaliber, kan jeg ikke lade være med at fundere over, om ikke netop den har potentiale til at være Daneryg. Ikke for stor, ikke for lille. Kongen skulle stå sikkert på den, thi han havde nok forinden fået både mjød og mumme.

Digter Blicher og andre har gisnet om, at det oprindelige tingsted var Snabehøj øst for Almind. Deraf Snabesting – Snapsting. Hm.

Nogle har fejlagtigt forbundet den med Danerlyng, således digter Ingemann, da han lader Dan “stå højt på tinge”: “Fra Danerlyng det klang: Fri sjæl fra Odins øer! Hils Danmarks drot med sang!” Vi plejer dog at sige, at Hardeknud i 1027 var den første af de i Viborg hyldede konger.

At knytte Daneryg og tinget til det gamle kultsted er nok ikke helt ved siden af, skønt det første kort over Viborg viser tingstedet sådan cirka, hvor Føtex i dag ligger. Gammeltorv, der jo har været siden arilds tid, er et godt bud på en hyldningsplads. I det mindste har Daneryg aldrig stået, hvor Kongehyldningsmonumentet i dag står.

På æresord. Uden snyd stod Apollonia, det fine kvindemenneske, med en frisk, gul blomst i sin venstre hånd. Skulpturen på hjørnet af Sct. Leonis Gade og Sortebrødre Kirkestræde agerer ofte blomsterpige. Hånden beder nærmest om en blomst, som den kan glæde andre med. Behjertede sjæle er leverandører.

Mange gode kræfter var på færde, da billedhugger Hanne Varmings bronzeskulptur i 1994 kom op, hvor indtil 1860 Lones Kilde flød. I den katolske tid var den kendt som Apollonias Kilde, senere Abelones Kilde og senest Lones Kilde. De tre navne er i nær familie.

Den hellige Apollonias kilde i Viborg var især søgt af folk, der med dens klare vand ønskede at dulme tandsmerter, og den var en god indtægtskilde for sortebrødrene, under hvis kloster vældet hørte. I de senere mere profane tider var den blot en gadebrønd.

Sct. Apollonia fra Alexandria døde som martyr den 9. februar 249, efter at en tølper fra gadens parlament havde slået hendes tænder ud. I Hanne Varmings version går hun med en afklaret mine frivilligt til bålet. Siden blev hun tandlægernes skytshelgeninde og optræder som sådan med en tang i hånden – nogle gange med en tand i klemme.

Bemærk, at Lone ikke var fin nok til et gadenavn i en by, der svælger i helgennavne. “Sct. Leonis Gade” er et falsum. På det første kort over Viborg hedder den bare Lonne Stræde.

En helt igennem talende detalje er gravstenen i plænen på Sortebrødre Kirkes sydside. Det er da en detalje, der vil noget, at en person med efternavnet Graae er kommet til at repræsentere tidernes store, grå masse.

Ligstenen er for Else Graae (1645-1725). Den har stået imod både bybranden i 1726 og kirkegårdens nedlæggelse i 1847. Med sin bramfrie tekst skiller den sig ud. Måske derfor har stenen fået lov til at ligge, mens tusinder af andre er borte.

Indskriften lyder: “Else Graae det er mit navn. Fire snese år mine dage. Jeg landet har i Himmerigs havn. Og ved af ingen plage.” Efternavnet har hun beholdt fra den første af sine to mænd, Jacob Graae, der døde i 1700. Årstallet på stenen er slidt, og nogle læser dødsåret som “1726”, mens skifteprotokollen siger “1725”. Blot en bagatel.

Else Graae var af Klem-slægten. Fire generationer af Klem-grovsmede virkede fra begyndelsen af 1600-tallet i Viborg, de tre fra bygården i Sct. Mathias Gade 64. Med Søren Klem (1771-1851) forlod familien essen. Søren Klem var en driftig købmand i Vestergade 10. Hans gravsten er pudsigt nok stadig at finde på Viborg Kirkegård.

“Ach, du lieber Augustin, alles ist væk, væk, væk!” Næsten. Ved skæbnens tilskikkelse er to fra Klem-familien kommet til at stå tilbage som mejslede repræsentanter for det Viborg, der var.

Den uundgåelige detalje er Adam og Eva-skiltet i Nytorvgyde. Det viser, hvor gæstgiveriet “Paradis” lå. “Paradis” havde sin storhedstid i 1600-tallet, da vinhandler Salomon Gerber var gæstgiver. I 1667 forsvandt det i helvedes luer sammen med resten af bydelen.

Salomon Gerber regerede nærmest over hele karréen på gydens nordside. Efter branden ulmede det i kælderdybet i 14 dage. Det var nu slut med gæstgiveriet oppe ad gyden. Men en skænkestue på hjørnet ved Sct. Mogens Gade bibeholdt Salomon Gerber. Fra 1669 til sin død i 1690 supplerede han sine indtægter ved at være byens første postmester.

En duel mellem fire militære adelsmænd fandt i 1674 sted i Nytorvgyde. Tvisten begyndte i Gerbers skænkestue, og i Nytorvgydes fakkelskær fik to af kamphanerne dødbringende sår. Og det var blot, fordi de var kommet op at toppes om, hvor gammel en hest skulle være for at deltage i krigstjeneste.

Paradis-navnet holdt ved. Et gårdanlæg med en keglebane midt i 1850’erne hed “Paradisets have”. Indtil begyndelsen af 1980’erne var “Paradis” knyttet til et baghus og udstillingssted.

Skiltet er en forstørret kopi af et kistebeslag fra Bjerring Kirke. Fristelsens slange og kundskabens træ omslutter de to. Jeg tror nok, at skiltet er Peter Seebergs påfund, og at det skulle markere galleriet.

Skiltet for bagermester Viggo Johansens butik fanger blikket i Johannes Bæchs tegning fra 1950. Butikken er historie, men på samme sted sidder et nyere kringleskilt, der nok er den mest fotograferede detalje i domkirkebyen: skiltet med Peter Seebergs fyndige “Bageren er desværre død – så nu bager han ej brød”.

Sct. Mogens Gade 26 med kringlen er fra 1788. I 1791 købte Bodil Jochumine og Henrik Christian Zahrtmann den statelige bygård. Blot tre måneder før var han begyndt som præst ved Sortebrødre Kirke. Siden var han også provst, og han var frem til sin død i 1826 en central skikkelse i Viborgs kulturliv, især inden for litteratur og teater.

Fire døtre og fem sønner voksede op i Zahrtmanns Gård. Hengivne børn, viste det sig. For da faderen sad fast i et økonomisk morads, efter at han havde spekuleret i ejendomme, hjalp de ham op og sikrede hjemmet. De fire ugifte døtre udgjorde efter moderens død i 1846 et bofællesskab, som varede ved, indtil Mariane som den sidste døde i 1884.

“Folk finder behag i provstinde Zahrtmanns bagværk,” hed det sig omkring 1820, da hun ligefrem leverede brød ud af huset. Så det var ikke fremmed for bygningen, da den kom til at huse en bager i den afkortede ende mod Rosenstræde.

Butikken lukkede i 1969, og bemeldte “V. Johansen” døde i 1983. Andelsboligforeningen “Kringlegården” indrettede sig først i 1980’erne, og den forstod at kringle historien.

I 1950 tog Viborg Kommunes vandværksudvalg på en ekspedition. Turen gik mod nordvest. Helt til Løgstrup. Herfra ønskede medlemmerne i mørke at skue mod Viborg for at beundre byens nye lysende vartegn: den grønne og røde neoninstallation på det nybyggede vandtårn ved H.C. Andersens Vej.

Mellem 1973 og 1996 var dette indenlandske fyrtårn ude af funktion. Oliekrisen og en storm pustede lyset ud. Men i folks bevidsthed lyste det videre som et pejlepunkt på linje med domkirkens tårne. I folkemunde hedder den rødt lysende cylinder med de to grønne ringe “læbestiften”.

Med lidt talfifleri havde forslagne folk i byen regnet sig frem til, at Viborg i 1950 kunne fejre et femdobbelt byjubilæum. De fandt, at vandtårnet var som skabt til en synlig manifestation for dette sammenbragte 4800-års-jubilæum. Efter nogen debat skaffede byrådet de 22.000 kroner til den lysende krone på værket.

“Først da jeg kunne se “læbestiften”, følte jeg, at jeg var tilbage,” hører jeg folk sige, efter at de har været udenbys eller -lands. Akkurat som med søfolk og den hjemlige havn.

Den oprindelige “læbestift” konstruerede firmaet Bendixen og Søndergaard. For fabrikant Poul Erik Bendixen var arbejdet en hjertesag, da Bendixen Neon 46 år efter fik til opgave at genrejse succesen. Siden har Energi Viborg Vand gjort de to neonringe til LED-ringe, mens selve stiften fortsat er fra den tid, der bøjede alt i neon.

Med den hvide bordplade af marmor var servanten førhen et nyttigt møbel til soveværelset. Herpå stod vaskefadet og andre fornødenheder til den personlige hygiejne. Da Privatbankens store bygning på hjørnet af Gravene og Sct. Mathias Gade i 1938 stod færdig, sammenlignede et vittigt hoved bygningen med en servante.

De firkantede former og den hvide facade af travertin giver bygningen et skær af servante. Arkitekterne Jens og Fritz Madsen har næppe tænkt på servanter eller byens historie, da de valgte travertinen. Den egnede sig blot fortrinligt til funkis.

Vi ser i øvrigt samme medgørlige stenart i Viborg Politigård fra 1999, både inde og ude. Arkitekt Ulrik Poulsen fandt den ideel til den kubistiske bygning. Ulrik Poulsen lagde også vægt på, at den fik politigården til at skille sig ud.

Travertin er i Danmark kendt som frådsten, kildekalk og bakkesten. Den sidste form er knyttet til Viborg, der i den tidlige middelalder benyttede sig af denne lokale gave til bygmestrene. Efter istiden sprang kilderne flittigt på den vestre side af Viborgsøerne. Kalk fra vandet lejrede sig i planterne, og med tiden hærdede luften den.

Tidlige kirkebyggerier som Viborg Domkirke, Asmild Kirke og Sct. Peders Kirke har været med bakkesten fra “Helligdomsbjerget”. I dag ser vi ingen spor af disse stenbrud. Vi kan gisne om, at bruddene ikke var så rige, for de granitsten, der først i middelalderen kom til at dominere, var meget tungere at danse med.

Med skriftrullen i højre hånd ser justitssekretær Georg Morville på Hjultorvet ekstra betydningsfuld ud. Siden 1910 har han i form af en bronzestatue hørt til på Hjultorvet. Før han kom op, mente en læserbrevsskribent, at statuen ville stjæle billedet på torvet, men han virker nu meget diskret, den gode mand.

Familien Morville med den da 13-årige Georg Morville slog sig i 1830 ned i Sct. Mogens Gade 8, i eftertiden kendt som Morvilles Gård. Med faderen vandrede han ofte i naturen og fik tidligt heden på hjernen. Som jurist fik han en karriere ved Landsoverretten for Nørrejylland, men det var mest som hedesagens mand, han fik ry.

Ingeniørofficer Enrico Mylius Dalgas slog sig i 1854 ned i Viborg, og skæbnen, den filur, ville, at han kom til at bo dør om dør med Morville. De fandt sammen om hedesagen og var blandt de drivende kræfter, da Hedeselskabet i 1866 kom til verden. Allerede før Dalgas arriverede, havde Morville foretaget de indledende manøvrer i Margrethelund vest for byen.

I 1918 ankom yderligere en statue til Hjultorvet, nemlig af kammerherre Christian Ditlev Lüttichau, også en hedesagens mand. Borgmester Ludvig Glud holdt en tale for d’herrer og sagde: “I denne hedens gamle by vil mindesmærket føre sin tale om dyd og dåd til kommende slægter.”

I 1994 åbnede Café Morville ved torvet. Som det ligger i navnet, havde initiativtagerne forstået at fange budskabet i de sammenrullede papirer, og det skete med Morville-familiens velsignelse.

“Danmarks jurister” må have følt sig på sproglovens grund, da de i 1941 rejste stenen for Jydske Lov – med D. Stenen i Stænderpladsens sydøstlige hjørne er for lovens 700 år.

I dag må vi ikke skrive “jydsk”. Jo, det må alligevel godt, hvis vi har med ældre navne at gøre. Jydernes lovsamling fra den 10. marts 1241 lever visselig op til betingelsen. Er det ikke, som om “jydsk” er ekstra jysk? Bogen fra 750-års-jubilæet i 1991 hedder “Jydske Lov 750 år”. Blandt forfatterne var sprogmanden Allan Karker.

For resten skal vi skrive en lovs navn med lille – finansloven, for eksempel – men må alligevel godt bruge stort, hvis den er et historisk begreb. Jydske Lov er lovlig.

I 1941 havde Danmark brug for at hylde en lov, hvis fortale begynder: “Med lov skal land bygges.” Den tyske besættelse tyngede som en lovløs tid. Det officielle Danmark med Christian den Tiende i front udgav et mindeblad til alle skoler – for Jyske Lov uden D.

Den munk, der på Vitskøl Kloster sad og skrev beretningen om Viborg-bisp Gunners liv og levned, gav Gunner en god del af æren for Valdemar Sejrs lov. Nogle tvivler, om end hans navn er med på dokumentet. Viborg Ting er derimod ikke til at tinge om, og stenen er på sin plads.

Håndens spor begynder at vise sig på den højre side af “Porten”, Viborg Domkirkes hoveddør. Det er med et tryk her, gæsterne får døren til at åbne sig. Det var lige netop, hvad kunstneren Maja Lisa Engelhardt forudså og håbede, da hun præsenterede idéen om en dobbelt bronzedør uden håndtag.

Selv har hun med hånden sat sig spor; den allerførste udgave modellerede hun i ler. Vi citerer Johannes V. Jensen: “Hvad hånden former, er åndens spor.”

Adolfo Agolini hos Fonderia Artistica Mariani i Toscana præsterede det ypperste håndværk, da han af en gipsmodel skabte “Porten”. 2,6 millioner rundhåndede kroner fra Augustinus Fonden og Oak Foundation Denmark var godt givet ud.

Døren er et symbolsk forhæng, barrieren mellem hverdagen ude og det allerhelligste inde. Den er mørk udad og lys indad. Usynlige kræfter flængede Jerusalems tempels tykke, høje forhæng i to dele, da Jesus døde. Det forlød ellers, at selv ikke heste, der trak fra hver side, kunne flænge det. En ny tid med friere adgang var begyndt.

Den 2. september 2012 var dronning Margrethe med til at åbne døren for de nye tider i Viborg Domkirke.

Fra 1960 til 1981 residerede forfatteren og museumsmanden Peter Seeberg (1925-1999) som museumsleder i Det Gamle Rådhus ved Gammeltorv, og hans øjesten var haven bagved. En mindeplade for ham kom i 2017 op i haven, og den kan ikke sidde et bedre sted.

Til sin 50-års-fødselsdag fik Peter Seeberg et tempeltræ, og det fik plads i havens sydøstlige hjørne. Hvor er det blevet stort og flot. Ikke så sært, at nogle har kaldt den fine byhave Seebergs Museumshave. Tilmed pryder fuglebadet “Tropa natans” (hornnød) af billedhugger Edith Ludvigsen anlægget. Kunstneren var i en årrække Peter Seebergs svigermor.

Mindepladens tekst er ét af 24 “øjeblikke” i novellesamlingen “Dinosaurusens sene eftermiddag”: “Det øjeblik du vågner og der sidder een på sengekanten og stirrer spændt med et varmt blik og du ved, du er velkommen tilbage.” Bogtrykker Per Nørhaven, Seebergs gode ven gennem mange år, fandt citatet værdigt til tavlen.

Gæsterne i den tidligere fængselsgård skal også lade sig fængsle af relieffet “Mordet i Finderup Lade” af billedhuggeren Mogens Bøggild. Det kom op i 700-året for mordet, altså i 1986. Vi ser, hvordan en flok mænd er ved at presse døren til laden ind, mens der er stor opstandelse inden døre. Nogle af figurerne står helt frit, og alt i alt giver relieffet et levende indtryk af den dramatiske hændelse.

Fra 1960 til 1993 stod Peter Seeberg i spidsen for Viborgs kulturhistoriske museum, og han var en mester i at få detaljer til at tale.

Historien kan være svær at leve af, men det er helt sikkert sværere at leve uden. I 1997 fik Hedeselskabet i Ove Kloch en ny administrerende direktør, hvilket varslede andre veje end de gamle hedespor. Men det skulle ske med den historiske stolthed i behold.

Statuerne af pionererne Morville og Lüttichau på Hjultorvet foran det tidligere hovedsæde kunne ikke længere gøre det. Den store mester selv, Enrico Mylius Dalgas, medstifter og den første direktør, skulle i front foran hovedkvarteret på Klostermarken. Uden at vide det har billedhugger Anders Bundgaard formet den bronzestatue, der siden 1999 har skuet vidt og bredt fra Overlundbakkens top, efter at dronning Margrethe slørede ham af.

Den oprindelige Dalgas i granit står ved Høllund Søgård noget syd for Billund. Gården med tilhørende plantage var Dalgas’ helt personlige bidrag til hedesagen. På samme egn ligger Baldersbæk Plantage, som var den københavnske rigmand Holger Petersens inspiration til andre københavnske pengefolk. “Grossererplantager” var ligefrem et modefænomen på de tider.

Dalgas døde i 1894. Hedeselskabet fyldte i 1916 50 år, og i den anledning fik Holger Petersen sin “hofkunstner”, Anders Bundgaard, til at hugge Dalgas-skulpturen. Kunstneren lod ham stå med stiftelsesdokumentet i hånden. En gipsversion fik ophold i Herning Museums magasin, og den har så at sige stået model for den nyere bronzestatue.

Viborgs Dalgas står så viseligt, at han skuer mod den dæmning, han som militær ingeniør var med til at skabe mellem søerne. Blikket fanger vel også de to boliger, han nåede at have i Sct. Mogens Gade. Han vender halvvejs ryggen til Aarhus, der i 1906 måtte afgive hovedsædet til Viborg.

Den danske oldtids få skribenter var runeristere. De ristede runer. Det vil sige, at de ridsede bogstaverne i materialet: sten, træ og metal. Typisk minderuner.

Nyere tider kan også tale med. Ikke mindst i de militære murværker har kradsemærkerne overlevet. Studér blot murværket i tidligere militære bygninger som Garnisonssygehuset, Depotgården og Eksercerhuset. De er spækket med indridsninger.

Typisk har soldaten blot sat sine kendetegn: “Mg. 751 Agerskov 6B 2K” 1929-30″. Et lille livstegn fra en menig i sjette bataljons andet kompagni. Gad vide, hvilket liv han fik. Jeg kan ikke lade være med at gå på jagt og lade fantasien løbe. Nogle har skåret dybt. Blokbogstaverne, har vist sig mest levedygtige. Det har nok heller ikke været let at skrive skråskrift med en bajonet.

De er jo overalt. Jeg husker dem fra Vestre Skole. Ikke alle lige stuerene. Af en anden type er indridsningerne i Hald Slots tårn. Endnu andre optræder på gamle træer, hvor de unge kissemissedes: Klosterskoven og plateauet, hvor Bækkelundpavillonen lå. Langt senere sprang den mystiske Kilroy ud i verden.

Og på Hans Tausens Mindes store blodbøg har vi den berømte ytring: “Billen er dum”. Med en skruetrækker ridsede to knægte de tre ord, fordi de var blevet sure på “Billen”, det vil sige lektor Ellen Billetoft, der boede i huset lige op ad byhaven.

“Ny-Mølle gav stenen. Egnens beboere slæbte den herop.” En del af inskriptionen på ét af de 348 indslag, der optræder i Viborg Stiftsmuseums registrant fra 1986, “Mindesten og monumenter i Viborg Amt”.

Inskriptionerne taler jo deres tydelige sprog, hvis de ellers er til at tyde. Ælde har på nogle af mindestenene været som et viskelæder, og kun med lidt god vilje er de til at greje. Tag for eksempel stenen på hjørnet af Sct. Laurentii Vej og Sct. Knuds Vej.

Det ser ud, som om der står: “Sct. Laurentii Løkke”, thi det var jo her, Sct. Laurentii Kapel i meget gamle tider lå. I 1929 gravede planteskoleejer og amatørarkæolog Rasmus Brostrøm på løkken, det vil sige det indhegnede stykke jord, og han stødte vitterlig på kapellet.

I 1929 stod kommunelærer – og senere forstander for handelsskolen – Johannes Hansen som ejer, og det var ham, der gav sin herskabelige villa det gamle navn. Johannes Hansen fik endda en tinglyst eneret til at råde over Sct. Laurentius-navnet til privat ejendom.

Nogle sten lader sig ikke sådan flytte med. Det er de enorme ledeblokke. De største har navne. Her på lag har vi Vindumstenen og Lindumstenen. Førstnævnte kommer fra det sydlige Norge, hvorimod stenen i Lindum Skov er med vänliga hälsningar fra Blekinge.

Hovedgesimsen i det harmoniske, pastelgule længehus, der bærer adressen St. Sct. Mikkels Gade 19, fortsætter som en overligger i portåbningen. Den port emmer af historie.

Det nydelige hus er fra 1847 og tjente indtil 1887 som fattigskole. Bygningen var den ene halvdel af den tids kommuneskole og gik under navnet friskolen. Den anden halvdel var borgerskolen. Friskolen var uden betaling, mens de velbeslåede forældre betalte for, at deres poder fik en bedre skolegang i borgerskolen. Lærerne var de samme.

Borgerskolen lå nord for friskolen. Indtil 1872 skilte et stræde, Sct. Mikkels Stræde, endda de to. Det var et socialt skel, der ville noget. Byrådet prøvede at glatte ud ved at fjerne strædet og ændre på bygningsmassen, men lige lidt hjalp det.

Historierne om kampe mellem børnene på de to sider af porten er mange. “Et stort og ulægeligt fjendskab,” skrev en tidligere elev i sine erindringer. De fleste kampe foregik omkring Sortebrødre Kirke. Krigerne brækkede grene af træerne, så de havde effektive slagvåben, når de udkæmpede slagene. Det gjaldt om at erobre en høj, der på de tider kronede kirkens jord mod syd.

Men uden for skoletid rådede freden. “Friskaller” og “borgerkaniner” havde glemt alt om de to ulige sider af skoleporten. De lå fredeligt i Dumpens dybe grøft og røg. De dystede i spil som knap, paradis og pind. Og om vinteren kælkede de sammen. De foretrukne bakker var “Bradepandebakken” og “Brænderibakken”. Jeg er lige ved at sige: “Det var vist tider.”

Henrik Stubkjær er nummer 54 i rækken af biskopper i Viborg. Ja, endda nummer 57, hvis vi medregner tre “modbiskopper” fra en kirkestrid i 1200-tallet. På kirkepladsen i Asmild står Erik Heides granitskulptur af bisp Gunner som en værdig repræsentant for dem alle.

Hvis ikke det var for bispestaven, kunne skulpturen forestille hvem som helst. Ingen ved, hvordan Gunner så ud, så Erik Heide har i den hårde granit hugget et stiliseret menneske. Det forlyder, at bisp Gunner fik bispestaven med i graven.

Gunner var nummer otte i rækken. Vi forbinder ham mest med Jydske Lov. Da Viborg i 1991 fejrede 750-året for loven, opstod idéen om en Gunner-statue. Ni år efter stod han der, skuende op mod Klostermarken, hvor hans bispeborg lå.

Den dag i dag optræder en bispestav i guld som underlag for Viborg-bispens segl. Forbilledet er hyrdestaven, for biskoppen har status som fader og hyrde for sit stift. Akkurat som konger var biskopperne før i tiden blot et fornavn, måske efterfulgt af et tal. Vi har haft en Peder den Tredje. Og den nuværende er Henrik den Anden.

Heribert hed den første biskop. Han kom fra Tyskland, da Viborg Stift i 1060 opstod. Det var under kong Svend Estridsen. Jeg har set numismatikere gisne om, at den allerførste danske mønt med en bispestav på den tid blev slået i Viborg. Et slående symbol.

“Nok se, men ikke røre.” Denne formaning har generationer af børn fået, skønt følesansen så at sige er en sans, der er til at tage og føle på.

“Taktile bronzemodeller” hedder det teknisk om de bronzestandere, der står på henholdsvis Gammeltorv og Hjultorvet. At noget er taktilt, vil sige, at det er skabt til at røre ved. Hver stander har form som en bronzemodel af bymidten.

Alene den skulpturelle effekt er stor. De kan sandelig give én en fingerspidsfornemmelse for, hvad den historiske midtby er for en størrelse. Modellerne spiller sammen med specialdesignede skilte og appen “Spot Viborg”; “spot” er her i den positive betydning. Her er ikke noget at håne. Tværtimod.

Arkitektfirmaet Møller og Grønborg var med, da Viborg Kommune sammen med en række fonde brugte 26 millioner kroner på at gøre kulturarven i de historiske kvarterer lettere at gå til for alle. Skilte og standere var Møller og Grønborgs del. Som en vigtig detalje fik rådgiverne skriftdesigner Elias Werner til at udvikle en helt særlig skrifttype til Viborg, “Viborg-fonten”.

Jeg kan ikke lade være med at nævne, at Møller og Grønborg også spillede en stor rolle, da Viborg i 1972 som én af de første danske byer fik en bevaringsplan for en historisk bykerne. Planen er fortsat en vigtig rettesnor og dækker netop det område, som vi kan føle os frem til på modellerne. Det erklærede mål var “at bevare for at forbedre”.

Kongemordet i Finderup Lade lidt sydvest for Viborg er én af de mere kendte begivenheder i danmarkshistorien. Billedhugger Mogens Bøggilds relief i gårdhaven bag Skovgaard Museet kom op i 700-året for mordet, altså i 1986.

Vi ser, hvordan en flok mænd er ved at presse døren til laden ind, mens der er stor opstandelse inden døre. Nogle af figurerne står helt frit, og alt i alt giver relieffet et levende indtryk af den dramatiske hændelse.

Som tillægsinfo gør vi et rejehop til mindedalen i Kongenshus Mindepark. Stenen for Nørlyng Herred viser et endnu mere dramatisk drab. Stenhuggermester Kaj W. Nielsen og billedhugger Kristian Bøjlund Andersen i Viborg havde ansvaret for de mange sten.

Sanktcæcilienat – natten til sanktcæciliedag – den 22. november 1286 havde Erik Glipping med følge på en jagt slået sig ned i laden. Ni stormænd, heriblandt marsk Stig Andersen, fik senere dom for, at de med 56 stik havde dræbt kongen, men eftertiden betragter mordet som værende uopklaret. Mistanken kan lige så godt rette sig mod hertug Valdemar eller dronning Agnes.

Kongen fik sit sidste hvilested i Viborg Domkirke. I mange år lød klagesangen over den myrdede konge i kirken. En sten i gulvet foran alterskranken markerer hvilestedet. Et blyskrin med nogle knogler, to tænder og håndtaget fra et sværd er alt, hvad Nationalmuseet i sidste ende tildelte Viborg af den historie.

Den lille port i Det Gamle Rådhus’ vestside er blå, men ej blot til lyst. Viborgenserne tog rådhuset i brug den 24. januar 1730, og i mange år frem førte porten ind til den grovere del af husets virkefelt.

Det Gamle Rådhus har snart sagt tjent ethvert offentligt formål. Pengesager, retssager og byens sager er gået op i en højere enhed. Her har borgerskabet festet. Her kom sparekassen og kreditforeningen til verden. Stueetagens nordvestre “stue” var fornemt indrettet. Her holdt magistraten og bytinget til.

Men kælderen. Brandstation, politistation, arrest, dårekiste, militær vagt, tjenesteboliger og venerisk sygestue er på listen. Kun et svagt lys nåede ind til den inderste kachot. Et rum hed “Larses blok”. Det må have været til de forbrydere, der skulle i blok og bånd. Fængselsgårdens mure fra 1839 står stadig, men selv ikke nogle gårdture kunne opveje de uhumske tilstande i kælderen.

Fra 1857 fik brandstationen hovedbase i den nye telegrafstation øst for rådhuset, men to sprøjter havde fortsat ståsted inden for den blå port – også efter at det nye rådhuskompleks til ret, arrest og bystyre ved Stænderpladsen i 1874 kom i brug. Stormklokken i domkirkens nordre tårn ringede til brand. Så kom de fire primitive sprøjter, som byen havde klaret sig med siden 1844, frem i lyset.

I 1914 åbnede brandsvendene for sidste gang for porten, hvilket skete to år før for betjentene. En æra i kælderdybet var slut.

På nordsiden af domkirkens nordlige vesttårn, sådan lidt oppe, sidder en underlig himstregims af jern. Den er en lille mindelse fra tiden, da Viborg havde en stormklokke, der varslede om brand og andre katastrofer.

Tingesten er en holder til det reb, folk fra jorden kunne rykke i, så alarmklokken gav lyd. Et nogenlunde pålideligt billede tegner sig af klokkens historie, idet vi har historieskriverne Erichsøn og Ursin som sandhedsvidner.

Klokkestøber Niels støbte i 1300-tallet den oprindelige klokke. Den sad indtil 1584 i Sct. Hans Kirkes tårn på Nytorv. Så kom den ned til Sct. Ibs Kirkes tårn på det sydøstre hjørne af Rosenstræde og Sct. Nicolaj Gade. Her sad den til 1613, da den kom til domkirkens nordtårn.

Ved branden i 1726 hamrede den ned og fik en revne, som dog ikke var værre, end  at den fortsat kunne runge. I 1837 støbte en klokkestøber i Randers den om, og den kom tilbage til nordtårnet, hvor den faktisk sad helt frem til 1984.

Stormklokkens tid klingede efterhånden ud. I 1888 fik de faste brandfolk ringeapparater, i 1906 kom telefonen til, i 1923 fik brandstationen en sirene, og endelig i 1968 begyndte tiden med bærbar radiokommunikation. Uden at sige en lyd står klokken i domkirkens lille museum.

Flyt i tankerne den tidligere landsret langt ud på landet og forsyn den med en karpefyldt voldgrav. Den gør sig ganske godt derude, for den er tegnet med den danske barokherregård som forbillede, ikke mindst Nysø ved Præstø.

End ikke en slags tårn med et tårnur fattes den. Og den store nævningesal har form som en klassisk riddersal.

Kristoffer Varming, Justitsministeriets arkitekt, fik det stort set, som han ville have det, da han tegnede bygningen, blot ikke en tunnel mellem arrest og ret. Folketinget skar igennem og fik en højt hævet lukket bro, snart af folkeviddet navngivet som Sukkenes Bro.

Grunden tæt på domkirken og Gammeltorv, fortidens tingtorv, var værdig til den nyindførte landsret. Et ikke så gammelt menighedshus på stedet måtte vige. Kristoffer Varming kaldte det “en grim kasse”. Stenene lod sig genbruge i det nye missionshus ved Boyesgade. Grunden var først byggemoden, efter at entreprenøren havde kørt adskillige læs skeletter fra fortidens Gråbrødre Kirkegård væk. De fik ny hvile på kirkegården ved Rødevej.

Den 14. januar 1920, noget forsinket, åbnede landsretten – med en lukket sag. Tårnuret faldt i slag for en tjenestekarl, der ikke havde opført sig sædeligt.

Jeg har en svaghed for stensætninger. Her mener jeg både byens stensatte gærder og de velopbyggede sætninger af ord. Uden sætningsskader. Her følger nogle sætninger om … stensætninger.

Viborg har en overflod af seværdige stendiger. Det kan vi takke de mange bakker, dale, plateauer og kløfter for. Diger danner ikke kun skel; de holder også sammen på skråninger. Vi læser om, hvordan biskoppens have tidligere bestod af terrasser.

Biskoppens stengærde ned mod Bispestien er en værdig repræsentant for kunstarten. Det er tydeligt, at håndværkere med kunstnerisk tæft har været på færde. Med særlig finesse har de beriget gærdet med kirkesten, akkurat som vi ser det i andet murværk og andre diger.

Befæstningen fra midten af 1100-årene gjorde i forhold til indbyggertallet byen rigelig stor. Middelalderens mange småkirker har selvsagt haft kirkegårdsdiger. De talrige adelsgårdes abild- og kålgårde har givet byen karakter af god plads. Borgerskabets bygårde ligeså – for ikke at tale om den store skare af avlsbrugere. Alle har benyttet sig af stendiger, hvor bygninger ikke satte skel.

Det ser næsten ud, som om digebyggerne har haft en lille bunke af tilhuggede og ornamenterede kirkesten liggende ved siden af den store bunke af ordinære marksten. De må have glædet sig til de øjeblikke, da de udvalgte passede ind. En stensikker succes.

Viljen ser Vorherre på, men vi andre skal også nyde godt af de gode viljer. Siden 1948 har bevaringsforeningen Viborg-Fonden vist viljestyrke i en del sager, hvor Viborgs historiske bygninger var i spil. Mottoet “Vi vil værne det gamle og sætte skik på det ny” siger alt.

Ved at uddele “gyldne mursten” gav Viborg-Fonden en overgang skulderklap til dem, der møjsommeligt og i dyre domme satte deres værdifulde bygninger i stand. Vi stiller skarpt på den lueforgyldte bronzesten i Sct. Mogens Gade 7, Den Hauchske Gård. Den kom på plads i 1968.

Som pensionist og efter en flot karriere, blandt andet som kongelig bygningsinspektør, købte arkitekt Thomas Havning i 1965 Den Hauchske Gård. Thomas Havning fik den bygningshistoriske arv ind med modermælken, for han var født i Nyboder. Før han i 1967 flyttede ind, brugte han en stor pose med penge og viden på at få sat den gamle bygård i stand.

Bygningens historie ser ud til at begynde med Hvide-slægten først i 1500-årene, så Thomas Havning havde masser af historie at bygge videre på. Han gjorde det så godt, at han ikke blot modtog den gyldne mursten; han fik også anerkendelse fra Det Særlige Bygningssyn og Fonden for Bygnings- og Landskabskultur.

Viborg-Fonden skal desuden have æren for de fem mindefliser, der siden 1956 har markeret Viborgs byporte. Fliserne viser meget godt fondens virkefelt i arbejdet med “beskyttelse mod moderne indgreb og dominerende høj bebyggelse i bevaringsværdige dele af byen”.

Et gærde af opgravede sten og rækker af beskårne lindetræer har siden 1783 omkranset Latinerhaven. Lindetræerne er kandelaberbeskårne, så de ligner disse store flerarmede lysestager, som vi kalder kandelabre. Traditionen holder kommunen strengt i hævd.

Intet varer evigt. De kyndige træfolk har gennem årene fældet, plantet og savet af. Rækken mod Kompagnistræde er fra 1960’erne, mens træerne mod Sct. Mathias Gade er fra 2005. Derimod er de tykke kandelabre til Sct. Mogens Gade-siden så oprindelige, som de nu kan være.

Skægt at tænke, at kandelaberlindene er næsten 100 år ældre end den nuværende domkirke. De stod der, da barokkirken endnu stod. Tårnenes toppe lignede lågene på klassiske sukkerskåle af sølv og har sikkert passet fint til Latinerhavens “lysestager”.

Hvert andet år er de beskærende save i brug på skuddene, og grenene rækker som knytnæver ud til siderne. Kommunen har også tyet til cement for at holde sammen på de gamle klenodier. Men det er mere for sikkerhedens end for synets skyld.

Jeg kommer til at tænke på det berømte drageblodstræ på Tenerife, El Drago Milenario. De lokale siger, at det er 3000 år gammelt, men det er vistnok en skrøne. Gammelt er det, og da jeg så det, var det pumpet med cement.

Er der ikke et uhyggeligt skær over lågen til Amtmandens Have bag Nytorv? Måske er smedejernslågens dekoration blot fredelige fugle – eller ingenting.

Jeg føler mig hensat til en skyggeverden. En dødedans med underlige væsener. Eller den gyselige heksesabbat. Det er til at se, at lågen har en fortid som kirkegårdslåge, overgangen mellem liv og død.

Den sidder velplaceret i hegnsmuren ved det fredede lysthus. Engang var den indgang til kirkegården ved Gråbrødre Kirke. Frederik den Sjette skrev den 29. december 1809 under på, at domkirken skulle overtage Gråbrødre Kirkes rolle som sognekirke. Ned skulle den.

Viborg var skrumpet ind og havde ikke behov for tre kirker. Domkirken stod ikke til debat. Lokale tunger førte frem, at Gråbrødre Kirke var mere værd end Sortebrødre Kirke, og at førstnævnte derfor måtte lade livet. Bly, klokker, inventar og andet udstyr kunne på auktion få dalerne til at rulle. Den første auktion i 1813 indbragte da også hele 2689 rigsbankdaler.

Klædefabrikant Johannes Ivar Bruun bød på kirkegårdslågen og sikrede den til Bruunshåbs have. Efter Johannes Ivar Bruuns tidlige død i 1836 forærede familien lågen til amtmanden, der godt kunne bruge en sådan til sin have. Her hører den i den grad til.

Den danske humor taler med store bogstaver over den gamle købmandsport i St. Hjultorvgyde: “Holmgangen”. Da købmandsdynastiet Stensgaard residerede på stedet, stod der med lige så store typer “Stensgaard”.

Ejeren har i de seneste mange år heddet Kai Holm. Deraf naturligvis navnet. Som formand for Danmarks Idrætsforbund gennem 24 år og som Danmarks stemme i Den Internationale Olympiske Komité gennem seks år har Kai Holm taget mangen en holmgang på dansk idrætslivs vegne.

I 1837 købte den unge købmand Jens Georg Boye karréen som et fallitbo efter købmand Christian Friis. Bare 11 år senere stod han som Viborgs rigeste mand, for han havde tæft for at skaffe bønder og byfolk varer til ethvert behov, lige fra islandske klipfisk til den fineste chokolade fra Beering i København.

Fra 1842 kunne Jens Georg Boye også kalde sig brændevinsbrænder, og der var en stank af gærende kartofler i gården. Hans virke på stedet varede til 1856. Fra hans tid stammer sydfløjen mod St. Hjultorvgyde. Den er fra 1847. Med andre ord er en del af det gamle gårdmiljø intakt.

Forfatterne til Viborgs bevaringsplan fra 1972 er tydeligvis forelskede i de gamle lager- og staldbygninger, idet de fremhæver, at vinduerne sidder i “malerisk uregelmæssighed”.

Det Gamle Rådhus er Skovgaard Museets fjerde udstillingssted, efter at museet i 1937 åbnede. Siden 1981 har barokbygningen ved Gammeltorv stået som en hyldest til freskemaler Joakim Skovgaard og de kunstnere, han direkte og åndeligt er i slægt med.

Folk i Viborg ønskede at hædre Joakim Skovgaard med en buste, der skulle stå foran domkirken. Dette modsatte han sig venligt, men bestemt. At viborgenserne i 1926 gjorde ham til æresborger, kunne lige gå an. Desuden accepterede han, at byen åbnede et Skovgaard-museum, men det skulle ske efter hans død, og det skulle ikke kun handle om ham.

Over seks somre malede Joakim Skovgaard og hans hjælpere på frisk puds i Viborg Domkirke. “Penslen glider med mageløs lethed over den våde flade,” skrev Joakim Skovgaard om arbejdet, og videre skrev han: “Jeg kan ikke være taknemmelig nok for, at det blev mig forundt at udføre det.”

Han lagde stor vægt på, at hans billedkunst så at sige ikke måtte besudle arkitekturen og kirkerummet: “En domkirke er mere fordringsfuld end et stykke lærred i ramme.” Han dæmpede perspektivet og holdt sig til fladen.

Det lå vistnok i luften, at maleren August Jerndorff skulle have stået for den enorme opgave. August Jerndorff begrænsede sig til at male et portræt af biskop Jørgen Swane – og i øvrigt anbefalede han Joakim Skovgaard. Godt for det.

En gåde cirkulerede, da jeg var dreng: “Hvorfor er det så populært at blive begravet i Viborg?” Svar: “Joh, for der er både pølsevogn og teater i Gravene.” Gadenavnet “Gravene” har ikke et hammerslag med den slags grave at gøre. Det henviser til den gamle stadsgrav.

Stadsgraven var en del af middelalderens befæstede byer sammen med en vold. Af samme årsag finder vi “Gravene” i Haderslev og Odense, mens varianten “Graven” optræder i Horsens og Aarhus.

Viborgs befæstning er fra midt i 1100-årene. Den følger et strøg af skrænter, dale og kløfter. Længe leve dovenskaben. Viborgenserne havde blot at gøre den naturlige grav lidt dybere og de naturgivne volde lidt højere. Det lod sig gøre i samme arbejdsgang. Byens vokseværk fik dem mange år senere til at jævne ud.

Volden og Dumpen – Lille Dump og Store Dump – har også navn efter forsvarsanlægget. En fredet stump ligger tilbage ved Volden. Skansebakken vest for Dumpen er med i familien. Det var hertil, kørelærer Johansen altid førte sine elever, så de kunne lære at vende på en stejl bakke – uden at ramme kantstenen.

I begyndelsen spillede halvcirklen fra sø til sø og de fem byporte en rolle som bolværk, der skulle holde fjenden ude. Måske har stadsgraven været med vand, og måske har volden haft en palisade. Men det meste af tiden har anlægget blot markeret toldgrænsen. Den del af historien er for længst gået i graven.

Hagekors i gadebilledet kan få det til at gibbe i én. Men de to hagekorsgelændere ved trappen til Sct. Mathias Gade 96 a har intet med nazisme at gøre. Ejeren har dog fundet det på sin plads med et forklarende skilt.

Detaljen hører naturligt med til byvandringer i denne ende af byen. Vandrerne får en fortælling om et stykke uskyldig viborghistorie.

Længe inden nazismen var hagekorset kendt som svastikaet, der er et meget gammelt lykkesymbol, et symbol for det gode håb. Hos mange folkeslag er det et oprindeligt tegn, der med sin enkle dynamik står for naturens og solens gang. Det er et livets mærke, hvilket står i grel modsætning til, hvad mange i dag forbinder det med.

Kendsgerningen er, at købmand Axel Moeslund i 1927 overtog Viborgs Carlsberg-depot, som han derpå – i 1931 – indrettede i Sct. Mathias Gade 96 a. Allerede fra 1881 indgik svastikaet i Carlsbergs varemærke, og det var naturligt for købmanden at lade det optræde i gelænderet. Siden kom det i miskredit, og Carlsberg droppede det.

Bygningen er i øvrigt fra 1857. To år før åbnede den brede dæmning mellem søerne, og denne ende af Sct. Mathias Gade blomstrede op.

Godt kapslet inde i Viborg-Hallen, Sct. Mathias Gade 98, befinder sig Neckelmanns Villa, Viborgs første fritliggende herskabsvilla, der er fra 1855. Flere detaljer røber den glorværdige fortid. Kig godt efter.

Det græske kongepar, Georg den Første og dronning Olga, fik logi i Neckelmanns Villa, da det i 1876 besøgte Viborg. Som tak for husly modtog husets ejer, overretsprokurator Carl Neckelmann, den græske Frelserens Orden. Det var en prægtig villa med højt til loftet, et rigtigt badeværelse og hele 19 kakkelovne. En 5000 kvadratmeter stor have omgav den. Et kongepar værdig.

Carl Neckelmann (1816-1905) er nok mest kendt for at være sparekassens betroede mand igennem næsten 60 år og for at have skabt grobund for Neckelmanns Plantage nordvest for byen. En lammelse kostede ham i 1843 førligheden, men det slog så at sige ikke benene væk under ham.

Som lidt af et paradoks overtog Arbejdernes Fællesorganisation i 1928 dette borgerlighedens symbol. Den 1. maj 1929 åbnede Arbejdernes Forsamlingsbygning. I flere omgange voksede den sig stor. Navnet “Viborg-Hallen” bed sig fast. I 50 år var den arbejdernes mødested.

Ingen kan bringe Viborg-Hallen på bane uden at nævne billedkunstneren Vilhelm Lundstrøms syv store dekorationer med nøgne, badende mennesker. Dem havde det snerpede Viborg det meget svært med. I 1966 blev de lige så stille lempet ud ad bagdøren.

Monumentet for planteskoleejer Carl Jacobson Brostrøm ved Søndersøs nordvestlige hjørne er … monumentalt. Arkitekt Peder Vilhelm Jensen Klint og billedhugger Carl Numelin skabte et urokkeligt arrangement med bænke og mindeplader, formet som et lille haveanlæg: Brostrøms Minde.

Men nu den lille sten, der som en David nærmest står og rækker tunge ad Goliat? Den var ikke med, da byen i 1919 hædrede sin skånske bror. Dog er den på sin plads, for den kommer fra den Brostrømske have ved Mogenshus, Gl. Aalborgvej 2.

Med sine årstal og initialer stod den som en slags familiebauta, indtil en senere ejer overvejede at omdanne haven til en p-plads. Stenen kom i sikkerhed i Brostrøms Minde. Skæv, som den er, står den som en fin modvægt til det stringente monument.

Planteskoleejer Rasmus Brostrøm lod i 1909 Mogenshus bygge. Et rigt familieliv med hustruen Ingeborg samt børnene Brita, Carl Jacob og Eva foldede sig ud. Farfar Carl boede her også, indtil han i 1917 døde. Ingeborg var en markant forkvinde for Dansk Kvindesamfund i Viborg, mens Rasmus var lokalhistoriker om en hals.

Jeg vil tro, at Rasmus har udvalgt og mejslet stenen. Det kan være svært at tyde tegnene. Men hvad har vi vores fantasi til?

Under den seneste istid masede isen i Jyllands midte på fra nord og øst. Hvor Viborgsøerne er, lod den nogle store klumper is ligge. Og da klumperne smeltede, lå en langsø med et “mavebælte” tilbage.

Mange sagn og myter knytter sig til søerne. Mest sejlivet er myten om en hemmelig elskovstunnel mellem domkirkens korherrer og Asmilds nonner. Ifølge et andet sagn kom Holger Danske ud af et skadeæg i en tjørn, der voksede ude i søen, så han kunne bekæmpe fjenden.

Fra begyndelsen af 1880’erne fik byen kloakker. I mange år måtte Søndersø holde for og fik rollen som en gigantisk septiktank. Først i de allerseneste år har Søndersø fået det bedre. Men plante- og dyrelivet i Nørresø er fortsat rigere end Søndersøs.

Også Nørresø gisper efter vejret. På de dybeste steder leder kommunen derfor ilt ud. Ilten bevæger sig rundt i slanger, som kommunen har pløjet ned i søbunden, tre kilometer i alt. Fire steder på 10-11 meter vand ligger en ramme med keramiske kakler, hvorfra den livgivende ilt strømmer ud.

Ilttanken står ved Nørresøvej og fortæller os, at hvad naturen gav, kan vi ikke bare tage som en naturlig gave.

Som en tagrytter, hvor domkirkens skib, arme og kor løber sammen, sidder Margrethespiret. I det lille tårn hænger en fin, sprød klokke.

Den kirke, der i 1860’erne måtte falde, havde ikke et sådant spir over korsskæringen. Inspirationen sidder på Roskilde Domkirke, der siden Margrethe den Førstes dage og på samme plads har haft et Margrethespir til hendes ære. Det var det, der brændte i 1968, men som naturligvis kom op igen.

Klokken er en gave fra historiker og præst Abraham Kall Rasmussen. B. Løw og Søn i København støbte den i 1896, og siden 1897 har den givet lyd. Abraham Kall Rasmussen virkede som sognepræst i Finderup, Dollerup og Ravnstrup fra 1867 til 1876.

Lilleklokken har en diameter på 62,8 centimeter. Storklokken i domkirkens nordtårn er en bøffel på 145 centimeter. Klokkestøber Caspar Kønig i Viborg støbte i 1730 tre klokker til domkirken, og de sidder stadig.

Det er ikke helt ved siden af, at også Viborg Domkirke ærer Margrethe den Første. På sydsiden havde den tidligere udgave af kirken Vor Frue Kapel, som var en gave fra “fru konge”. Tænk på hende, når klokken lyder.

Kammersekretær og korttegner Peter Jonassen Hjorth var nøje med sine sager, så da han til sin arbejdsgiver, selveste Generaltoldkammeret i København, i 1824 leverede et bykort med Viborgs toldgrænse, skrev han ved nummer 34 i gaderegistret: »Navnløs«.

Sådan havde Viborgs magistrat oplyst om gyden mellem Sct. Mogens Gade og Sct. Nicolaj Gade. Uden at vide det kom han til at give den navnløse gyde et navn.

Drivende tilfældigt som så meget andet. I årene før havde jævne beboere i gyden lagt navn til, først Jens Friis, siden Anders Gefreiter. Da de var døde og borte, lå gyden navnløs hen. Sådan ganske anonym.

Modsat Mageløs, der har sit navn efter et prægtigt hus. En bøssemager afprøvede den 27. april 1615 en bøsse og tændte derved ild i et stråtag. Det meste af Sortebrødre Sogn brændte. Magister Peder Pedersen Løvenbalk byggede året efter et hus i to etager langs hele strædets vestside. Det var spanskgrønt.

Bygningen gik under navnet “Mageløs”, og strædet hed følgelig Mageløsstræde. Måske inspireret af “Navnløs” fik det senere navnet “Mageløs”.

I 2005 fik den ikke for lidt, da Danmark markerede, at eventyrdigter H.C. Andersen 200 år før lod sig føde, og Viborg var godt med. Ét af højdepunkterne var Henning Pedersens friluftsspil “Alt på sin rette plads” på Borgvold. Et kloakdæksel i Sct. Mogens Gade ved Rosenstræde minder os om de eventyrlige dage.

Allerede i 1830 havde digteren sit første ophold i domkirkebyen. Dengang fik han ikke det bedste indtryk af Jylland. Faktisk var det eneste lyspunkt opholdet i Viborg: “Viborg er en ganske anden by. Alle folk viste mig den største opmærksomhed.”

På “Den store Jyllandsrejse” i 1859 boede H.C. Andersen fra den 2. til den 6. september på Asmildkloster Gods hos konferensråd Peter Daniel Bruun og fru Reinholdine.

Den store digter kom til Viborg fra Hjermind Præstegård, hvor han havde boet hos præsteparret Magdalene og Jørgen Swane. Det var i øvrigt på vejen fra Randers til Hjermind, Andersen skrev “Jylland mellem tvende have”.

I Viborg dyrkede han sine bekendtskaber med biskop og rektor – og ikke mindst lod han sig omgive af disses døtre med tilhørende veninder. Da han forlod Viborg, havde de bedårende frøkener lidt uden for byen taget opstilling. De overdængede ham en sidste gang med buketter. Andersen noterede i sin dagbog, at han fik tårer i øjnene.

Den røde hestehov optræder ikke nær så talrigt, som den har gjort, for den er ikke lige velset. Men i det tidlige forår er de rødkurvede vækster alligevel mange nok til at stå som forårsbebuderen på Viborgsøernes bredder.

I Niels Bugges gamle land kender vi den også som buggesblod. Det siges, at da tre fiskere med deres ormegrebe den 29. december 1358 dræbte Niels Bugge og hans to følgesvende, voksede den røde hestehov op af den blodplettede jord.

Den skændige handling foregik ved Middelfart. Niels Bugge lå i strid med Valdemar Atterdag. Kongen bedyrede sin uskyld. Tilmed pålagde han fiskerne og deres efterkommere en bod. Helt frem til 1874 måtte ejerne af de tre matrikler i Gl. Vestergade betale “buggespenge”.

Fra 1346 sad “Kongen af Jylland” på Hald, efter at han i årene inden havde haft Nørre Vosborg som hovedsæde. Det siges, at hans besiddelser var så store, at han på egen jord kunne ride fra Nørre Vosborg til Hald.

Rød hestehov, buggesblod, tordenskræppe, pestilensurt. I middelalderen bragte munkene den hertil som en lægeplante. De knuste blade skulle læge sår og pestbylder. Helt frem til 1940’erne var en te af hestehov i handelen, og den skulle dulme leddegigt. De sarte blomster læger også den vintertunge sjæl og vidner om, at foråret så sagte kommer.

Den kendte stiftsprovst Christen Lassen Tychonius lod i 1736 bindingsværksbygningen på adressen Sct. Mogens Gade 11 opføre. Tychonius var den tids modepræst og kunne tirre selveste Holberg.

Bygningen rejste sig på én af de mange tomter efter 1726-branden og var i et århundrede domicil for præster. Derfor går den normalt under navnet Den Gamle Præstegård.

Tychonius begyndte sit virke i Viborg året efter bybranden. Han er kendt for at have forfattet den festkantate, der nøjagtig fire år efter branden genlød i den renoverede domkirke.

Stangen med morgenstjernen kom først på plads over kvisten i 1895. Dengang havde Viborg kvittet sit vægtervæsen. Byen havde vægtergang og -sang fra 1672 til 1892. Symbolet kan være en cadeau til tidernes brave vægtere, men kan vel også være en slags bygårdens beskytter.

Vægterne gik vitterlig rundt med morgenstjerner, så de kunne sætte sig i respekt. En vægter faldt engang i søvn på rådhustrappen. Han vågnede ved, at stangen med det piggede hoved dansede på brostenene. Nogle lystige latinskoleelever trak i en snor, de havde bundet omkring stjernen. De undslap – dog uden byttet.

Under alle omstændigheder er det forfejlet at kalde den Vægtergården – lige så forkert som at kalde torvet ved Gamle Vagt Vægtertorvet. Hverken her eller der har vægtere holdt til.

Jeg fraviger reglen om, at mine “bagateller” skal være frit tilgængelige. Denne detalje befinder sig i den tilgitrede gård bag Nytorv 3, det tidligere Svaneapotek.

Vi ser en mindeplade for apoteker Andreas Nielsen og hustru Elisabeth Pagh. Teksten lyder så: “Deo gloria/A. Nielsen E. Pagh/Her dette huus er bygt/at syge hielp kan faae/Gud lad det og staae trygt/til werden skal forgaae/d. 20. febr. 1775.”

Datoen er for den dag, apotekeren overtog bygningen. Andreas Nielsen var byens apoteker i 23 år. Den bygning, han købte, var fra 1727 og står den dag i dag. Den hviler på en hvælvet middelalderkælder – måske fra en gård, Margrethe den Første ejede.

Den gode apoteker var nok mest kendt for at forhandle “De fire røveres eddike”. I en annonce slog han fast, at væsken var “en fortræffelig eddike til præservation af giftige dunster og anstikkende sygdomme”. Den skulle både indsnuses og nedsvælges. Desuden var det klogt at stænke med den rundt om i huset.

I 1825 døde han som “en hæderværdig olding” – ifølge stenen på Viborg Kirkegård. Ikke det værste eftermæle at få.

Stenen i Pumpetorvets belægning er ikke længere helt tydelig, men budskabet er klart nok: “Sæt dig store mål, sæt dig tydelige spor, så det kan ses, du har været her.”

Fabrikant Peder Nybo Jensen, der døde i 2015, 81 år, var kendt for sine leveregler, som han gerne delte ud af. I 2004 bekostede han en forbedret udgave af det lille torv på hjørnet af Sct. Mogens Gade og Ll. Sct. Hans Gade. Også her gav Nybo sine medmennesker nogle ord med på vejen.

Den offentlige pumpe på stedet var i øvrigt funktionsdygtig fra 1843 til 1913. Den nuværende pumpe er en del af en vandkunst og er med kommunevand; den ligner efter sigende den oprindelige pumpe.

En lyrespillende kærlighedsgud, der rider på en panter, pryder Viborg Teaters gavlfelt til Grønnegade-siden. Det lyriske tæmmer det dyriske.

Teatret har tre gavlfelter med udsmykninger. En anonym giver fik kunstmaler Kongsbak og billedhugger Hamann til at giver felterne et præg, der naturligvis spiller på teatrets verden. Nogle anonyme givere har ikke noget imod, at deres navn alligevel kommer frem. Men her er de indviede for længst gået i graven.

Det var skralt med penge, da arkitekt Søren Vig-Nielsens mesterlige murværk rejste sig. En storstilet folkefest i juli 1909 indbragte 12.000 kroner til udsmykningen, hvilket var flot, men ikke meget til en kapacitet som kunstneren Karl Hansen Reistrup, i hvis hænder det var lagt at udsmykke alt det indvendige.

Andet vers i en “theaterhymne” fra dengang siger vist alt: “Du står som bevis for, hvad man på klods og uden penge kan lave. Du rejste dig som en mægtig kolos op af smed Astrups have.”

Når jeg ser figuren på panteren, kommer jeg til at tænke på disse små, buttede englebasser, som renæssancen var fyldt med. Putti hedder de, og dem er der fut i.

“Nissemand” hedder én af de 11 Henry Heerup-skulpturer i den fine skulpturpark bag biblioteket i Vesterbrogade. Sammen med “Leende dreng”, som står med grinemund skråt overfor, udgør han samlingens lokale kerne.

Sidst i 1930’erne købte slagtermester og kunstsamler Max Wørzner i Viborg de to stenskulpturer. Fra 1924 havde han talentfuldt drevet sin slagterforretning i Viborg, først ved Nytorv, dernæst i St. Sct. Mikkels Gade. Max Wørzner var stinkende rig og omsatte med snusfornuft nogle af pengene i kunst. “Nissemand” og “Leende dreng” stod i haven bag palæet i Sct. Leonis Gade 12. Ret ung døde slagtermesteren i 1945, og året efter flyttede enken fra byen, idet hun forærede de to skulpturer til kommunen.

Hvor skulle de nu stå? Nogle mente på Borgvold, men hvilket røre. Ifølge en læserbrevsskribent overgik selv stenaldermænd og skærveknusere disse eksempler på tidlig Cobra-kunst, så det skind blev der altså ingen bukser af. Helt frem til 1975 levede de skjult i ét af Latinerhavens bede. Så kom de op til bibliotekets “jugendvilla”.

Da Medborgerhuset i 1987 åbnede i nabohuset, fik det en flot velkomstgave af biblioteket: “Nissemand”. Nu stod han nok så fint ved Medborgerhusets indgang – indtil han ikke stod der længere. For det viste sig, at gaven kun var til låns. Skovgaard Museets have nåede også at være ståsted. I 2014 havde de to figurer med nymalet nissehue og mund hovedroller i Viborg Kunsthals store Heerup-udstilling.

Den lille nisses rejse ser ud til at være endt lykkeligt i biblioteksparken. Han modtager gerne besøg.

Fabrikant Valdemar Ludvigsen, kendt for batterierne med tigeren, købte før første verdenskrig en bronzestatue, der skulle stå uden for hjemmet i Hellerup. Den har siden 1984 prydet Borgvold. “Vandpigen” eller “Nymfen” er navne for den guddommelige skønhed.

En grosserer flyttede statuen til “Birkebarkshuset” i Skodsborg. Da højesteretsdommer Frants Thygesen og fru Gudrun mange år senere overtog det kendte træhus, fulgte vandnymfen med. Den sydtyske billedhugger Ludwig von Schwanthaler (1802-1848) formede hende, og bronzestøber Ferdinand von Miller fuldbragte værket.

Gudrun og Frants Thygesen flyttede til Viborg. I stedet for at lade den lyrespillende gudinde stå i Skodsborg tilbød de hende til Viborg Kommune. Den romantiske skulptur med det lange lyrehår passer i den grad til den romantiske park. Hvor hun står, sprang engang “Tekilden”, men vandet kommer i dag fra en dykpumpe ude i søen.

Ludwig von Schwanthaler var elev hos selveste Bertel Thorvaldsen i Rom og var senere hans assistent. I hjembyen München var han en stor kanon. Hovedværket er nok den næsten 20 meter høje “Bavaria”.

I München finder vi også “Brunnenweibchen”. Hun er af samme kunstner og er en tvilling til Viborgs vandpjaskende kvinde. De ligner hinanden som to dråber vand.

Ikke nok med, at et prægtigt kastanjetræ i 100 år har overlevet på Viborg Kirkegård. Det er med indbygget – rettere: indgroet – vandhane.

For mange år siden stod de blot op ad hinanden, men så begyndte træet at omklamre hanen.

Kirkegårdens folk var med på spøgen og byggede vandrette rør på, efterhånden som træet voksede. Hanen lider end ikke af træg vandladning.

“Drik af den kilde, som aldrig tørres ud,” lyder en opfordring. Men kirkegårdens folk holder dog hanen lukket om vinteren.

Viborg Kirkegård indbyder til tænksomme ture blandt vækster, mindesten og kunst. Biskop Jens Bloch forestod indvielsen den 1. oktober 1808. Siden har kirkegården taget imod kister og urner, som i tal vel svarer til antallet af nulevende i Viborg by, altså cirka 40.000.

Stenene fortæller historie. Navne – kendte og ukendte side om side – og forunderlige titler passerer revy. Allerede på åbningsdagen “paraderede byens borgerskab” på kirkegården, og den har siden været flittigt besøgt. Nogle kommer for at mindes, andre for at komme lidt på afstand af hverdagen. Den er kirkegårdskultur af højeste karat.

I de seneste år har gården bag Nytorv 9 været tørlagt. Sådan at forstå, at skulpturen “Havet” af billedhuggeren Sigrid Lütken har været fraværende. Men nu er den stærkt tilbage.

I 1989 ankom denne 181 centimeter høje, 204 centimeter brede og 52 centimeter dybe skulptur til det viborgske gårdmiljø. Den fik ikke en sokkel, men sad blot på spyd, idet den skulle være til at flytte med, hvis et andet og bedre sted viste sig.

Men standhaftigt var “Havet”, indtil kommunen overlod bygningerne til private og halvprivate kræfter.

Efter nogle år i depot står værket atter i gården. Stadig uden sokkel og med et drej på 90 grader i forhold til før. Mønsteret i den blankpolerede halmstadgranit giver mindelser i retning af bølger og vandkantens relief. Drømmen om havet.

Med sine tre plader er Gamle Vagts østvæg en hel historiebog. Et nyt kapitel er ved at tilføje sig for den 216-årige bygning. Spændende at se, hvad der sker.

Bevaringsforeningen Viborg-Fonden lægger navn til to af pladerne; den ene handler om bygningens rolle som militær vagt, den anden er en kort version af den bredere historie. Den tredje fortæller, at Gamle Vagt er et stykke fredet kulturarv.

Som knægt kom jeg ofte på besøg i Gamle Vagt. Her lugtede af ælde og sure cigarer. I stueetagen havde Mariager-Faarup-Viborg Jernbane og Skive-Vestsalling Jernbane kontor, og her arbejdede min far som fuldmægtig.

Garnisonsmuseum samt base for Viborg Erhvervsråd og Håndværksrådets jyske afdeling er blot nogle få af husets andre funktioner gennem årene. I Håndværksrådets kontor arbejdede en meget ung økonom ved navn Anders Fogh Rasmussen.

Redaktør Arne Lilholt skrev en fin, lille bog om Gamle Vagts historie. Også om den debat, der kogte op, da nogle ønskede den dengang forsømte bygning revet ned.

Bogen fra 1982 blev Arne Lilholts sidste. Ved receptionen for udgivelsen dukkede den ellers punktlige mand ikke op, og deltagernes værste anelser holdt stik.

At passere ét af livets skarpe hjørner er noget, nogle gruer for. Uha. Det meste af vejen ligger bag. Så lyder det trods alt bedre med et rundt hjørne.

Midt i 1800-tallet havde viborgenserne travlt med at runde hjørner af. Trafikken med hestevogne i de smalle gader tog til. Sådan en stivvogn kunne tage puds og sten med sig, hvis den gjorde svinget for kort. Et rundt hjørne var at foretrække.

Det fornemste eksempel er den sydlige ende af Skolestræde med nummer 1 a og 2 på hver side. Bygningerne, som de står i dag, er netop fra cirka 1850 og har de flotteste afrundede hjørner. Domkirkekvarteret inklinerer til en dans.

Dengang var det muligt at køre igennem fra Skolestræde til Sct. Nicolaj Gade. Desuden var den første rigtige vejdæmning mellem søerne undervejs. Sct. Mathias Gade med en forlængelse mod øst skulle være hovedfærdselsåre.

Skolestræde 2 mistede sin sydlige ende. Meget værre gik det for sig, da bilerne holdt deres indtog. Da måtte mange gamle huse falde til fordel for nye, der lå længere inde. Det grelleste eksempel var middelaldergården Sct. Mathias Gade 45. Rektors Lysthus overlevede med nød og næppe, da det lod sig trille to meter tilbage.

Se godt på den gamle kreditforenings indgangsparti i Sct. Mathias Port. Den groft tilhuggede svenske granit leder tanken hen på en borgport. De to store granitkugler triller ingen lige af sted med, og to løver, der kan spy jerngelændere ud af deres munde, er ikke til at spøge med.

Da arkitekterne Hack Kampmann, Valdemar Schmidt og Søren Vig-Nielsen skabte kreditforeningens mastodont, kendte de af gode grunde ikke til Joakim von Ands pengetank i Andeby. Men de lod ikke Andebys pengepuger noget efter, da de udtænkte et nyt hovedsæde til Danmarks første kreditforening.

Bygherren ønskede udtrykkeligt en bygning, der sendte et signal om, at pengene lå sikkert her. Akkurat som med von Ands pengetank, som Bjørnebanden og Hexia de Trick ikke skulle have for let adgang til. Der er noget ved de kugler, der får mig til at tænke på elefanterne i Carlsbergs “elefantport”.

De to tårne a la Viborg Domkirke sidder som kronen på værket. Ikke så få gæster har taget fejl, så de har troet, at de for enden af Jernbanegade havde domkirken.

Den 3300 kvadratmeter store pengeborg stod færdig i 1906 og tjente frem til 2015 det danske finansvæsen. Så kom Viborg Private Realskole til, og heller ikke et lærdommens tempel skal være til at rokke med.

I mange år var en storkerede på den sydlige trappegavl ét af Karnapgårdens kendetegn. Til og med 1964 havde reden rugende storke og sad så storkeløs i en snes år, indtil borte tog den.

Så skete der ting og sager. En selvbestaltet storkegruppe satte sig for at forsyne den kendte bygård i Sct. Mogens Gade med en ny rede. Nok mest for et syns og historiens skyld. Men man kan jo heller aldrig vide, og en rede er nu engang en forudsætning for at huse storke.

Den 6. april 1994 bød gruppens tre medlemmer “velkommen til redelig reception”. Deltagerne guffede i sig af symbolske chokoladefrøer. Ét af gruppens medlemmer, daværende turistchef Jørn Grønkjær, kom for skade at love, at han nok skulle stige op i reden, hvis ingen storke tog imod tilbuddet.

Ordet fangede. Den 15. august var håbet om knebrende beboere ude. Med hjælp fra vognmand Poulsen tog turistchefen et daglangt ophold, hvor storkene rettelig burde have udfoldet deres familieliv. En kødrand af tilskuere og pressefolk fulgte begivenhedernes gang.

Nogen tid inden var håbet ellers tændt. En stork havde taget plads i reden og skulede til vejrhanen. Jørn Grønkjær var højlig begejstret, indtil det viste sig, at fuglen var en livagtig attrap. Spøgefugle har Viborg altid haft.

I Ursins bog om Viborgs historie optræder “bispegården” ikke i registret. Næh, vi finder den under “bisperesidents”. Stort skal det være. Domkirkestræde 1 har været Viborg-bispernes residens siden 1558, og Henrik Stubkjær er den 29. af slagsen på matriklen. Historie, så det basker.

Den 2. september 1558 sagde Christian den Tredje god for idéen om, at den tidligere kantorgård øst for domkirken skulle være bispegård. Før da kender vi til bispegårde nord for domkirken og ned mod Nørresø.

Som den første beboede Kjeld Juel – biskop fra 1549 til 1571 – den nye bispegård. I 1567 brændte denne rest af Marieklostret, men den kom ret hurtigt på fode igen. I 1726 nedbrændte den firfløjede gård og led skæbne med hele den bedste del af byen. Den nuværende trefløjede bispegård er fra 1728 og er bygmester Claus Stallknechts værk.

Historien lever. Nordfløjen hviler på middelalderens hvælvede kældre, og i vestfløjens sydgavl leder vi ikke forgæves efter gamle, genuine brokker. Hvor er det let at stå og fortabe sig på dette sted.

I 1885 fik nordfløjen en lav tilbygning mod øst, og i 1920’erne afløste en bygning mod øst gårdens stald – hvilket henholdsvis Hother Paludan og Søren Vig-Nielsen som lokale arkitekter vel slap meget godt fra.

Kender du Rådmandskær ved Jegstrup Bæk vesten for Margrethelund? Med samme ret bar Nørremølle Enge nord for Nørresø engang navnet “Rådmandskær”.

De var rådmændenes kær og skulle levere enghø som en del af borgmestrenes og rådmændenes løn. “For deres umage og arbejde på byens og menighedens vegne” – som vi læser i en skrivelse fra 1570. “Menigheden” var “folket”.

Når jeg går min næsten daglige rundtur i Nørremølle Enge, kan jeg ikke undlade at sende en venlig tanke til de brave mænd, der gennem tiden stred for byen: borgmestre, rådmænd, byfogeder, kæmnere og byskrivere. Det har ikke altid været lige let.

Selv i stadens gamle segl fra 1250 viser de sig. To rådmænd sidder ved en søjle, ivrigt diskuterende Viborgs velgående. En overgang bestod styret af to borgmestre og op til otte rådmænd, men byen fandt sig til rette med én borgmester og to rådmænd. For så meget hø kastede de to gange Rådmandskær altså heller ikke af sig.

Smedejernskrukken på plænen ved Sortebrødre Kirke har ingen ører, men en ræv bag øret kan billedhugger Erik Heide godt have haft, da han i 1988 skabte den. Se bare på låget med den listige ræv.

Nogle ser Rævekrukken som et symbol på gamle tiders stormklokke, der lød, når katastrofer som brande, storme og krige truede. Den er tilmed forsynet med underlige tegn, der sagtens kan lede tanken bort fra hverdagen.

Ræven er en snu karl, sådan en rigtig rævepels, som kun en tåbe sætter til at vogte gæs. Bedre er den måske som vogter af penge, for jeg har set en mindre udgave af krukken som sparebøsse. Statens Kunstfond var dog i spenderehjørnet, da den i 1989 førte krukken til Viborg.

I den nordiske mytologi er ræven i ledtog med lurendrejeren Loke, mens den i kristenheden står Djævelen nær. Jeg har hørt guider sige, at Rævekrukken i Viborg er fyldt med rævestreger. Den slags historier kan – som den kloge rævs hule – have flere udgange.

Bygmester Claus Stallknecht leflede for sin konge, da han i 1728-1730 stod for arbejdet med Viborgs rådhus. Det var ikke med i planen, at rådhuset skulle have en så flot indgangsportal og med Frederik den Fjerdes slyngede monogram i frontonen over døren.

Efter den store brand i 1726 fik Claus Stallknecht til opgave at genrejse domkirken, bispegården, Sortebrødre Kirke og rådhuset. Kontrakten lød på 36.000 rigsdaler. Røster påstod, at han sparede, hvor spares kunne, så han kunne stikke endnu mere i egen lomme. På samme tid giftede han sig til en masse penge, og det gjorde ikke sagen bedre.

Stiftsprovst Christen Tychonius i Viborg fulgte arbejdet og var ret kritisk. Men lige netop med rådhuset roste han Claus Stallknecht. Både for monogrammet og for, at hele indgangspartiet – og ikke kun bunden – var af bremersandsten i korintisk stil. Om monogrammet skrev Tychonius, at bygmesteren “har villet forplante vor monarks ære til stedsevarende minde for efterkommerne”.

Den 8. juni 1728 lagde stiftamtmand Iver Rosenkrantz grundstenen. Den 28. september 1728 markerede vindfløjen med spir og krone rejsegildet. Og den 24. januar 1730 kunne rådstueretten holde sit første møde.

Den store vinder efter Viborgs brand var ikke bygmesteren, men staten. Staten betalte knap 39.000 rigsdaler for de genrejste bygninger. Men ekstraskatten til Viborg i Danmark og Norge indbragte hele 52.700 rigsdaler.

Et velbekendt lokalhistorisk foto er fra den 12. september 1951. Det viser den brændende Asani-fabrik. Foran flammehavet står Gerhard Hennings bronzeskulptur “Stående pige med blomster”. Urørt af ilden kommer hun til at stå som et håb om et nyt Asani.

Tekstilfabrikant Aage Sørensen havde i 1947 købt den stående skønhed. I 1950 erhvervede Aage Sørensen også Gerhard Hennings “Liggende pige”. Den nyopførte fabrik ved Morvillesvej stod færdig i 1955. Ved hovedindgangen stod, sad og lå tre “Asani-piger”, for han havde i mellemtiden fået fat i “Siddende pige”.

Her poserede de nok så nydeligt, indtil fabrikken i 1983 lukkede. Ingen var i tvivl om, at de var en del af Viborgs sjæl. Ikke desto mindre var det svært at holde dem samlet. “Stående pige” stod fra 1988 foran Scanlace ved Indre Ringvej. Værre var det med de to andre. De var lige ved at ende på en auktion i New York.

Den lokale byggemand Jørgen Melgaard købte de to. På plænen ved Golf Salonen fik “Liggende pige” fra 1991 hjemme. “Siddende pige” var et smut forbi Melgaards Provinsbyg ved Indre Ringvej, men godt hjulpet af private sikrede kommunen den i 1995 til plænen mellem Borgvolds tribune og søen.

Nu skal den lange historie vist gøres kort. Anders Brøndums Velgørende Fond måtte i 2014 have den store pung fremme for at købe “Stående pige” til kommunen og hermed til Borgvold. Kommunen fik i 2018 papir på “Liggende pige”, atter med den velgørende fonds mellemkomst.

Hvor er de velgørende, Gerhard Hennings tre Borgvold-piger.

De gamle romere arbejdede med begrebet “genius loci”, stedets ånd. Det er ikke så svært at greje, hvad de mente, men nok så svært at definere dette ophøjede miks af arkitektur, historisk nerve og naturgivne omstændigheder.

Ved at træde ind i baggårdenes verden finder vi i Viborg mange åndfulde steder. Et gårdmiljø er til at overskue, og des lettere giver ånden sig til kende.

Gården ved Sct. Mogens Gade 5 virker ved første øjekast ret sjælløs – mere et sted til gennemgang end til dvælen. Men tøv en kende. Siden 1989 har skulpturgruppen “To steler og en sten” af billedhugger Frede Troelsen prydet gården og givet den karakter.

Navnet må vi ændre til “En stele og en sten”, for den ene stele med sit mørke bånd og sin afrundede top er pist væk. Den må vi tænke os til, hvilket også kan være en kunst. Den tilbageblevne stele og stenen viser dog fint, hvordan Frede Troelsen havde respekt for stenen og urkraften, når han huggede.

Allerede i stenbruddet så han ånden i stenen. Med så få hug som muligt lokkede han den frem. Men en rask gemmeleg går ånden stadig ikke af vejen for.

Hillemænd, hvor har Viborg dog mange sanktnavne i gadebilledet. Gader og stræder, små som store, er kaldt op efter de helgener, der gav navn til Viborgs middelalderlige og for længst nedrevne småkirker: Sct. Peder, Sct. Nicolaj, Sct. Mikkel, Sct. Hans, Sct. Ib, Sct. Mogens, Sct. Villads og Sct. Mathias.

Hver af de otte kirker kan vi så nogenlunde stedfæste. Vi kender endda til yderligere tre Sct.-kirker i Viborg: Budolfi, Stefan og Morten, men de kom af uvisse årsager ikke med i det gode selskab. En 12. af de små katolske sognekirker, Drottens Kirke, adskilte sig ved ikke at være opkaldt efter en helgen, men efter treenigheden.

I en klasse for sig har vi den helgen, der ikke var en helgen: Sct. Leoni. Sct. Leonis Gade har en knap så hellig fortid som Lonne Stræde, der dog nok bunder i den hellige Apollonia. En kvinde, altså.

Sct. Jørgens Vej svæver mere frit, det vil sige uden en kirke. Her finder vi roden i hospitalet Sct. Jørgens Gård, der lå ved Sct. Mikkels Kirke uden for Sct. Mikkels Port. Lidt det samme med Sct. Laurentii Vej, der har sit navn efter Sct. Laurentii Kapel nord for byen.

Ikke nok med det. Kjeld, Viborgs helt egen helgen, fik i 1913 sin gade. Til overflod har vi importeret helgener til Sct. Knuds Vej og Sct. Olufs Bakke. Seneste tilkomst er Sct. Margrethes Vej, der hentyder til Asmild Kirke som Sct. Margrethes Kirke. Det er til at blive helt katolsk i hovedet af.

I Lund, Viborgs svenske venskabsby, hedder et kendt kunstværk “Intighet” – “Intethed”. Det er blot en metalplade på et torv. Det er op til den enkelte at forestille sig, hvordan et egentligt kunstværk kunne tage sig ud.

Byen kunne ikke beslutte sig for et kunstnerisk indslag på stedet. Spasmagere forsynede belægningen med den siden så berømte plade. Noget lignende har Viborg desværre ikke. Men skæve vinkler og skrøner kan heldigvis krydre enhver byvandring.

Tag nu historien om Skipper Clements blykrone. Oprøreren Skipper Clement endte sine dage lørdag den 9. september 1536 på Gammeltorv lige foran domkirkens hoveddør. Den radbrækkede krop kom på hjul og stejle, mens det afhuggede hoved endte på en stage.

Som et symbol på, at han var gået efter rigets krone, forsynede bøddelen ham med en blykrone. Parallellen til Jesu tornekrone langfredag er klar nok. Siden kom blykronen i domkirkens varetægt.

De kilder, jeg gerne læner mig op ad, placerer kronen i Vor Frue Kapel på sydsiden. Jeg har set beskrevet, at kronen til skræk og advarsel dinglede på murværkets yderside. Det er lige ved, at vi aner resterne af hovedet. Tilsyneladende smeltede kronen, da domkirken i 1567 brændte. Men historien om den gyselige blykrone står skrevet i luften. Se selv.

Er der noget, høj og lav, rig og fattig er fælles om, så er det dette: afføring. At skulle forrette sin nødtørft er et livsvilkår, og til alle tider har mennesket trukket sig tilbage, når det skulle lave noget stort.

På bispegården i Viborg hed aftrædelsesstedet nok så fint “tronværelset”. Her stod “tronstolen”. Må jeg minde om den gamle sandhed: “Selv på den højeste trone må man sidde på sin røv.”

Den store arkæologiske udgravning neden for Brænderigården bragte graveholdet i nærkontakt med latrinære efterladenskaber fra begyndelsen af 1000-årene. Her kan Knud den Store have sat sig sine spor.

Hemmelighed, privet (med e), mag, das, skidehus. Det lille sted har mange navne. På Gråbrødre Klosters nordside i hjørnet ved det lille tårn har Christian den Tredje og andre brugere haft deres hemmelighed. Fra første sals højde er fækalierne via en skakt dumpet ned i lille grube, hvis murede bund er intakt.

Ordet “hemmelighed” hentyder naturligvis til, at mange helst er alene med den slags. Ganske vist har jeg hørt om, at toiletstole hos fine damer i gamle dage ligefrem kunne være en del af selskabeligheden. Måske var hemmeligheden også stedet for hemmelige samtaler. Lokumsaftaler er nok ikke et nyt begreb.

Margretheplænen hedder plænen nord for Gammeltorv – den med Kongehyldningsmonumentet. Græstæppet dækker over noget, der for mange er en velbevaret hemmelighed: en omfangsrig kælder.

Mellem 1875 og 1947 havde Viborg Borger- og Haandværkerforening sit store forsamlingshus på Gammeltorvs nordside. Det lå langt inde på det nuværende torv. Byrådet og foreningen var mod krigens slutning enige om, at bygningen måtte falde for at genopstå syv meter længere mod nord.

I første runde kom kælderen til. Den 8 gange 23 meter store kælder respekterede byrådets ønsker og havde i øvrigt også rollen som beskyttelsesrum. Den fik aldrig en bygning over sig. Foreningen købte i stedet den gamle klubbygning i Sct. Mathias Gade 78. Kommunen satte sig på den forladte bygning og lod den rive ned.

En allé overtog pladsen og danner en slags væg. For nogle år siden skitserede den verdensberømte arkitekt Johan Otto von Spreckelsen – opvokset i Morvilles Gård ved siden af – et “byens hus”, der skulle give Gammeltorv nyt liv. Men det blev ved nogle streger på en serviet.

Tilbage ligger kælderen med sine ansatser til en ølstue, en keglebane og en skydebane. Et mandehul fører ned til den glemte verden under Margretheplænen.

Andeøen i Søndersøs nordvestre ende er kunstig. Den ligger i kanten af et lavvandet bælte tværs over søen og består af jord fra arbejdet med Viborgs første renseanlæg. Det lå fra 1938, hvor nu hotellet er.

At kalde den Andeøen er passende. Gode kræfter ønskede dengang at give en hjælpende vinge til et mere rigt fugleliv i Viborgsøerne. Det er ikke comme il faut at gøre landgang på fuglenes ø. Politiet har forhindret en flok unge i at overnatte på den. Radio Viborg har dog som et led i en konkurrence haft en ung mand udstationeret på øen i søen.

Freden understregede nogle aktivister, da de i 1987 satte et banner op på Andeøen. “Atomvåbenfri zone” lød deres proklamation. Verden har siden respekteret denne formaning.

De undersøiske forhold i disse indre farvande er mærkelige. Kommunen udvidede i 1954 vejdæmningen, og en midlertidig ø skød som en anden Surtsey op  To unge mænd roede ud til den, og ved hjælp af nogle planker indtog de det nye land.

Ungersvendene havde fået øje på et hestekranium. På kraniet lå nogle nøgler og et kvindebælte af messing. Bæltet var fra begyndelsen af renæssancen og ligger nu sikkert på museet. Det kom til at danne model for Viborgs borgmesterkæde. Hvilken kædereaktion.

Det er oppe i tiden, at vi skal slippe naturen fri. At vi skal lade vores ellers så pussenussede haver være mere vilde.

Trenden er også nået til kommunens arealer. Viborg skal være vildere.

Tugt kan dog også skabe spændende natur. For nogle år siden fældede kommunen en del pistne birketræer i Strandparken syd for Søndersø. Et lille mirakel skete. Ud af vildnisset dukkede to flotte grupper af egetræer, begge i ringform og begge med 10 træer. De kom til deres ret.

Som de 60-70 år gamle egetræer står i ring, kan de ligne noget trolddomsagtigt a la Stonehenge. Fortryllende er de.

Et balancenummer fandt for nogle år siden sted ved Sct. Mogens Torv. Et stykke af bondebyen Viborg måtte for alt i verden ikke falde, da Sct. Mogens Gade 59, Handbergs Gård, fik en ny rolle som moderne boligbebyggelse.

Det var om at holde tungen lige i munden. Facaden af gule mursten, sort sokkel, blændinger under vinduerne, takket gesims, brune sprossevinduer, dobbelt fyldingsdør med overvindue og hovedtrappe med fire trin stod under arbejdet trodsigt og ene tilbage af den 150-årige avlsgård, godt stivet af til alle sider.

Ifølge bevaringsplanen er “facaden meget helstøbt og af stor betydning for torvet”. Det tog planlæggerne i dette tilfælde alvorligt. Handbergs Gård var en værdig repræsentant for de førhen så talrige avlsgårde. I den modsatte ende af byen måtte den lige så værdige Brøndums Gård til sidst give fortabt.

Bymarken omkring Viborg var efter sigende landets største af slagsen. I midtbyens kanter lå gårdene i gamle dage tæt, og avlsbrugerne benyttede sig af byens jord mod syd, vest og nord. Med deres brølen, vrinsken, brægen, kaglen og øffen plus diverse efterladenskaber prægede husdyrene den ellers så fintfølende embedsmandsby.

Allerede digter Morten Børup kunne sidst i 1400-årene hilse Viborg – nok ikke uden rynket næse: “Hil dig, du landlige Viborg.” Den lille rest på Sct. Mogens Torv er en duft af dengang.

Sortebrødre Kirkes enlige tårn er smalt og lavt. Kan knap nok hævde sig i forhold til resten af kirken og omgivelserne i det hele taget.

Da kirken var bedekirke for sortebrødrene, var det uden tårn, men med markante trappegavle i begge ender. Vi hører om, at et blot 10 år gammelt spåndækket spir ved storbranden i 1615 faldt ned.

Et rigtigt tårn fik kirken først omkring 1700. Præsteparret Ane Ostenfeld og Christen Erichsøn fik en byggekapital til at tårne sig op, blandt andet ved at sælge små krypter til begravelser. Den dyreste lå under det nye tårn og tilfaldt ved auktion borgmester Jochum Lassen.

Tårnet var 22 meter højt og fik et spir på 21 meter. På de tider nåede domkirkens spir op i 55 meter. Den nuværende domkirkes tvillingtårne rager 42 meter op. Det led stor skade ved 1726-branden, men kunne blot to år efter knejse – dog uden spir.

Jeg har hørt sige, at tårnet hviler på granitkvadre fra den katolske sognekirke Sct. Mortens Kirke, der lå lige vest for Brænderigården. Ganske vist er det, at det i 1877 fik sine trappegavle, så det kan strække hals. 28,5 meter endte det med.

Branden i 1726 har ord for at være den værste af Viborgs mange bybrande. Fra ved 16-tiden den 25. juni og 34 timer frem åd flammerne 71 bygårde og 78 huse. At den i historiebøgerne står med den største flammeskrift, skyldes nok, at den bedste del af byen gik til.

Faktisk fortærede branden i Sortebrødre Sogn den 27. april 1615 i alt 123 gårde og 136 boder, hvilket umiddelbart ser endnu værre ud. Disse boder var ofte lidt tarvelige rønner til handel, og sådanne kan ikke hamle op med ærværdige bygårde.

Tal er taknemmelige. Det siges, at 1726-branden ødelagde værdier for 90.000 rigsdaler. Jeg kan se, at denne sum på disse tider lod sig omsætte i ni millioner mursten; det giver da et vist begreb om, hvad de arme, uforsikrede husejere var oppe imod.

Borgmester Hans Knudsen Rafn og bygmester Johan Gottfried Hödrich skrev den 9. maj 1731 under på en kontrakt. Sct. Mogens Gade 1 skulle genopstå i prægtig stil. Borgmesteren ønskede at spille op til det fine rådhus, der stod færdigt året før.

113.000 mursten og 7000 tagsten indgik i arbejdet. Rafns evne til at betale stod dog ikke mål med ambitionerne. Desuden gik han hen og døde. Men flot var det. Da Christian den Sjette og dronning Sophie Magdalene i 1740 gæstede Viborg, stod det som byens fineste hus, og de boede selvsagt her.

Øst for Asmild Kirke, lidt oppe på bakken, står en lille gruppe træer. Her lå bisp Gunners borg vistnok. Arkæologer havde for år tilbage på dette sted nærkontakt med dele af et bygningskompleks, og meget peger i Gunners retning.

Gunner var blandt middelalderens største personligheder i Viborg, hvis ikke den største, og han er tillagt en stor rolle, da Jydske Lov blev til.

Da bisp Gunner den 25. august 1251 døde, var han formentlig 99 år og havde i sine 29 sidste leveår været biskop i Viborg. Viborgenserne forgudede denne elskelige, vidende og højsindede mand og begravede ham i respekt foran alteret i domkirkens Sct. Kjelds Kapel. Der står stadig gny om det gevaldige ligtog.

Den gode biskop rummede tilsyneladende det hele: asketen, levemanden, krigsmanden, den påholdne, den rundhåndede, cølibat-munken, kvindebedåreren, gourmeten, den strenge dommer, den milde tilgiver, den skråsikre, den søgende, barnet, ynglingen og oldingen.

Og så hadede han jagt. Forbød jagthunde og falke på sin matrikel. Blandt de mange fund i borgen, lige fra armbrøstpile til penselholdere, var ikke det mindste spor af vildt. Det er da vildt.

Læg mærke til den irgrønne kuppel, der kroner Viborg Katedralskoles hovedfløj. Arkitekt Hack Kampmann higede mod stjernerne, da han tegnede skolen. Kuplen rummer et astronomisk observatorium.

Staten fandt dog ikke penge til instrumenter. Lektor Adolf Lomholt, der også var skolens pengemand, stillede sig i spidsen for en indsamling blandt lærere og tidligere elever. Operationen lykkedes. Da skolen i 1926 åbnede, var en astronomisk kikkert på plads i toppen.

Urmager og astromekaniker Jens Olsen – ham med “Verdensuret” i Københavns Rådhus – har konstrueret kikkerten. Den er to meter lang og har en linse i hver ende. Nok så fikst kan et urværk med stor præcision styre kikkerten, så den kan følge bestemte himmellegemer. Tusinder af håbefulde børn og unge har gennem årene fået lov til at kigge og forundres.

Efter et stort serviceeftersyn for nogle år siden er den gamle kikkert i topform. Den skal ikke have skyld for, at nattehimlen over Viborg mere og mere er sløret af den voksende bys lys.

Et skilt med den latinske sentens “Per aspera ad astra” sidder ved foden af den stejle trappe, der fører op til kuplen. På dansk er det “Ad vanskelige veje til stjernerne”. Kikkerten kostede for resten 5185 kroner. Dengang et astronomisk beløb.

Viborg har sine pejlepunkter, og Viborg Kraftvarmeværk i den nordligste nordby er ét af dem. Og så prøver mastodonten endda at gøre så lidt væsen af sig som muligt.

Med sine cirka 10.000 keramiske fliser på skjoldets yderside er det en kamæleon, der forandrer sig med den foranderlige himmel. Omkring den store tank sidder et stålnet. Arkitekten sagde i sin tid, at det var som det fiskenet, som den nordiske mytologis Kraka optrådte i. Så var hun hverken nøgen eller påklædt.

Den 1. november 1996 kom miljø- og energiminister Svend Auken til Viborg for at indvi værket. Det havde kostet 58 millioner kroner at bygge. Blot en lille del af den gode halve milliard kroner, der gjorde Viborg til kraftvarmeby.

Arkitektfirmaet Kjelgaard & Pedersen i Viborg – nu Erik Arkitekter – vandt dysten om at skabe det nye vartegn. En lille gruppe af formgivere havde udtænkt bygningsværket som to hænder, der værner om den avancerede teknik.

Den 7. september 1994 kom spaden i jorden. Hvordan fremtiden ser ud for den 25-årige, er ikke godt at vide. Men ét er sikkert: Det 110 meter lange, 45 meter brede og 30 meter høje naturfænomen er ikke sådan at mane i jorden igen.

Når jeg ser skulpturen “Mennesket – det ensomme dyr”, kommer jeg til at tænke på den slags animerede film, hvor en klump modellervoks opstår med gestik og træk som et menneske. Af jord er du kommet …

Skulpturen er af kunstneren Svend Wiig Hansen (1922-1997) og står lige midt i Viborg Katedralskoles udvendige søjlegang. Det er ikke til at se, om den ensomme er på vej ind i verden, eller om skabningen er ved at takke af. Nok det første. Er det ikke, som om vedkommende prøver sig frem med en strakt fod?

Jeg, der kom til verden med en forsigtig storetå som det første, kan kun nikke anerkendende til denne fremgangsmåde – et livsprincip. Prøv først med storetåen, før du springer ud i det uvisse.

I mine øjne er bronzefiguren på én gang forfinet og klodset. Følsom og ubehjælpsom. Foroverbøjet skuler staklen forknyt med sine fiskeøjne. Tilmed har det ensomme menneske ingen hænder at gøre godt med.

Helt mutters alene i verden er figuren nu ikke. Det værk, som Svend Wiig Hansen i begyndelsen af 1990’erne bragte til verden, står i tre identiske eksemplarer, der befinder sig i henholdsvis Tønder, Svendborg og Viborg.

Jeg ynder at kalde Anton Frantz Just (1766-1829) “Viborgs første journalist”. Fra november 1797 og indtil maj 1828 redigerede han avisen Den Viborger Samler.

Den Viborger Samler udkom første gang den 4. januar 1773. Men først med Anton Frantz Just kom den til at ligne en rigtig avis. Avisens kendte hoved var med Adam, Eva og kundskabens træ.

I 1796 købte han ejendommen på hjørnet af Sct. Nicolaj Gade og Sct. Villads Stræde. Han gjorde det til et driftigt hjørne med både redaktion og et trykkeri, der kunne meget andet end at trykke en avis. Helt frem til 1910 lå mediehuset her.

Just var student fra Viborg Latinskole. Han fandt hurtigt ud af, at teologien ikke var hans vej, og blev landmåler. Modersmålet blev landmålerens levevej. Romaner, digte, skolebøger og folkeoplysende bøger strømmede fra hans pen og trykkeri, samtidig med at han sendte avisen på gaden.

Produktionen spændte fra “Håndbog for dem, der ej er hestelæger” til “Håndbog for den læsende ungdom”. “Vær tilfredse med tiden! Brug den. Lad den være din!” skrev han engang til avisens læsere. Kort efter gik han konkurs, men holdt dog lige snuden oven vande, indtil han den 6. maj 1829 døde – “nedbøjet på sjæl og legeme”.

Ingen kan bade i den samme flod to gange. Vand strømmer. Videre, videre. Lige siden Viborgs fødsel er vandet strømmet forbi. Kun tilsyneladende har Viborgsøerne ligget som et uforanderligt vidne til historiens gang.

Et stemmeværk ved Søndermølle har siden først i 1300-årene holdt igen på vandet. Af den årsag er vandstanden i søerne to meter højere, end naturen har skabt dem. Men strømpilen er uforandret. Fra Nørremølle Å glider vandet ind i Nørresø og videre gennem Søndersø, der så har udløb i Søndermølle Å. Destination: verdenshavet.

Siden 1855 har en bred dæmning adskilt søerne. I den første udgave gled vandet gennem den lave Nybro i dæmningens vestlige del. Den endnu bredere dæmning er fra 1954, og en ny Nybro med højt til loftet kom til i østsiden.

Nørresø rummer otte millioner kubikmeter vand, Søndersø 5,2 millioner kubikmeter. Meget kommer fra Nørremølle Å, men byens natur spæder godt til. Nørresø får også vand fra 23 regnvandsudløb og fem overløb fra fælleskloakken. Denne rummer en blanding af regnvand og spildevand. Høm, høm.

Det er andagtsfuldt at stille sig på gangbroen under vejbroen og fornemme evighedens strøm fra sø til sø. Den holder 450 liter i sekundet.

Hvem skulle nu have troet, at fornemme folk har haft deres mødested i sidehuset til St. Sct. Hans Gade 9? I dag gør gården og passagen mellem Gravene og St. Sct. Hans Gade ikke meget væsen af sig.

Vi skruer tiden tilbage til 1836-1848. I sidehuset er cigarføringen høj og tobakstågen lav i de plysses sofaer og armstole. Her holder Viborg Klub for “Viborgs agtede mænd” til. Den nørrejyske stænderforsamlings deputerede tyer til denne hule, når de ikke forhandler i Stænderhuset.

Forsamlingens 55 deputerede nåede at holde syv sessioner i Viborg. Det lyder måske ikke af alverden. Men sammenlagt strakte møderækkerne sig over 484 dage. Deltagerne satte deres præg på byen og klubben.

Klubben havde i 1834 indrettet sig i bagbygningen. I 1850 flyttede den til Sct. Mathias Gade 78. Fischer-dynastiet af købmænd og tømmerhandlere overtog St. Sct. Hans Gade 9. Først med tømmerhandler Holger Fischers død i 1968 var det kapitel slut. Kommunens skoleforvaltning havde i nogle år base her, før Bach Gruppen gjorde stedet til boliger.

Lokalplanen for “Vintapperkarréen” holder en beskyttende hånd over baggården med det gamle klubhus, og bygningen har faktisk en del genkendelige træk fra dengang.

Selskabet Gammeltorv Ejendomme har i sit navn fat i det helt rigtige. Det holder standsmæssigt til i Sct. Mogens Gade 1, altså rettelig ved Domkirkepladsen. Hvem der sidst i 1940’erne fandt på, at Gammeltorv skulle hedde Domkirkepladsen, ved jeg ikke, men et uhistorisk misfoster er det.

Ifølge en skriftlig kilde fra 1584 har Gammeltorv været siden arilds tid, hvilket vil sige fra tidernes morgen. Hvad der dog ikke i tidens løb har været af markeder, gøgl, teater, samlinger i by- og landsting, henrettelser, parader, processioner og andet tabernakel. Grise holdt af at gnufle på torvets østligste del, som var kirkegård. I nogle tiår sværtede et kullager det til, og folk dristede sig til at kalde det Kultorvet.

Ikke fisefornemt, skønt borgervæbningens kongeparader fandt sted her. Da kommandanten lidt uventet bad borgermilitsen træde an på Gammeltorv, så den kunne gøre kongen ære, var det mildt sagt i spredt uorden, og han tordnede ud over torvet: “Æ røw mod æ råstow!”

Kield Krags Gård lå klos op ad kirken i Gammeltorvs nordøstlige hjørne. Her sad byens nye herreklub til leje. Punchebollen dampede lystigt i takt med meldingerne ved spillebordene. Kirkens inspektion købte i 1875 bygningen og lod den rive ned. Djævelskabet kom på afstand.

Stort og pladsagtigt var det gamle torv først efter 1947, da Viborg Borger- og Haandværkerforenings bygning på det nordvestre hjørne kom væk. Borte tog også det gamle navn. Men det er aldrig for sent at bringe det til torvs igen.

På én eller anden måde er det altså noget syret, at en ungarsk frihedshelt står og kaster glans over Regionshuset i Viborg. Jeg får associationer i retning af den rutebil, jeg engang stødte på i det norske fjeld. Ingen veje førte dertil. Højst overraskende.

Digter og borgerlig-liberal rebel Sándor Petöfi (1823-1849) har som bronzebuste tronet i atriumgården siden 1992. Billedhugger Gusztáv Pálfy (1942-2021) har æren for den vidsynede figur med de skarpskårne træk.

Værket er en gave fra det ungarske amt Bács-Kiskun, der dengang var venskabsamt med Viborg Amt. Viborg står som venskabsby med amtets hovedby, Kecskemét, som var kunstnerens hjemby. Sándor Petöfi var i sit korte liv knyttet til en by ikke så langt derfra.

Den 15. marts 1848 læste vores helt et nationalt digt op for at opildne folkemasserne. Folket gjorde oprør mod det habsburgske kejserdømme, der knyttede Ungarn til Østrig. Oprøret var både vendt mod det østrigske overherredømme og mod styreformen.

Året efter kom det til kamp mellem en sejrende kejserlig hær med russisk støtte og ungarske oprørere, der fik hjælp af polske frivillige. Vores ven fra atriumgården deltog – og faldt. Ingen har i det mindste siden set ham i levende live. Slet ikke så dårlig en inspiration at have i Viborg. Når alt kommer til alt, er den ikke intetsigende som en rutebil på afveje.