Kategori: Tankegang

Hvor nu Nordea ligger i Sct. Mathias Gade 68, struttede sidst i 1650’erne et handelshus af virkelyst. Købmændene Jacob Hasse og Hans Jørgen Majoner var gået i kompagniskab og handlede med alt, hvad der var penge i.

Selve handelshuset havde hjemme i Hans Jørgen Majoners ejendom, et imponerende bindingsværkshus i tre etager og med en markant karnap. Det var berømmet for sine sirlige udskæringer. Skråt overfor, i karréen mellem Hjultorvet og St. Sct. Mikkels Gade, ejede Jacob Hasse et næsten lige så imponerende kompleks.

På de tider var sådanne handelskompagnier ikke så almindelige – og da slet ikke i Viborg. Nogle år før havde byen haft et saltkompagni.

Historien om de to kompagnoner er historien om Viborgs storhed og fald. Et stykke ind i 1600-tallets sidste halvdel levede Viborg endnu højt som adelens og borgerskabets by. Men først kom svenskerne, dernæst enevælden. Adelen tabte terræn, og Viborg hensank i armod. Snapsting var kun som en runken agurk.

En brand i 1667 ramte hårdt; det samme gjorde en storm. De uforsikrede købmænd havde kun de gode minder tilbage. Før det gik galt, havde Hasse og Majoner i flere år været øverst på listen over skatteydere.

I stor stil lånte de to penge ud. Adelen blødte, og kompagnonerne fik pant overalt i Jylland. De tilhørte byens agtede mænd og var selvskrevne som medlemmer af byens råd. I 1680 opløste de kompagniet og delte pantebrevene. I 1683 døde Hasse, og Majoner gled dybere og dybere ned i fattigdommens mudder.

Som årsag gav han, at han i 1680 havde giftet sig for anden gang, hvilket betød, at han måtte skifte med børnene. Men tiderne var nu nok den virkelige grund. Til sidst var han en sengeliggende, affældig mandsling. I 1696 døde han.

Det flotte “alhus” prydede Hjultorvet indtil storbranden i 1726. Da stod købmand Hans Jørgen Krog som ejer. Branden opstod på den modsatte side af torvet. Som det vestligste af bebyggelsen i Sct. Mathias Gade røg nummer 68 med i det 34 timer lange inferno. Så var den historie ude. Puf.

Gader og gyder i Sct. Nicolaj Gade-kvarteret er ikke højprofilerede. De byder ellers på en farverig historie, som afspejler sig i en velsignelse af skiftende navne. Resens bykort fra 1677 giver et indblik.

Sct. Nicolaj Gade selv er et godt eksempel. Hele gaden eller dele af den har optrådt som Sct. Nicolaj Stræde, Kirkestræde, Storkeredegyde, Rykind, Frands Berings Gyde, Engelmands Gyde, Michel Herups Gyde og Rosenstrædet.

Lidt pudsigt lå Sct. Nicolaj Kirke ikke ved gaden, men ved krydset mellem Sct. Ibs Gade og Søvej. Kirken havde navn efter Nicolaus, biskop og helgen fra Myra, hvis skikkelse efterhånden fik form som julemanden. Julemandsgade – ikke værst.

To gader i den nordlige del hører fortiden til. Skive Marked gik hen over den grund, som det militære sygehus kom til at ligge på. Fuglsang skråede ned mod Sct. Ibs Port.

Nutidens Rosenstræde havde engang en vestlig del, som hed Sct. Mogens Kirkestræde, og en østlig del, der hed Sct. Ibs Kirkestræde. Kirkerne forsvandt i 1529, dog med en ekstra frist til Sct. Ibs Kirkes tårn, hvori stormklokken i nogle år sad. Fra gaden kender vi også navnene Peder Posts Gyde og Ellen Kistrups Gyde.

Navnløs har også heddet Jens Friis Gyde og Anders Gefreiters Gyde; Sct. Villads Stræde var engang kendt som Munkeslusen efter den vandrige slugt mellem Gråbrødre Kloster og Marieklostret. Endelig har vi Gråbrødre Kirkestræde, hvis navn i forne tider var Mellem Muren efter den lange klostermur.

Michel Herup var sidst i 1600-tallet en kendt snedkermester, mens Frands Bering på de tider var borgmester. Akkurat som de andre nævnte gode borgere fik de lov til at give navn til deres sted. Men udødelig er ingen, og det samme gælder gadenavne.

Shakespeare lader i komedien “Som man behager” Rosalind spørge til klokken, da hun ude i den store skov møder Orlando. Svaret er, at hun kun kan få at vide, hvilken tid på dagen det er, for skoven har ingen ure.

Urene hører mest byen til. Tårnure, stationsure, ure på offentlige bygninger, urmagerure og ure i al almindelighed. Selv i disse digitale tider hævder analoge ure i stort format sig i bybilledet.

Det nok fineste eksempel i Viborg er uret på Eksercerhuset ved Rødevej. Siden 1871 har det vist, hvad klokken er slået. Det harmonerer med domkirkearkitekt Julius Tholles historicistiske bygning med de pyntelige detaljer.

Uret er makker med et relief af byvåbnet. Relieffet fortæller, at byen var bygherre. Viborgenserne var stolte, da de i 1865 tog imod to bataljoner med 29 officerer, 71 underofficerer og 523 menige.

Da Viborg vandt dysten om garnisonen, flottede den sig i første omgang med et eksercerhus, en depotgård og et garnisonssygehus. Depotet øst for Eksercerhuset var også af Tholle, mens det militære sygehus ved Rosenstræde var Hermann Storcks værk. Tholle døde som blot 40-årig i 1871, og Storck efterfulgte ham som domkirkens hovedarkitekt.

På den vestre side af den røde vej lå den store eksercerplads. Den højere mening med uret var nok, at de asende rekrutter skulle kunne følge med i, hvor længe endnu pinen måtte vare. De kunne ikke lige trylle et lommeur frem. Hvad det ur ikke har oplevet af bedende blikke.

Selv efter alle disse mange år går uret, som det skal, og bygningen har efter den seneste renovering vist, at den har trodset tidens ædetand.

Den første turistguide for Viborg er fra 1873. I hæftet får den knap nok færdige Viborg Domkirke én af hovedrollerne. Læseren kan blandt andet lade sig berige af sagnet om de to stenhugne ansigter på apsis.

Domkirkens lange historie byder naturligt folketroen indenfor. Flere sagn knytter sig til kirken. Om stenansigterne hedder det i folkemunde, at de er fra to kæmper. Skal vi tro folketroen, var kæmperne lige så høje som afstanden fra jorden til deres plads under galleriet, det vil sige 8,8 meter. Legenden siger også, at kæmperne brugte de to apsisløver som trækdyr, da de kørte sten til kirken.

Når vi nu er ved store sten, så prøvede en kæmpe engang at kaste en kampesten mod domkirkens spir, men han forfejlede sit kast. Stenen endte nordvest for byen og fik navnet “Femfingerstenen”. Langt senere kørte folk fra Viborg til stenen for at købe fisk af fjordfiskerne.

Mange af kirkens sagn handler om Kjeld, Viborgs egen helgen. Hans grav og helgenskrin var kendt for stribevis af undere. Først på listen står en lam nordmand, som ved graven fik førligheden tilbage, og som slog sig ned hos de augustinske brødre.

Et markant under var dengang, Kjeld under en brand tog en broder med op i tårnet for at bede Gud om hjælp. Og ilden lagde sig som en lydig hund. Med Gud som brandslukker reddede han byen og kirken.

Sagnene om en hemmelig gang fra domkirken til Asmild Kirke er flere. Ét af dem handler om en latinskoleelev, der vitterlig fandt indgangen. Med et reb om livet krøb han ned i dybet. Væk var han. Da kammeraterne trak til, fik de kun et brændt reb tilbage. De murede indgangen til, og nu kan ingen finde den.

En smed fik for mange år tilbage til opgave at smede to jernlåger til ét af domkirkens kapeller. Han kom bagud med arbejdet. For at nå det allierede han sig med Fanden selv. Som tak forsynede han lågerne med to djævlebilleder.

De to kæmper har været vidner til det hele, men de har formået at holde masken.

De tyske soldater havde ikke mere end lige forladt Viborg, før Christian den Niende kom til byen for at nedlægge grundstenen til Viborg Domkirkes alter. Det var den 2. december 1864. Klokken 10 formiddag ankom majestæten til Viborg Banegård.

Allerede tidligt om morgenen kunne folk ane, at noget særligt var i anmarch. Fra kirkens tårne spillede blæsere koraler, og rød-hvide flag stak ud. Et stramt program ventede. Kongens returbillet var bestilt til klokken 15.30.

Da kongen og kronprinsen steg ud, stod borgmester Zingelmann og en talstærk skare parat med hurraråb. Et faneoptog med musikere i front gik derpå til kongens kvarter på Preislers Hotel. Her talte majestæten med nøglepersoner fra blandt andet Viborg, Skive og Holstebro. Emnet var de rædsler og den frygt, som de tyske okkupanter havde spredt. Den 26. april havde en styrke på hele 11.000 mand besat Viborg, og herfra spredte den sig i landsdelen.

Så begav selskabet sig til byens store byggeplads, domkirken. Kongen gik gennem en æresport og ind i den ufærdige kirke. Medlemmer af Viborg Haandværkerforening dannede med faner et espalier. Arkitekt Tholle havde sørget for, at de mange stilladser inde og ude tog sig godt ud. Fra nogle af dem havde deltagerne et glimrende overblik.

En sidebemærkning: Besætterne var dybt imponerede over, at “værterne” ikke lod sig forstyrre af krigen, men fortsatte med at bryde ned og bygge op. I sig selv var arbejdet en attraktion, der samlede interesse.

Mellem salmesang og blæsermusik talte biskop Laub og stiftsprovst Welding. Da kongen lagde stenen – med teksten: “Nedlagt af C IX 1864 2 DCBR” – holdt han en tale. Emnet var igen de trængsler, kongeriget netop havde været igennem.

Christian den Niende hæftede sig ved, at den første domkirke rejste sig i dårlige tider, hvorefter vinden vendte. Stenen kom på plads med et ønske om, at historien ville gentage sig: at grundstenen varslede bedre tider.

Nedrivning er ikke et nyt fænomen. I 1914 ønskede ejeren at rive bindingsværkshuset Sct. Mogens Gade 25-27 ned, og det vakte modstand. Ejeren tøvede. Viborg Museum fandt penge, så han i stedet kunne sætte det i stand.

To år efter rev han det alligevel ned. Museet overtog bindingsværket fra den sydlige del. Egestokkene var med udskæringer, der vidnede om et hus fra renæssancen, måske omkring 1575.

Og det er den rest, der lever videre i gården bag museets tidligere og nu flot istandsatte domicil på Hjultorvets nordside. En tidslomme, der en overgang tjente som værksted for Hans Vingaards Officin. Her residerede den gamle typograf Mogens Brynjolf.

Huset var en del af et historisk sammensurium. Gårdhaven var fyldt med sten af forskellig slags, ikke mindst kirkekvadre. Men også døbefonten fra den nedrevne Faldborg Kirke fandt en kringlet vej hertil. Den havde folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen taget til sig.

Dertil kom to søjler fra den hedengangne toldbygning ved banegården. Dem reddede museumsarkitekt Hans Langballe fra evig fortabelse på lossepladsen.

Det siges, at den lave længe af bindingsværk på fornemste vis spillede op til den mægtige Karnapgård, og at den var et vigtigt islæt i Sct. Mogens Gade. Nu ser den lille rest så underlig ensom ud.

Det er gribende. Intet mindre. Relieffet på nordskibets væg gør ikke meget væsen af sig. Men hvilket sceneri. Dommedag for fuld skrue.

I den gamle Viborg Domkirke sad det nok i Helligånds Kapel, som var en del af den søndre korsarm. Den katolske kirke var fyldt med sidealtre, og relieffet kan sagtens have været knyttet til ét af de tre altre i korsarmen.

Da den katolske kirke midt i middelalderen gjorde skærsilden til et stop på vejen til saligheden, skød altre op i kirkerne. Ved siden af afladsbrevene kunne messer være med til at lette vejen, og de var heller ikke gratis. Men højst én messe per alter per dag. Så det var om at have mange altre.

Bag relieffets dømmende Kristus står apostle og helgener. Foran knæler Jomfru Maria og Johannes Døberen. To engle spiller på deres dommedagsbasuner. På den yderste dag må levende såvel som døde stå frem for dommeren.

Nederst til venstre de frelste. I midten dem, om hvem kampen står: Himmel eller Helvede? Til højre Fanden selv. En gedebuk med lynende øjne og fæle tænder. En trefork truer over de syndiges hoveder. Et kvindevæsen med bare bryster svinger med pisken. Det lugter næsten af brændt svovl fra Helvedes luer.

Skaren af salige minder om dem, vi ser på Joakim Skovgaards store freske med den salvende Jesus i apsisloftet. Her er dramaet overstået. Fårene er skilt fra bukkene.

I 1977 åbnede Kongens Kammer i Gråbrødre Kloster. Det var i de første mange år uden elektrisk lys. Levende lys skulle være en del af den sengotiske atmosfære.

Atmosfæren er intakt, skønt den elektriske tidsalder også er nået hertil. Arkitekt Hermann Storck må smile fra sin himmel, for to af hans kandelabre fra domkirken er med til at kaste lys i det enestående forsamlingsrum.

Da domkirken i 1876 genåbnede, var det med høje kandelabre, som Hermann Storck designede til netop dette rum. Vistnok 25 styk støbte bronzestøber Lauritz Rasmussen i København til Viborg. I 1911 overtog elektriciteten rollen som domkirkens vigtigste lyskilde. Lysende engle indtog rummet.

Sortebrødre Kirke overtog to af kandelabrene, og de kom til at flankere alteret. De var nu med indlagt strøm. I 1986 deponerede kirken stagerne hos museet. Kirken overvejede at lade dem genopstille, men valgte at overdrage dem til klostret. Kirkeværge Kai Frost fra Sortebrødre Kirke fik idéen og formidlede kontakten.

Storck tegnede hver kandelaber med 10 lysholdere, men de fik kun ni. Det er dog så rigeligt til, at de med deres nymodens diodepærer kan sprede lys via de hvidkalkede vægge.

Hvor de mange andre kandelabre er endt, ligger noget hen i mørke. I 1960’erne leverede en produkthandler i Aalborg en del af dem videre til diverse antikvitetshandlere, og der går rygter om svimlende priser.

Et relief af ler byder gæsten i Sortebrødrehus velkommen. Det forestiller et klostersegl. Viborg-arkitekt Fritz Madsen, der tegnede huset, har lagt initialer til værket: “FM 70”.

Sortebrødre Kloster i Viborg har uden tvivl haft et segl, men vi kender det ikke. Derimod er seglet fra de sortklædte brødre i Odense bevaret. Dette har Fritz Madsen kopieret, idet han har gjort det til “Sortebrødre Kirkes segl, Viborg Søndre Sogn”. “Steal with pride,” som vi journalister siger.

Det lerbrændte segl forestiller Herren på tronen, flankeret af to engle med henholdsvis et kors og en basun. Nederst knæler en munk. Her er mere smæk for skillingen end i det segl, som Viborgs korsbrødre betjente sig af: en helgen med en kalk.

En munk med oprakte arme og en abbed med krumstav pryder Viborg Gråbrødre Klosters logo. For den gode gavegiver var det dog vigtigere at holde sig inden for den dominikanske orden end at vælge et lokalt forlæg.

Sortebrødrehus stod færdigt i februar 1969. Fritz Madsen fik god hjælp af kompagnon Svend Frandsen, som siden skabte Søndermarkskirken. Menighedshuset er i tydelig klosterstil. Relieffet er fra 1970. Godt, at det kom op.

En identitetsmarkør som et segl skal øse af de dybe brønde. Se nu for eksempel Viborgs bispesegl. I den nuværende form er det fra 1993. Kilden er biskop Lave Globs segl fra cirka 1400. Det er med Himmeriges to nøgler, den ottekantede Kristus-stjerne og Maria-rosen med de fem kronblade.

Her var det ikke nødvendigt at søge til Odense.

En villa bag Sortebrødre Kirke bærer navnet “Wiberga”. Nabohuset hedder “Ripensis”. De gamle byer Viborg og Ribe side om side.

Indtil 1300-tallet havde Viborg en række danske og latinske navne, der alle hentydede til “viet” – helligdommen – og “bjerget”. Nogle gange optrådte de med V som forbogstav, andre gange med W. Ligeså var det, da “bjerg” blev til “borg”.

Da jeg var knægt, bed jeg mærke i vendingen “jeg er fra Wibåår a”. W og den jyske dialekt spiller sammen. Måske er det derfor, at flere af de gamle navne optræder med dette bogstav. Viborgs officielle segl fra 1620 er ligefrem et W, slet og ret. Er der noget, der – ud over byvåbnet – symboliserer den gamle stifts- og tingby, så er det W’et.

For et århundrede siden skyllede en bølge gennem Norge. Ud med bynavne fra danskertiden, ind med navne, der klingede af norsk historie. Hovedstaden Kristiania kom nu til at hedde Oslo. Derimod nægtede beboerne i Trondhjem at skifte til Nidaros. Kompromiset blev Trondheim. Det er nok svært at forestille sig, at vi her i byen skruer tilbage til for eksempel Wibjærgh.

Nogle af de allerførste mønter, der var slået i Viborg, havde “Wiberga” som mærke. Fra 1018 til 1146 er 28 forskellige typer af mønter fra Viborg kendte, og ikke så få var med W. De, der i 1920 byggede villa “Wiberga”, så ret, da de ville spille op til villa “Ripensis”, der er nogle år ældre.

Beboerne i “Ripensis” havde bånd til Ribe og havde også her et hus. Det hed – “Wiberga”.

Historien begyndte på den tyske side af Kongeåen. Under første verdenskrig solgte en dansksindet gårdejer sin gård på tysk jord. Den blev til en ny gård på den rigtige side plus de to byhuse. Indre Mission i Viborg arvede “Ripensis” efter gårdejerens datter. Arven kom Hans Tausens Hus i Boyesgade til gode.

Danmark har 10 domkirker og hermed 10 domkirkebyer. For mange er Viborg ikke bare en domkirkeby, men selveste domkirkebyen.

Det ligger i bynavnet. Former som Wiberg på dansk og Wiberga på latin optræder tidligt. “Vi” står for et hedensk offersted, og “berg” er en bakke, altså “Helligdomsbjerget”.

Måske har det første kultsted med goden, den hedenske præst, holdt til på toppen af Borgvolds bakke. Hvad ved vi?

Den kristne kirke krævede mere plads og fandt et godt sted på det midterste af byens tre markante fremspring. På den sydlige slog sortebrødrene sig ned, mens gråbrødrene satte sig på den nordlige balkon. I grunden kan det være mere rammende at tale om “Helligdomsbjergene”.

Forfatteren og museumsmanden Peter Seeberg var inde på, at Sortebrødre Kirkes “bjerg” kunne være det første helligsted. Det harmonerer med, at fremspringet var hjemsted for en større bebyggelse i vikingetiden.

Om “hvad der huskes i Viborg” skriver Peter Seebeerg etsteds, “at der var store blotfester i det hedenske vi, der muligvis lå, hvor Søndre Sogns Kirke ligger, eller måske domkirken”.

Viborg Domkirke har stået, hvor den nu knejser, siden begyndelsen af 1100-tallet, nok endnu tidligere. Pladsen foran den, Gammeltorv, og et rådhus på sydsiden er “fra arilds tid”, den ældste tid. Præsterne dannede et klosterfællesskab nord for kirken.

Som domkirken står i dag, er den blot fra 1876. En rundgang i kirken, både inde og ude, i kombination med en slentretur i domkirkekvarteret, føjer let 850 år til de 150. Kirken og kvarteret omkring den er to sider af samme sag. Helt på toppen.

Ikke en stump af den tidligere barokkirke var tilbage, da den nyromanske domkirke i 1876 åbnede, hverken ude eller inde.

Smagsdommerne forlangte rene, romanske linjer. En enkelt detalje fandt dog nåde: den feterede hofmaler Hendrik Krocks alterbillede. Det hænger nu i præste- og samtaleværelset i hjørnet mellem koret og den nordre korsarm. Det forestiller den korsfæstede Jesus med Maria og Johannes.

Netop alterpartiet voldte en del kvaler, da bygmester Stallknecht og stiftsprovst Tychonius lagde planer for den genopførte kirke efter 1726-branden. I første omgang snedkererede et par lokale mestre et ret smalt alter, men det blev vejet og fundet for let.

Tilfældet var i Viborgs favør. Uvist af hvilken grund fremstillede hofbilledhugger Johan Friedrich Ebbisch to prægtige altre til den brandhærgede Sankt Petri Kirke i København, og det var ét for meget. Det overskydende alter fik plads i Viborg Domkirke, indkøbt til spotpris Ud med håndværkernes alter og videre til Vestervig Kirke med det.

Det overlevede maleri sad nok så fint i en korintisk søjleportal. I træ optrådte apostlene Peter og Paulus sammen med fire engle. Disses opslåede bøger var med skriftsteder. Over det hele svævede et “Jehovah” med stråler, skyer og engle plus Frederik den Fjerdes ciffer.

Dette stykke højbarok fra 1730 kom til at danne skole i det jyske. Som billedet i dag sidder på sakristiets væg, kan det være svært at forestille sig sammenhængen. Tag blot lidt uden for Viborg for at blive klogere. Herren på Sødal bekostede nogle få år efter en altertavle til Rødding Kirke, og den er en tro kopi.

Den 4. oktober 1906 forlod maleren Joakim Skovgaard Viborg efter den sjette og afsluttende sæson med domkirkens fresker. Men ikke, uden at han havde signeret det i alt 2000 kvadratmeter store værk.

Nederst til venstre på korrundingens freske med den salvende Jesus og de saliges skarer har han i det grønne felt skrevet seks initialer og “1906”. Fra gulvet er kun årstallet at se. Man er vel beskeden.

Initialerne er IO for Joakim Skovgaard, NLS for Niels Larsen Stevns, AL for Arne Lofthus, VM for Viggo Madsen, IM for Johan Mielche og SN for Søren Nielsen. Sidsnævnte var den murersvend, der havde sørget for det fine lag af vådt puds til kunstnernes pensler.

15 kunstnere havde i kortere eller længere tid bistået Joakim Skovgaard, men de fire, der optrådte ved siden af mesterens initialer, var de gennemgående hjælpere. Det samlede værk har ord for at være helstøbt, hvilket er lidt af en dåd, når nu så mange har givet en hånd med.

De kunstnere, der ikke kom med i signaturen, var Svend Bird, Ludvig Find, Johannes Hohlenberg, Poul Jerndorff, Valdemar Jørgensen, Johannes Kragh, Sigurd Olrik, Knud Petersen, Rudolf Rud-Petersen, Karl Schou og Herman Vedel. Det var lidt af en malerskole, Skovgaard drev i sin Viborg-tid.

Freskerne står ubestridt som Joakim Skovgaards kunstværk, og det kan være svært at se, hvem der har malet hvad. Landsarkivar Georg Saxild i Viborg fulgte arbejdet og prøvede i sine notater at pejle sig ind på, hvad der kendetegnede de enkelte kunstnere.

Georg Saxild så Niels Larsen Stevns og Arne Lofthus som en slags modpoler i spændingsfeltet. Om Niels Larsen Stevns skrev han, at “han arbejdede tøvende og forsigtigt, men med en forbavsende udholdenhed”. Derimod arbejdede nordmanden Arne Lofthus “kækt og flot med en bredde i foredraget som en gammel routinier”.

En trappe på domkirkens nordside fører lige ned i kulkælderen. Kul og kulfyr har kirken ikke brug for længere, men den tid er såmænd ikke fjern, da en fyrbøder moslede i dybet, så varme kunne brede sig via luftkanaler.

I dag rummer kælderen det store fjernvarmeanlæg. Og så har den faktisk en niche, der kan ægge fantasien. Er det ligegodt her, vi finder indgangen til den hemmelige gang?

Ligesom kulkælderen har ikke alt i kirken gennem tiden tjent de åndelige formål. Tænk blot, at kongen i 1812 under bataljerne med englænderne havde et kornlager i kirken. Den i forvejen forsømte kirke tog skade. Efter sigende red dragoner rundt i kirkerummet. Viborgenserne rasede. I 1833 gav staten kirken en erstatning på 900 rigsbankdaler.

Klos op ad kirkens nordvæg lå fra 1639 dom- og adelshuset, der var berømmet for sin over 30 meter lange festsal med flotte træpaneler og et imponerende galleri af adelsskjolde. Larmen fra tant og fjas var til at høre i kirken, og en biskop kaldte naboen et kapel for den onde selv.

Under treårskrigen fra 1848 slog en bataljon af danske soldater sig ned i Viborg. De gemte deres krudt i domkirkens Daaske Kapel. En skildvagt vogtede. Kirkegængerne havde forbud mod at ryge både ude og inde. Hestene skulle bevæge sig i skridt, for hestesko og hjul kunne ellers gøre farlige gnister. Men hvad nu, hvis lynet slog ned? Byrådet viste handlekraft og fik eksplosiverne bragt uden for byen.

Ved de store snapstingsmarkeder rykkede boghandlere med boder ind i kirkens kapeller. Nok mest med gudelige bøger, og dem var der knap så meget sprængstof i.

“Lysets engel går med glans.” Solens guddommelige lys stråler også fra Viborg Domkirkes 10 menneskehøje bronzeengle. Otte er med klaser af lys og sidder i hovedskibet, mens to med lyskranse skiller sig ud i apsis.

I begyndelsen af 1907 åbnede byens elværk. I 1911 kom domkirken med på nettet. Indtil da havde 1876-kirken klaret sig med store kandelabre, formet af arkitekt Hermann Storck. Mens Joakim Skovgaard & co. fra 1901 til 1906 arbejdede med freskomalerierne, oplyste gaslamper kirkerummet.

Os fra gas er ikke i længden godt for billedkunst. Joakim Skovgaard var opmærksom på elektricitetens velsignelse. Sammen med arkitekt Thorvald Bindesbøll designede han lysenglene. Som forbillede havde de den ranke skikkelse i den oldgræske skulptur “Vognstyreren fra Delfi”.

Joakim Skovgaard var husholderisk med sin bevilling og stod med 21.830, 99 kroner, da freskerne var færdige. Pengene skulle komme kirken til gavn. De udmøntede sig i glasmosaikkerne i vestfront og apsis plus de 10 lysende engle. Bindesbølls sans for det dekorative afspejler sig også i mosaikkerne.

De malede ranker i sideskibenes hvælvinger er ligeledes Bindesbølls aftryk. I det hele taget benyttede Skovgaard sig meget af vennens hjælp. Rosetterne i fresken med Himmeriges gyldne fløjdøre kom først til vægs, efter at den formsikre arkitekt havde modelleret et oplæg i gips.

For nogle år siden satte en lokal elektriker et sindrigt system af spotlights op. Men det er stadig englenes opgave at sprede “glansen fra Guds himmel”.