Kategori: Tankegang

Det er ikke godt at vide, hvorfor et bedehus uden for Sct. Mikkels Port hed Jerusalems Kapel. Hvor det lå, er også usikkert, men det var nok på Kapelbakken, cirka hvor Den Røde Bro er.

Sct. Mikkels Kirke kom til at befinde sig uden for porten, da Viborg midt i 1100-årene fik sin befæstning. Dog ikke afsides, thi Sct. Mikkels Port markerede intet mindre end den jyske halvøs knudepunkt. Igennem den løb Hærvejen. Udad vendte den mod det store Europa, indad mod en åndelig oase i ørkenlandet.

Med sine vejgennembrud og mastodontbyggerier fremtræder kvarteret omkring Sct. Mikkels Port som den mest historieløse del af middelalderbyen. Det er svært at forestille sig, hvordan de spedalske med deres advarende skralder og klokker stod uden for porten og tiggede sig til lidt almisse. De boede på Sct. Jørgens Gård, staklernes hospital, der lå tæt på kirken.

Jerusalems Kapel var måske en del af Sct. Jørgens Gård. Den tids sygepleje var knyttet til Johannes af Jerusalems korsbrødre, der jo også var organiseret i Viborgs johanniterkloster.

En forførende tanke er, at kapellet var pilgrimmenes åndelige servicestation, og at det var rundt som Gravkirkens Anastasis-rotunde – en miniudgave af det fjerne mål på Golgata. Det eneste, vi ved om det, er, at Christian den Tredje i 1542 gav rådmand Morten Hegelund lov til at rive det ned, fordi det lå og forfaldt.

Mindestenen for Sct. Mikkels Port ligger i dag så underlig ensomt. Den er til minde om dengang, Viborg var Jyllands knudepunkt. Endnu på Ole Rømers store danmarkskort fra 1697 ser vi byen som det jyske vejnets nav. På underlig vis lever denne selvforståelse videre.

Turistforeningen udgav for mange år siden hæftet “Viborg – et mål for turen”. Det er ikke så tosset at have et mål for øje.

Da jeg forleden gjorde en fodtur øst for søerne, havde jeg “Fredsegen” i Overlund som mål, efter at jeg havde foretaget tankevækkende afstikkere til Asmild Kirke og Hedeselskabets Biodiversitetspark.

Overlund Borgerforening plantede det nu prægtige egetræ som et mindetræ. Det står til minde om, at freden den 5. maj 1945 atter sænkede sig over landet. I den tid kom mange lignende ege i dansk muld.

Overlunds fredssymbol vokser på hjørnet af Klostermarken og Gl. Randersvej. Det paraderer nok så fint ved siden af en mindesten. Den er fra 1938 og kom på plads, da Danmark fejrede 150-året for det ophævede stavnsbånd. Den indhuggede tekst er nu ulæselig, mølædt som den er. Men der stod engang: “Af frihedskår blev fremskridt født.”

Pudsigt nok er traditionen med fredsege tysk. En del “dobbeltege” i Slesvig-Holsten var ikke helt fredelige, for parvis symboliserede de, at Tyskland og hertugdømmerne hørte sammen. Det var lige efter treårskrigen. Sønderjylland – der dengang var tysk – fik en del fredsege i 1871, da krigen mellem Frankrig og Tyskland var slut.

Fra Kiplings “Junglebog” kender vi “Fredsklippen”. Når floden Waingunga var ved at tørre ud, dukkede klippen op af vandet, og elefanten Hathi proklamerede fred, så alle dyr kunne stå side om side og drikke.

Det er nærliggende at tænke samme gode tanke, når målet i Overlund er nået.

En sporjagt på det fineste Viborg af i går kan let ende ved St. Sct. Hans Gade 1, hvor Jens Jensens Vinhandel i mange år holdt til. Det siges, at selv Christian den Ottende havde næse for de vine, som Viborgs konsul Jensen bragte til landet.

Vinhandlerne Jensen kom af en fattig bondefamilie på Stanghede. Den første Jens Jensen grundlagde firmaet i 1813, og det gik godt. Snart sydede og summede det i købmandsgården, idet et brændevinsbrænderi og en tobaksfabrik kom til. Det samme gjorde en titel som svensk-norsk vicekonsul, en titel, der i 1865 gik i arv til den næste Jens Jensen.

Jens Jensen II var udadvendt; blandt andet var han i 24 år medlem af Viborg Byråd. Han var et agtet medlem af Viborg Klub, hvor cigarrygende herrer i plysstole nød en punch og en eftermiddagsavis i hinandens selskab.

Det hed sig, at han førte sig med en “fornem, men behagelig elskværdighed”. Da han i 1902 døde, svang Viborg Stiftstidende sig op til at skrive: “Det er i egentligste forstand én af det gamle Viborgs bedste repræsentanter, der forsvinder med gamle konsul Jensen.”

Jens Jensen III overtog firmaet, som han drev til sin død i 1925. Traditionerne levede helt frem til midt i 1980’erne videre på matriklen. Firmaets bomærke med vinløv omkring et skjold med “J.J.” vidnede om gamle dyder i flydende form. En overgang ejede Peter Larsen Kaffe vinhandelen, der nu havde base på Ærøvej. Udenbys ejere førte fra 1987 navn og virksomhed videre, men i 1992 var det endegyldigt slut.

St. Sct. Hans Gade 1’s forhus er fra tiden lige efter den store brand i 1726, dog ombygget i 1859. Bagbygningerne oser også af historie. Da virksomheden flyttede til vestbyen, fik dette stykke Viborg en ny rolle som boligkompleks.

I lokalplan nummer 98 fra 1990 fandt byrådet det naturligt at navngive hele kvarteret mellem Gravene og St. Sct. Hans Gade “Vintapperkarréen”, og der er fortsat nok at tappe af for alle, der er blot en smule interesserede i byens historie.

“Må vi lige be’ om kammertonen,” siger vi, når stemningen er til den grove side. Kammertonen er den gode normaltone. I Viborg finder vi den i Kongens Kammer, naturligvis. Det er som en stemmegaffel.

Kongens Kammer er forsamlingslokalet i Gråbrødre Klosters østfløj. Utallige ombygninger slørede dette herlige levn fra renæssancen.

Det blev så at sige genopdaget midt i 1970’erne. Egentlig gjaldt ombygningen dengang otte seniorboliger, men resultatet var syv plus et møderum, hvis mage ikke findes. En lang gang fører til det. Det lader sig også indtage fra en udvendig trappe.

I 1530’erne og 1540’erne havde Christian den Tredje sit Viborg-sæde i Gråbrødre Kloster, efter at gråmunkene med udgangen af 1530 forlod det efter 300 år på stedet.

I Kongens Kammer havde majestæten sit arbejdsværelse, og salen ovenover var til balfaldera. I 1541 gav han komplekset en ny rolle som hospital. Han benyttede vistnok sine gemakker en sidste gang i 1546.

At beskrive den originale kamin, de velvoksne loftsbjælker samt den slyngede udsmykning i den dybe vinduesniche og på én af bjælkerne rækker ikke langt. Oplev lokalet.

Det var ikke første gang i klostrets historie, at stormægtige folk knyttede sig til det. Højadelsfamilien Eberstein med grevinde Mariane samt sønnerne Albert og Ludvig kastede sin kærlighed på det da unge kloster og donerede i 1289 en solid sum til det. De to sønner var med til at tonesætte ouverturen til “den kongeløse tid” i 1330’erne og kom til at hvile i Gråbrødre Kloster. Ludvig har givet navn til én af de nye veje i Taphede-bydelen: Ludvig Ebersteins Vej.

Ved indvielsen den 12. september 1977 kom der balance i kønsregnskabet. Dronning Ingrid åbnede for Kongens Kammer.

En fodtur ud af byen mod vest ad Himmerlandsstien giver et godt indblik i, hvad Viborgs gamle bymark er i dag: et miks af boliger, erhverv og åbne områder. Enkelte steder ligger levn fra dengang, landmændene i 1800-tallets sidste halvdel etablerede sig.

Af personlige grunde tager jeg gerne en afstikker ad Islandsstien. Islandsparken er kun en bræmme, men en langstrakt glæde. Lidt længere ude ved Gotlandsvej gør jeg holdt og ser for mig tre gårde på stribe: først Mariesminde, så Peterslyst og sidst Vestermarkens Mølle. Nu blot et minde.

“Til barndommens land kan der ikke valfartes, det hører som et Atlantis til landene, der er gået under,” skriver himmerlændingen Johannes V. Jensen. Ikke enig.

Islandsstien fører lige til barndommens skøjteparadis. Hver vinter i 1960’erne – sådan husker jeg det – muntrede alle bydelens børn sig på den tilfrosne sø. Egentlig var den blot en stor oversvømmelse og lå på Brandstrups mark. Senere fandt jeg ud af, at den havde navn efter familien Brandstrup, Peterslysts beboere.

Nogle gange var vi så mange, at pølsemand Fuks stillede an med sin lille pølsebod. Skøjtesøen var så sikkert et aktiv, at vi turde investere i kunstskøjter i stedet for de ustabile tingester, vi spændte på skistøvlerne. Et år havde en alliance mellem frost, tø og vind formet et fortryllende islandskab, der havde dale og bakker.

På gamle kort ser jeg et system af kanaler, som Vestermarkens pionerer havde forsøgt at dræne engen med. Om søen var borte om sommeren, husker jeg ikke, men jeg har engang set den med bølger på. Lige ved siden af boede i øvrigt den godmodige avlsbruger Niels Bilgrav, der med sin enspændervogn kørte rundt og samlede spild til sine grise. Somme tider fik vi en tur og så gladeligt bort fra odøren.

En sjælden gang fandt vi ned på Salonsøens is; blot for at notere, at Brandstrups mark var bedst. Tilbage ligger en lille dam og en grøft med to småbroer. Fortiden lader sig ikke sådan udtørre.

En udbredt historie er, at vendingen “stinkende rig” kommer fra kirkerne. At kun de rige havde råd til at lade sig begrave indenfor, og at de lå og stank i kirkerummet. Det samme mener nogle englændere om “stinking rich”.

Jeg har set, at sprogfolk pure afviser denne forklaring. De kalder den “en folkeetymologi”, altså en slags vandrehistorie. Tillægsformen “stinkende” er ganske enkelt et forstærkende ord, der kan optræde sammen med mange andre ord: stinkende uretfærdigt, stinkende beruset, stinkende hovmodig.

Noget helt andet er, at kirkerne i tidligere tider var fyldt med begravelser – noget, der uden tvivl har virket temmelig fimset. Velbeslåede kirkegængere betalte godt for i dobbelt forstand at komme ind i varmen. For eksempel var indendørs begravelser med til at betale Sortebrødre Kirkes første tårn.

I Viborg Domkirke har traditionen sat sig spor på væggene. Her sidder en snes epitafier, det vil sige mindetavler over afdøde. Ét af de mere dekorative sidder på den sydlige korsarms endevæg. Det er et helt puslespil og har en ret slidt inskription.

Men vi kan af den tyske tekst se så meget, at den er til minde om apotekerparret Mette og Daniel Friedenreich. Hun døde den 6. juni 1698, han den 29. juli 1706. Ja, det ved vi fra anden side, for felterne til disse finale tal står åbne.

Efter at Daniel Friedenreich i 1688 købte sten og plads, lod han teksten for parrets sidste “Schlafcammer” udfærdige, men kunne af gode grunde ikke få det hele med. Det oprindelige hvilested var tæt ved konventhusdøren på sydsiden. Prisen var 20 sletdaler for stedet og 10 sletdaler for stenen. Desuden testamenterede parret 200 rigsdaler til kirken.

Da bygningsarbejderne i 1860’erne brød ned og byggede op, var der ingen fine fornemmelser. Med store brolæggerstempler knuste de kister og skeletter til en masse, der kunne bære det nye gulv.

“Ingen må røre hans ben,” stod der ellers på biskop Henrik Gerners ligsten, men på kirkens portræt ser han ret uanfægtet ud.

Rektors Lysthus i Latinerhaven og lysthuset i Amtmandens Have nord for Nytorv står og vidner om en tid, da der til en sirlig lysthave hørte et lige så sirligt lysthus. Den dag i dag er de en lyst at skue og er under fredningens beskyttende vinger.

Vi taler her om 1800-tallets første halvdel. Konrektor Jacob Tetens lod i cirka 1800 sit havehus bygge, mens amtmand og baron Lucas Peter von Bretton et halvt århundrede senere fik en vognremise bygget om til en pryd for Amtmandsgården.

Den slags småhuse oser af hule og hygge. I de gamle, fine haver kunne beboerne foretage en lille lystrejse fra hovedhuset til havehuset, der bød sig til som en verden for sig. En havestue eller en løvhytte kunne såmænd også gøre det. Tehuset er et beslægtet begreb fra den tid. Forfatternes skrivehytter hører desuden med til familien.

Jeg kender til Viborg-haver, hvis indehavere hæger om lysthuse af højeste karat. Villaen kan være nok så prangende, men det er først når talen falder på lysthuset, at øjnene lyser.

De bedste kolonihavehuse lever fint op til kriterierne. Haveforeningen “Løkken” ved Nørresøs vestbred udmærker sig på den front. Dertil kommer en hel del udflugtshytter, såsom den norske bjælkehytte i Nordisk Park og Tehuset ved Søndersøs vestbred.

På en vandretur om Viborgsøerne er det ikke værst at kunne komme under tag. Frit tilgængelige er den røde pavillon på Sønæs samt madpakkehusene i Kildekrattet og Granada-skoven. Sådanne tilbud kan få enhver til at se lyst på tilværelsen.

En lindorm, et grumt slangeuhyre, huserede engang i Viborg. Det lykkedes åbenbart borgerne at få bugt med ormen. Historiker Ursin bringer i det mindste den myte til torvs, at apoteker Daniel Friedenreich i Viborg Svaneapotek fik sin disk beklædt med slangens skind.

Da Daniel Friedenreich i 1673 overtog bevillingen efter sin bror, indrettede han sig på Nytorvs nordre side, hvor siden Amtmandsgården kom til at ligge. Apoteket var da nøjagtig 100 år. Hvor det i sin første tid lå, ved vi ikke. Men vi ved, at det i 1717 flyttede til vestsiden, og at det lå her indtil 1993.

Som en hovedby i Nørrejylland fik Viborg i 1545 bevilling til sin første læge. Noget måtte ske, efter at de katolske klostre med deres lægekunst og -urter lukkede. Ingen læge uden medikamenter, og sådan gik det til, at kongerigets tredje apotek efter København og Odense åbnede i Viborg.

Apotekergården på vestsiden ligger som et fint minde om en lang historie. Det var nok her, Margrethe den Første i 1406 købte en bygård. Apotekerkælderen er oldtudsegammel, og den sydlige ende kan sagtens være fra Margrethes tid.

Det kastede også glans over bygningen og byen, da selveste feltmarskal Raimondo Montecuccoli i 1660 her indrettede sit kvarter. Polske og tyske hjælpetropper var i byen. De har nok taget godt for sig af apotekets “receptvin”.

Da en arkæolog i 1979 målte kælderen op, forbigik det vist hans opmærksomhed, at den har et hemmeligt rum, og at dette rum indeholder selveste indgangen til Viborgs sagnomspundne løngang. Det har jeg hørt sige.

I 1587 fik apotekeren lov til at “holde vinkælder”, og den var en god indtægtskilde. I mange år tjente Viborgs apoteker også godt på “De fire røveres eddike”. “Den kan strax faaes tillavet her på Apotheket,” hedder det i en annonce fra 1779.

Efter sigende havde fire røvere under en pestepidemi udviklet eddiken, så de kunne stjæle fra de syge uden selv at få sygdommen. Den var god mod “giftige dunster og anstikkende sygdomme”. Nej, må vi så bede om apotekerens luttendrank.

Vestre Skole har et umiskendeligt præg af – skole. Sådan et kompleks står stærkt i både erindringen og bybilledet. Hvem husker ikke den første skoledag?

Min den første var på Vestre Skole i sommeren 1961. Vi fik til min mors og min store glæde den nyansatte Gytta Barrett som klasselærer.

Østre Skole og Vestre Skole står som de store, gamle byskoler. Den for længe siden lukkede Østre Skole var fra 1887 og havde i 1961 893 elever mod hele 1431 i 1954. Vestre Skole toppede i 1958 med 1382 elever og havde i mit første år 1119 elever, fordelt på 49 klasser.

Netop i 1961 lukkede Vestermarkens Skole, og 37 elever fra “marken” begyndte i stedet på Vestre Skole. To år før lukkede Gråbrødre Skole, der da havde 21 elever. Nørremarkens Skole holdt med sine 19 elever endnu stand, men kun frem til 1966. Det var dengang, titlen “enelærer” fandtes i Viborg Kommunale Skolevæsen. Så var der også Søndre Skole og Nordre Skole, sidstnævnte fra 1959.

Vi små hoveder i 1. klasse havde 18 ugentlige timer; halvdelen var med dansk og skrivning. Intet mod de 36 timer, som de store i 2. real måtte trækkes med. Latin tegnede sig her for fem timer, tysk for fire timer og engelsk for tre timer. Tankevækkende fordeling.

Det var i det år, cheftandlæge Aage Svaneborg introducerede den fælles seance med fluor-tandbørstning. Skolemælken og vitaminpillerne gjorde også deres indtog. Femteklasserne var til standpunktsprøverne oppe i den gribende genfortælling om “En tro hund”.

Med lærer Sakse Ross Petersen som instruktør opførte udvalgte elever ved Vestre Skoles årsfest intet mindre end Shaws “Pygmalion” om idealbilledet af en kvinde. Vi render vel alle rundt med idealbilleder. Også af skoler.

Den tyske by Celle kan med næsten 500 styk mønstre den største samling af bindingsværkshuse i hele Europa. Hvilke pragteksemplarer. Hvilke flotte udsmykninger og inskriptioner. En fryd for øje og sjæl.

Og så er det alligevel for meget af det gode. Som at være på en udstilling med alt for mange ensartede malerier. Hvad der skulle være så godt, ender som en langgaber.

I Viborg kommer de forholdsvis få bindingsværkshuse paradoksalt nok mere til deres ret. De ligger lidt hist og lidt dist. Danner ikke noget mønster. Gå på opdagelse og find de fornemste eksempler på, hvad tømmerstokke og tavl kan gøre ved et bymiljø.

Jeg kan ikke få nok af at studere Mageløs 1, der også strækker sig lidt hen ad Sortebrødre Kirkestræde. Her er bindingsværk, så det klodser. Den ældste del ligger ud til kirkestrædet. Ritmester og godsejer Gert Didrik Levetzau, Tjele, lod det bygge lige efter storbranden i 1726.

Resten kom med skræddermester Just Lund som bygherre op trekvart århundrede senere, men hvor er det dog henrivende helstøbt. Som der står i Viborgs bevaringsplan: “Husets betydning for miljøet om kirken kan ikke vurderes højt nok … Forsvandt dette hus, ville en hel bydel falde sammen.”

Der var også noget at leve op til på vestsiden af Mageløs. Her lå bygningen “Mageløs” mellem brandene i 1615 og 1726. Det var ikke uden grund, at den hed sådan.

Blandt andre interessante bindingsværkshuse kan jeg på stående fod nævne Domprovstegårdens portbygning, Sct. Leonis Stræde 1, Den Gamle Præstegård, Sct. Mogens Gade 11, Hans Werrings Gård, Sct. Mogens Gade 28, Konrektors Gård, Sct. Mogens Gade 29, og Tage Høegs Gård, Sct. Mogens Gade 36.

Historiker Jørgen Hæstrup griner over hele sin drengede femøre, når han i erindringsbogen “Grænseløs tilværelse” gør kælderen i Sct. Mogens Gade 9 til et skummelt fangehul. Historien bliver ikke dårligere af, at han indsætter selveste reformator Hans Tausen som den prominente fange.

I en drengs fantasi for over 100 år siden forholdt det sig sådan. “Kun tåber tvivlede om denne strålende fortid for lokalet,” skriver han skælmsk, “for det var og blev et forhistorisk fængsel”. “Ikke en dreng i byen ejede så uhyggelig og fantasiæggende en kælder.”

Han sætter trumf på ved at skrive, at det stampede lergulvs ujævnheder kommer fra Hans Tausens støvler, idet han skulle have trasket hvileløst frem og tilbage. Lidt a la Christian den Anden, der hulede marmorbordet på Sønderborg Slot.

At nogle siden tog hans røverhistorie for pålydende, er lidt en skam. Drengen har bare broderet videre på de gamle legender om, at Hans Tausen en overgang sad i et fangehul og prædikede til den store fanskare gennem tremmerne.

Vi kan ikke udelukke, at han en overgang sad i husarrest. I givet fald må han have kukkeluret i johanniterklostret nede ved Nørresø. Som kirkehistoriker Peder Severinsen bemærker, havde de så travlt med at gøre historie, at de ikke havde tid til at skrive historie. Desto flere er skrønerne.

De rundbuede indgange til de høje kældre – formentlig gamle boder – i Sct. Mogens Gade 7 og 9 ligger et par trin nede. Sådan var det nok ikke, da husene kom til verden sidst i middelalderen. Der er et kulturlag til forskel. Den oprindelige Sct. Mogens Gade lå en meters penge under den nuværende.

“Kulturlag” er et kultiveret ord for alt det skidt og skrammel, som menneskelig aktivitet gennem årene har fået til at hobe sig op. Lag på lag på lag. Tykkelsen kan variere. For eksempel er kulturlaget neden for Brænderigården op til fire meter tykt. Gefundenes Fressen for arkæologer. Helt uden mytedannelse.

Nogle byer lokker med æggende ture til “de hemmelige steder”. Nøj, hvor spændende.

Viborgs kanske mest hemmelige sted er det sted, hvor Sct. Budolfi Kirke og Sct. Budolfi Kloster lå. Skriftlige kilder er sikre beviser på, at helligbyen faktisk kunne regne en sådan institution med på sin portefølje, men guderne må vide, hvor den lå.

Historieskriver Erichsøn og den historisk interesserede murermester Gullev levede i hvert sit århundrede, men peger begge på den sydlige side af St. Sct. Peder Stræde – cirka hvor nu Ølluminati ligger. Eftertiden giver dem forsigtigt ret. Det var nok her.

Viborgs Budolfi Kloster var et nonnekloster, ved vi. De kan have været augustinere, akkurat som Asmilds nonner. Ud af den anonyme flok træder i en skriftlig kilde nonnen Tova, men specielt meddelsom er hun altså ikke.

Domkirkens fællesskab af augustinske korherrer udgjorde Viborgs første kloster. Budolfi-søstrene var også tidligt på færde. Borte tog dog dette hellige indslag længe inden reformationen.

At Viborg ærede den engelske helgen Budolf/Budolfus, kan sagtens hænge sammen med, at byen i bund og grund er Knud den Stores opfindelse. Store-Knud var konge i England, før han i 1018 satte sig på Viborg og resten af Danmark.

Meget klogere er vi ikke. Men nok til at drikke Budolfs skål.

Den tyske by Dortmund føler stadig som et afsavn, at den under anden verdenskrig mistede hele sin historiske bymidte. Lad os i Viborg være glade for, at vi har en gammel, fasttømret midtby, som gør, at vi ikke går rundt og er fremmede for os selv.

Hjultorvet 7 bærer navnet “Centrum”. Da den lille forretningsejendom i 1909 kom til, var Hjultorvet ved at manifestere sig som byens omdrejningspunkt, som selveste centrum. Efterhånden som trafikken i Sct. Mathias Gade tog til, voksede torvets status.

Bybusser og taxier havde her deres baser. Her stod den københavnsk inspirerede telefonkiosk. Underjordiske toiletter kom til. En pølsevogn og en kaffevogn betjente de mange torvegæster. Hotel Dannebrog lå, hvor nu Jensens Bøfhus residerer. Og som kronen på værket slog Hedeselskabet sig ned med sit hovedsæde.

I ældre tider var vel Gammeltorv foran domkirken hjertestedet, hvorfra årerne gik ud. Det dengang klejne torv måtte se sig udkonkurreret af Nytorv, der plant og stort var ideelt til de store markeder. Nulkilometerstenen på torvet siger alt, for det var herfra, afstandene til Viborg gjaldt, da Danmark i 1912 gik over til metersystemet.

De trekantede torve ved henholdsvis Gamle Vagt og Sct. Mogens Port havde særlige roller som hestehandelens livlige steder. Faktisk lå de i konkurrence om at tiltrække de store prangerpunge.

I forhold til mange andre købstæder har Viborg en ret stor bykerne, endda splittet op i en handelsdel og en historisk del. Hvor hovedvægten i dag ligger, kan være lidt svært at greje. Den har bevæget sig noget rundt. Men ét er sikkert: Den befinder sig i centrum.

Der er stil over den tidligere landsrets hovedportal ved Stænderpladsen. Kronen på værket er det store rigsvåben i 1903-udgaven – det med den islandske falk i selskab med den færøske vædder og den grønlandske isbjørn plus alt det andet, der vidner om dansk storhed af i går.

Viborg har nærmest altid været rettergangens by, først med landsting, så med landsoverret og så med landsret. Rigsvåbnet står som symbolet på den retfærdige rettergang. “Så går vi til Viborg,” siger terningspillerne om den afgørende runde, for Viborg er så afgjort afgørelsernes by.

Sådan at sidde på den dømmende magt har betydet langt mere end et relief i sandsten. Gennem tiden har omgivelserne nok set på Viborg med en vis ærefrygt – med vægt på ordets sidste led. Noget ophøjet. Jyder “tager op til Viborg”.

Mange er de, der i Viborg fik skilt deres hoved fra kroppen. Skarpretteren og hans svend henrettede dem. Byretten og bødlen havde ord for at være både hurtige og effektive. Så hurtige, at når landstinget eller kongen skred ind, var dommen allerede eksekveret. En frifindelse med tilbagevirkende kraft kunne højst betyde, at en hængt kom ud af løkken.

En stakkels viborgenser, der i 1590 måtte bøde med sit liv for en sæk og lidt mel, var allerede død, da kongen bad om en omtur i retsmaskinen.

“Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes,” læser vi i Biblen. Nok var det ikke bødlen, der dømte, men alt dette hovedhuggeri steg alligevel skarpretter Peder Brocker i Viborg så meget til hovedet, at han i 1630 stod anklaget for at føre sig frem som en falsk profet.

Godt for ham, at han ikke hurtigt havde hugget hovedet af sig selv, for en dødsdøm endte med at blive til en landsforvisning.

I disse hype- og brandingtider er det da utroligt med et logo, der har holdt stand siden midten af 1200-årene. Sådan er det med Viborgs byvåben.

Sandt at sige er bomærket med de to gestikulerende rådmænd i en søjlegang ikke specielt fancy. Til gengæld sidder det gamle segl perfekt som Viborgs ægthedsmærke.

I gadebilledet optræder byvåbnet mange steder: på kloakdæksler samt på kommunens biler, bannere og bygninger. Hvem kan finde flest? Det nu nedrevne vandtårn i Skottenborg bar byens kendteste dekoration med våbnet. Dekorationer på Eksercerhuset ved Rødevej, den gamle sparekassebygning ud for Mageløs og på Nordeas domicil mod Hjultorvet er nu heller ikke værst.

Kunstneren Mogens Zieler skabte i 1971 til kommunen den hidtil nok mest vellykkede version, flot accentueret af middelalderfarverne rød, gul og blå. Designer og arkitekt Peter Bysted havde den som forlæg, da han i 2006 stod for den nu brugte i grøn streg.

Ret sent fik kommunen eneret på at administrere logoet. Tendensen var ellers, at lokale firmaer som Bryggeriet Odin, Viborg Fløde-Is og Peter Larsen Kaffe benyttede det, så forbrugerne positivt forbandt produkterne med Viborg.

Den pudsigste udgave skal vi til 1800-tallet for at finde. Da ser vi sørme et våben med Adam og Eva, kundskabens træ og slangen. Endda på rådstuens officielle segl og i avisen Den Viborger Samlers hoved. Her er i det mindste balance i kønsregnskabet.