Kategori: Tankegang

Et skilt med “Bryggergaarden” over porten til St. Sct. Mikkels Gade 7 har overtaget overliggeren efter det tidligere “Baiersk-Ølbryggeri Odin”. Her lå provinsens første industrielle ølbryggeri.

På stedet begyndte Chresten Olesen allerede i 1832 at brygge øl. Det var dog først med cand.pharm. Theodor Lilienskjold som drivende kraft, at tingene tog fart. Bryggeriet brændte i 1865. Odin begyndte i 1868 på en frisk i en efter tiden imponerende teglstensbygning og stadfæstede sit navn.

Bryggeriet sendte i 1869 en bajersk øl på markedet. Premieren fandt sted i det nyindrettede værtshus “Valhalla” i Odins kælder. De store lejrsamlinger ved Hald Hovedgaard havde i de år mange tørre ganer, som det lokale bryggeri vidste at forfriske.

Ikke for det. Viborgs ry som ølby var for længst slået fast. I professor Holger Jacobæus’ kendte rejseskildring fra 1692 er øltypen Skald med på listen over byens kendetegn. “Sterck øll” advarer forfatteren. Bogens latinske tekst om brygget lyder på dansk: “Viborg-Skald trænger gennem livet som et sværd, rumler i maven, så skindet brummer deraf.” Skrald og Skald hænger sammen.

Viborg-forfatteren Ranch nævner i skuespillet “Kong Salomons hylding” fra 1584, at “Viborg-Skald begynder at prale” – ja, det stiger til hovedet – og nogle år efter opkalder han i skuespillet “Karrig Niding” hovedpersonen Jep Skald efter de potente sager fra hjembyen.

Det lå ligefor, da Odin i 1937 berigede markedet med en Skald. Indtil bryggeriet i 1988 lukkede, var Skald den stærke i sortimentet, en luksusøl i klasse B. Den optrådte også i påske- og juleskrud.

Som journalist fik jeg engang tilbudt en gratis kasse Skald. Jeg pudsede glorien og takkede pænt nej. Det valg har forfulgt mig siden og inspirerede mig til denne omskrivning af Shakespeare: “Skald, Skald ikke? That is the question.”

Et særkende for Viborg er, at mange af de udendørs kunstværker putter sig i baggårde, parker og byhaver. Se nu skulpturen “Ungt sind” i Amtmandens Have nord for Nytorv.

Mellem 1820 og 2004 boede 15 amtmænd på rad i Amtmandsgården, også kendt som Friedenreichs Gård. Siden 2018 har den førhen private have været en lysthave med adgang for alle. Amtmand, baron Lucas Peter von Bretton lod midt i 1800-årene en vognremise omdanne til et lysthus. Det nu fredede lysthus spiller fint sammen med havens andre herligheder.

“Ungt sind” er en 158 centimeter høj bronzeskulptur af den i Viborg opvoksede Thy-kunstner Erland Knudssøn Madsen. I træ, bronze og granit har han gennem årene arbejdet meget med af give de famlende sind fast form.

At have syv sind over en dørtærskel kender folk i alle aldre til, unge ikke mindst. Skulpturen består som et udtryk for vægelsindet af syv forskudte og forskellige plader.

“Hver flade er forskellig på kanterne, men kan alligevel sættes sammen og danne en bestemt arkitektur,” skriver skaberen om værket.

Boligselskabet Sct. Jørgen ejer haven. Denne tjener også som et åndehul for selskabets lejere i kvarteret. Skulpturen er en gave fra selskabet til ungdommen. Fonde og private givere støttede indkøbet og hermed formålet.

Ligesom en ko har fire maver til den faste føde, er det nok meget godt, at mennesket har syv sind til det åndelige drøvtyggeri. Om ufordøjet viden skriver den mesterlige Montaigne: “At kunne noget udenad er ikke det samme som at vide det.” Tyg på den.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ve’ det. Skolestræde 2 ligner et hus fra midt i 1800-årene, hvilket det i princippet også er. Men godt gemt i murværket mod nord og øst befinder sig rester af et hus fra den sene middelalder.

Før 2019 var hele bygningen fredet, men nu er kun de sølle brokker fra begyndelsen af 1500-årene under fredningens beskyttende vinger. Vi har her at gøre med den først kendte latinskole i Viborg.

Latinskolen er formentlig lige så gammel som Viborg Stift, det vil sige fra cirka 1060. Trolig har skolen i de første mange år haft til huse i domkirkens Mariekloster. Den 17. juni 1501 ramte en lynild Viborg Domkirke. Hele domkirkekvarteret led stor skade. Nok derfor opstod i 1508 tanken om et selvstændigt skolehus.

Godt hjulpet af et gavebrev fra en Bent Knudsen skød huset op på Skolestrædes østre side. Her havde latinskolen hjemme helt frem til 1742. Skolen overlevede endog den store brand i 1726, men den var godt brugt.

Arnoldus Dyssel, Viborgs tidligere borgmester og nu storentreprenør, købte skolen. Slut med skoletugtens trædemølle. Nu skulle den nederste etage være hestemølle for det nye tugt- og manufakturhus.

Planen var at bygge en latinskole på Dyssels grund mellem Skolestræde og Sct. Mogens Gade, men i 1760 kom den prægtige Sct. Mogens Gade 1 fordelagtigt til salg. Så var den sag afgjort. Tiden indtil 1772 måtte skolen dog henslæbe i domhusets nedre regioner.

I 1926 flyttede katedralskolen endegyldigt bort fra katedralens kvarter. Alligevel kan det være på sin plads at udtrykke et længe leve for “latinerkvarteret”.

Folk med forstand på de dele siger, at Morvilles Gård i Sct. Mogens Gade 8 er i den franske louis seize-stil. Hovedbygningen med det markante valmtag er fra 1798. Arkitekturen med de rette linjer og den strenge symmetri var inspireret af, hvad arkæologerne fandt, da de midt i 1700-årene begyndte at udgrave Pompeji.

Rette linjer og streng symmetri præger i høj grad Menneskehedens Triumfbue i Paris, men her hører enhver lighed også op. Alligevel tankevækkende, at den arkitekt, der tegnede “et vindue til verden” i Paris, voksede op i Morvilles Gård, Johan Otto von Spreckelsen (1929-1987).

Selveste præsident Mitterrand, socialisten, havde et stort ord at skulle have sagt, da von Spreckelsens forslag blandt de 424 indsendte i 1983 vandt konkurrencen. Byggeriet stod på fra 1985 til 1989, men i 1986 sprang von Spreckelsen fra. Han kunne ikke affinde sig med, hvordan borgerlig spareiver og fransk arrogance smittede af på materialer og udformning.

Så følte han sig bedre tilpas, da han samme år deltog i et møde med Viborg Byråds økonomiudvalg. Under mødet viste han en løs skitse til, hvordan Byens Hus kunne gøre sig på Gammeltorvs nordside. Her var han i dobbelt forstand på hjemmebane.

Viborg-Fonden hyldede i 1994 det verdensberømte bysbarn med en mindeplade ved Gråbrødre Kirkestræde. I hans øjne kan tavlen nok lige gå an, men ellers var han yderst beskeden. Da han skulle omtale sine præstationer, før han overtrumfede arkitekter fra 41 lande, sagde han, som sandt var: “Jeg har bygget fire kirker og mit eget hus.”

Under Snapsting 2023 imponerede en minimodel af den 110 meter høje, 108 meter brede og 112 meter dybe L’arc de triomphe de l’Humanité lige uden for Morvilles Gård. Store triumfer kan sagtens gøre sig i det små.

Et tilfældigt møde et tilfældigt sted. Vi slog følge. Tanker kom på gled. Samtalen faldt på tilfældigheder. At min følgesvend tilfældigvis var endt i et Viborg, som en fjern forfader også tilfældigt var endt i: biskop Andreas Wøldike.

Andreas Wøldike var biskop i Viborg fra 1735 til 1770. Efter en kortere karriere i Helsingør og København befalede Christian den Sjette ham til bispestolen i Viborg, hvilket han bestemt ikke var tilfreds med.

Det var midt i pietismen. De pietistiske kredse i København mente ikke, at Andreas Wøldike var pietistisk nok. Desuden brugte han efter smagsdommernes mening alt for mange tyske gloser i sine alt for tørre prædikener. Og så læspede han. Til Viborg med ham.

Et fromt liv og en personlig tro var pietismens kerne, knæsat af selveste kongemagten. Dans, kortspil, tobak og andre livsglæder var ikke velsete. Nogle sværmere gik så vidt, at de dannede sekter uden for den etablerede kirke. En sådan havde slået sig ned hos brødrene Støttrup i Brændevinsgade – den tids navn for Vestergade.

Andreas Wøldike måtte begå sig i lidt af et minefelt. Det gjorde ikke sagen bedre, at den halsstarrige stifsprovst Christen Lassen Tychonius var på tværs. Den kære biskop fik nogle point hos kongen, da han klagede over gøgl og teater i det gamle dom- og adelshus. Det lå lige op ad domkirkens nordside. I sin klage slog han på, at selveste Satan dristede sig til “at have sit kapel næst ved kirken”.

Inspireret af sagen fra Viborg forbød kongen den 21. marts 1738 al virksomhed med “komedianter, linedansere, taskenspillere, lykkepottefolk og lignende” i både Norge og Danmark.

Folk i Viborg havde delte meninger om deres biskop. De fleste syntes nok, at han var en mild, velmenende og hårdtarbejdende mand. Mange respekterede ham for, at han lod hånt om tidens mode. Nok tog han kalot på, men “han gik med sit eget hår” – altså uden paryk.

I sine gemmer har domkirken et portræt af Wøldike. Jeg kan ikke blive klog på, om maleren har sneget sig til at give ham en paryk på.

Kopier af Viborgs gaslampe anno 1859 har med nymodens diodeteknik indtaget endnu flere af de ældre gader. Ja, i en sådan grad, at nogle er kommet til at stå i en skærende kontrast til deres omgivelser. Men overalt spreder de en god stemning af i går.

Se nu, hvordan den gammeldags lampe ud for Rosenstræde 14-16 kontrasterer mod den store bygning, lidt som Tommeliden i forhold til hesten. Boligkomplekset stod færdigt i 1916 og kan også da have haft en gaslampe som sin fortrolige.

Nok fik Viborg de første elektriske gadelamper i 1907, men vi skal helt frem til 1957, før den sidste gaslampe slukkedes. Mens gaslyset holdt sig til jorden, begyndte midtbyen at gå i højden. Det var, hvad der skete i Rosenstræde med den 17 meter høje og 12 boliger store bygning. Utroligt at tænke sig, at den egentlig var tegnet til Sortebrødre Kirkestræde, lige op ad kirken.

Bygmester og arkitekt Valdemar Cortsen (1875-1942) tegnede hele herligheden med pilastre, altaner, balustre, frontispicer og mansard. Valdemar Cortsen elskede de store formater og havde allerede øvet sig med Nytorv 2 (1911) og Sct. Mathias Gade 50 (1912). Snart blev Viborg ham for lille. Han rykkede til København for at arbejde i endnu større formater.

Allerede inden huset var færdigt, solgte han det til biografejer Edvard Michelsen, Fotorama. Efter at denne i 1968 døde, fortsatte hustruen Ellen Michelsen længe med at drive både biografen og udlejningsejendommen. I 2009 købte Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning storheden i Rosenstræde. Den er i gode hænder.

Men prøv lige i tankerne at flytte komplekset til Sortebrødre Kirkestrædes nordside. Det var endda ikke de æstetiske hensyn, der forpurrede idéen, men et forbud mod en kælder.

Myten om en hemmelig elskovstunnel mellem de mandlige augustinere i Viborg Domkirke og de kvindelige ditto i Asmild fik ny næring den dag i 1998, da Dansk Planteskoleejerforening og Viborg Kommune indviede Asmild Klosterhave.

Deltagerne stod ved foden af fortidens nonnekloster, og der lød muntre bemærkninger om, hvad der dengang kunne komme ud af celledeling på den kvindelige side.

Planteskoleejerne fejrede, at deres forening fyldte 100 år. At festen fandt sted i Viborg, og at fødselaren gav 100.000 kroner til klosterhaven, var ikke tilfældigt. Carl Jacobson Brostrøm, Viborgs nærmest sagnomspundne planteskoleejer, tog initiativet til foreningen og var formand en lille halv snes år.

Gennem det meste af fire århundreder husede Asmild Kloster et lille samfund af nonner. Fra fund ved vi, at de var flittige med tekstiler. Et par fiskedamme i nærheden gav føde til fasten og andre kødløse dage. Og så havde de deres have med læge- og krydderurter, hvortil kom abildgården med frugttræer.

Fire paradisæbletræer markerer de fire tidsafsnit og fører tanken hen mod frugthaven, der lå syd for urtehaven. På dennes sted vokser nu dåbslunden med et æbletræ for hver årgang af døbte. Børnene planter træerne, når de er fyldt fem år. Det første er for årgang 1993.

Kommunen markerede 25-års-jubilæet ved at løsne tidens bånd og give haven nogle temaer: planter til kvinder, planter til svære sygdomme, planter til dagligdagen og planter med Maria-navne.

Erik Heides skulptur af bisp Gunner står stoisk og skuer over planteriget. I levende live tilgodeså han nonnerne og sørgede for, at de fik munkerationer af mad. En streng symmetri kendetegner klosterhaven og leder tanken hen på – celledeling.

En bue af rødlige brosten kan være et livstegn fra Heribert, Viborgs første biskop. Arkæolog og universitetslektor emeritus Hans Krongaard Kristensen forfægter den tanke i pragtbogen “Asmild Kirke og Kloster”.

Det er ikke så farlig meget, vi ved om denne Heribert. I cirka 1060 sendte ærkebiskop Adalbert i Bremen Heribert til Viborg, så han kunne virke som biskop i det nydannede Viborg Stift. Han kan godt have haft en del virksomme år i Viborg. Den næste kendte biskop i rækken var Eskil, hvis periode sluttede brat med et drab i 1132. Det er immervæk 72 år, de kan have delt.

Allerede da Heribert kom til Viborg, kan Asmild Kirke – dengang Sct. Margretes Kirke – have eksisteret som trækirke, vurderer Hans Krongaard Kristensen og spiller derpå et dristigt kort ud, nemlig at det er Heribert, der kan være ophavsmand til kirken som en tysk inspireret stenkirke. I givet fald kan arbejdet være sket i to tempi fra 1060 til 1100.

Arkæologer har i flere omgange gravet og gransket i og ved Asmild Kirke. Den fik tidligt noget så sjældent som en apsis mod vest. Det nu forsvundne vestparti bestod af kor, apsis og to kraftige tårne. Tesen er, at Heribert havde denne idé med sig fra domkirken i Bremen, der netop havde en konstruktion af den slags.

Sct. Margretes Kirke hørte til og med Niels, nummer fire i rækken, direkte under Viborg-bispen, så Heribert kan have haft en god grund til at skikke bud efter en bygmester fra sin gamle hjemegn. Forfatteren forestiller sig, at han har sendt holdet videre til Aalborg, for også fjordbyens Budolfi Kirke fik en apsis mod vest. Aalborg hørte dengang under Viborg Stift.

En brand i første halvdel af 1300-årene tog vestpartiet. Buen i belægningen markerer den sjældne apsis. Resten er op til beskueren.

Anders på Hvolris med træbenet havde armkræfter, så det ville noget. Arbejdsmanden, amatørarkæologen og historiefortælleren Anders Olesen havde god brug for sine armmuskler, da han i 1967 gravede Jakobs Brønd ved Asmild Kloster ud.

Hjælperne fra museet firede ham ned i hullet, og så kom spand efter spand med fyld op til overfladen. Det siges, at han skruede træbenet af, så han bedre kunne komme til. 10 meter nede stødte han på en egebelagt bund. Den dag i dag står den dybe, stensatte brønd med en overbygning af træ og et sikkerhedsnet til minde om hans dåd.

Det augustinske nonnekloster kender vi fra 1169. Nonnerne etablerede et firfløjet anlæg med den allerede bestående Sct. Margretes Kirke som den fjerde fløj mod nord. Jakobs Brønd er nok fra 1300-årene og lå lige syd for sydfløjen.

Anders fik efter eget sigende ekstra kræfter i armene, efter at han under tørvegravning mistede sit venstre ben i ælteværket. I bibelhistorien om Rakel og Jakob får Jakob uanede kræfter, da han ved en brønd kaster sin kærlighed på Rakel. Med et snuptag fjerner han brøndens dæksten, hvilket normalt kræver mange hænder.

At kalde Asmild-brønden Jakobs Brønd har intet historisk belæg, men kanske er Biblen kilden. Navnet dukkede bare op. Brønden har haft det prosaiske formål at forsyne klostrets køkken.

Ved reformationen lukkede klostret, men nonnerne fik lov til at blive boende deres tid ud. I 1552 havde den sidste nonne hevet den sidste spand vand op af brønden.

Den katolske udgave af Viborg Domkirke havde mindst 21 sidealtre med hver sin alterpræst og en stribe af rige sponsorer. De var typisk kaldt op efter helgener og bibelske personer. Ærlig talt lidt af en pengemaskine.

Kapellerne for Sct. Kjeld, Sct. Anna og Vor Frue rummede de vigtigste altre, højaltret ikke at forglemme. Nutidens enlige alter var på plads, da den nybyggede kirke i 1876 åbnede. Det er forgyldt og har det middelalderlige alter i Sahl Kirke ved Vinderup som forbillede.

Arkitekt Hermann Storck tegnede dette vigtige stykke inventar. Billedhugger Christian Carl Peters modellerede det. Inderst er det af eg. Overfladen er af forgyldt metal. For den del stod guld- og sølvvarefabrikant Vilhelm Christesen – ja, uden n.

Under gudstjenesten må kirkegængerne på stoleraderne bruge teaterkikkert, hvis de vil studere altrets detaljer, for der er godt nok langt mellem alterbord og menighed. Men ellers er det let at tage herlighederne i øjesyn.

Øverst knejser det himmelske Jerusalem med bue og tårne. Under buen Jesus Nazarenus på korset. De 12 apostle med Jesus i midten udgør den midterste del. Jesus optræder med korsglorie og to løftede fingre som tegn på, at han både er Gud og menneske.

Fronten har felter med klip fra Jesu liv. Midt i det hele sidder Maria med Jesusbarnet, akkurat som i domkirkens gamle segl. Jovist er domkirken fra begyndelsen en mariekirke. Den blå er Vor Frues farve, og små øjne af blåt glas vidner herom.

Lidt læsestof får vi skam også. Rundt om den velsignende Jesus: “Jeg er vejen, sandheden og livet.” Under de mange fødder: “Jeg beder ikke alene for disse, men også for dem, som formedelst deres ord skulle tro på mig.”

Sikke et kunstværk.

Vi tænker os tilbage til 1910. En sommersøndag. Foran Borgvolds musiktribune danderer stokbærende herrer i jaketter, mens fruer og unge piger i lette kjoler med livbånd næsten kan flyve med deres store stråhatte. Oppe på scenen og vendt mod publikum dirigerer stabshornblæser Stuhr hele regimentsmusikken.

Regimentsmusikerne var også på plads den 14. juni 1896, da byen indviede stadsparkens friluftsscene. Bysbarnet, arkitekt Henrik Hagemann havde tegnet en overdækket tribune, der med sin barkede trækonstruktion i tyrolerstil mest af alt lignede et kukur.

I 1864 havde den senere slotsgartner ved Rosenborg Tyge Rothe lagt en plan for Borgvold som en romantisk lysthave. Gartner Carl Jacobson Brostrøm kom til at føre planen ud i livet og satte sit personlige præg på anlægget.

Carl Jacobson Brostrøm skal have æren for tribunen og det samtidige stråtækte toilethus, der ligger, hvor kanalen munder ud i søen. Kanalen med ø og broer er ligeledes hans bidrag til de fælles glæder.

En novembernat i 2005 brændte den hele herlighed uden så meget som et kuk. Måske med et langt suk, der udtrykte de mange salige stunder gennem 109 år. En ny friluftsscene måtte op, ingen tvivl om det.

Filmskaberen Nils Malmros optog i de år erindringsfilmen “Kærestesorger” i Viborg. Nils Malmros havde tænkt sig, at filmen skulle slutte med en studenterfest på Borgvold, og kom med på råd, da KPF Arkitekter skulle tegne afløseren. Den er i funkisstil og kunne godt have stået på stedet i filmens år, det vil sige i begyndelsen af 1960’erne.

Sankthansaften i 2008 var han både båltaler og den, der klippede snoren til den nye musiktribune over, hvilket skete med replikken: “I declare this stage for open.”

Den 35-årige styrmand Anton Henrik Løgstrup fra Drøsselbjerg mellem Kalundborg og Korsør købte i 1935 en nybygget motorbåd hos Nyborg Skibs- og Baadebyggeri. Den fik navnet “Hatona” og er i dag kendt som “Margrethe I” af Viborgsøerne.

Kun i to år ejede Anton Henrik Løgstrup – hvis slægt stammer fra gården Løgstrup i Fiskbæk Sogn – sin båd, som i øvrigt havde hjemhavn på Orø. Den kom den 3. november 1937 til at hedde “Margrethe” og var indtil 1969 knyttet til bådfarten på Lyngby Sø, Bagsværd Sø og Furesøen. Under samme navn var hun fra 1970 dambåd i Haderslev.

I den tidlige sommer 1990 ankom hun i ombygget og restaureret stand til Viborgsøerne. Nu skulle Viborg atter have byvandring til søs. Turistchef Jørn Grønkjær var den drivende kraft.

Som søernes sande dronning fik hun et ettal efter det gamle navn, om end nogle mente, at det så burde være uden et h. Men ifølge overtroen kan det være farligt at ændre alt for meget i skibes navne.

Allerede i 1919 fik Nørresø sin første udflugtsbåd, dog uden den store succes. Bådfører Valdemar Nielsen havde fra 1937 mere held med det gode skib “Rita”, men en krig kom på tværs. I stedet gjorde han “Rita” til kioskbåd i Salonsøen.

Efter krigen stævnede Valdemar Nielsen ud med “Najaden” og beholdt den flydende kiosk. På grund af sin flittige brug af hornet fik han tilnavnet “Dut-Valde”. I 1976 gik sejladsen med “Najaden” ind.

For en del år siden forliste “Margrethe I”, da hun ramte et undersøisk jernrør ud for Nørresøbadet. Det var nok godt, at rederiet havde respekteret overtroen, for skaden var til at overse og kun af materiel art.

“Breidablik” kaldte arkæolog Erik Levin Nielsen den vikingegård, der har ligget på St. Sct. Peder Strædes sydside. Navnet på guden Balders bolig passer så fint, for herfra har beboerne haft det brede blik. Et godt sted til det, der i begyndelsen af middelalderen brød ud af puppen som Viborgs første planlagte gade med huse, hegn og gærder.

Spor efter en halv snes bygninger fra vikingetiden fandt arkæologerne, da de i 1966 og 1967 gravede på det sted, hvor det dobbelte supermarked HB Comus i 1968 åbnede. At de i 1972-1974 kunne gå i dybden på grunden overfor, hvor sparekassen skulle anlægge en parkeringsplads, var dobbelt lykke.

På strædets nordlige side fandt de nemlig rester efter det, som vikingegården endte med at blive, nemlig en lille bydel med matrikler. Erik Levin Nielsen var ikke i tvivl om, at fremvæksten var mere end en tilfældighed. For ham var det indlysende, at en lokal stormand i kongens interesse var den styrende hånd – måske Bose fra Asmild. Det er ham, der optræder på Asmild Kirkes runesten.

Byrådet lod i 1872 en gammel vejstump i området fjerne, Sct. Mikkels Stræde. Den havde direkte forbindelse til Sortebrødre Kirkestræde og videre nedefter. Historikere gisner om, at Breidablik-bydelen og bydelen ved nutidens Brænderigård har haft en vej mellem sig. Også dannelsen ved søen er fra overgangen mellem vikingetid og middelalder.

Fristende at knytte den islandske Gisle Surssøns Saga til gården ved St. Sct. Peder Stræde. Ifølge sagaen bor islændingene Gisle, Bjalve og Vésten i vinteren 961-962 hos Sejrhad i købstaden Viborg. Tilmed lader Gisle sig under opholdet kristne. De hygger sig gevaldig i den gæstfri Sejrhads stue. Nuvel, sagaen er sløret, men set fra Breidablik er sagen klar.

Historien om Viborgs store bybrand i 1726 kan stadig fænge. Blandt andet dedikerede Viborg Bryghus for nogle år siden en øl, Bryggerpigen Rose, til den tjenestepige, der fik skylden for branden.

Ret beset ved eftertiden ikke et kvidder om, hvad pigen hed. I sin digtcyklus om branden skriver Niels Peter Lindhardt om, at hun stod ved bryggerkedlen “som en blussende rose”. Så hvorfor ikke kalde hende Rose?

Ved 16-tiden den 25. juni 1726 er der fyr i lyngtørvene under ølkedlen hos handelsmand Peder Vandet, der holder til i Hjultorvets nordvestre hjørne. Købmandsgården strækker sig helt op til Vestergade langs Lille Hjultorvgyde. Den lille ild breder sig til et knippe lyng uden for kedlen.

Knippet har tjenestepigen kastet ned fra loftet, hvor hele det brandfarlige lager ligger. Ilden når at få fat, mens hun er optaget af at finde et nyt bundt, som hun kan kaste gennem lemmen. Barske vinde fra vestlige retninger og en knastør by efter lang tids tørke gør på ingen tid den lille flamme til et brølende uhyre.

Branden når sit højdepunkt, da det svære egetømmer i Viborg Domkirkes tårne i et brændende inferno hamrer ned i kirkeskibet og knuser hvælvingerne. Stormklokken, der har varslet om tidligere katastrofer, falder til jorden og får en revne, mens de tre andre klokker smelter bort.

71 bygårde og 78 huse i den bedste del af byen lå i aske, da ilden ved totiden natten til den 27. juni havde raset ud. Dertil kom domkirken, Sortebrødre Kirke, bispegården og rådhuset. Plus uerstattelige klenodier og arkivalier. Gråbrødre Kirke slap nådigt. Kun tårnurets trævisere brændte. Byen var nulstillet.

Tjenestepigen fik skylden, men nogen retssag kom det ikke til. Var hun helt alene, den stakkel? Hvorom alting er, tog det Viborg næsten 150 år at komme sig helt oven på den mislykkede ølbrygning. Den sidste historie om den sag er ikke brygget.

Beskedent buer Riddergade sig som et stykke Viborg af i går. En stump kom i overskud, da Ll. Sct. Mikkels Gade tromlede sig igennem som fremtidens ringgade.

På Resens Viborg-kort fra 1677 hedder hele det forløb, som Riddergade senere var en del af, Sct. Villads Gade. Først på et kort fra 1795 træder Riddergade i karakter. Den går da fra Sct. Leonis Gade til Brænderigården. Traps kort fra 1858 lader den gå ned til St. Sct. Mikkels Gade og sætter endnu et navn i omløb: Adelgade.

Historieskriver Ursin fortæller om en bybrand i 1567, at den fortærede mindst 100 adelsgårde, der lå mellem domkirken og søen. Ingen tvivl om, at adelens fine byboliger med rigelige haver dominerede dette kvarter, hvilket kan have ledt tanken hen på adelige riddere. Det talte nok også, at Hærvejens ryttere naturligt red den vej, når de havde passeret Sct. Mikkels Port.

Brænderigården for enden af gaden fik i 1734 et løft, da bygmester Johan Gottfried Hödrich for landstingshører Just Arctander stod for en ny hovedfløj. Den var da kendt som Just Arctanders Gård. Promenaden herfra langs søen mod syd hed en overgang både Ridderstræde og Den Philosophiske Gang.

Borgvoldgården er et andet gammelt navn for bebyggelsen. Det med brænderiet kom først ind med Haubro-familien i 1800-tallet. Den hviler på noget middelalderligt, som måske endda snuser til vikingetidens slutning. Har Knud den Store haft en kongsgård her?

Riddergades historiske idyl med hække, stengærder og et gårdanlæg er udpræget. I dag er det svært at forestille sig, at et stinkende og sodende uhyre af et gasværk fra 1858 til 1900 lå lige syd for Brænderigården, og at tugthuset knyttede sin næve længere nede.

I dag ligger Riddergade ligesom noget af vejen – og er netop derfor slet ikke af vejen.